Da, altså lyt lige her jeg vil bare lige dele noget, som virkelig har sat sig i mig.
Da min far svigtede os, var det min stedmor, der trak mig op af den afgrund, som var børnehjemmet. Jeg er evigt taknemmelig for min anden mor, som reddede mit knuste liv.
Da jeg var lille, føltes livet som et eventyr en varm og tæt familie, fuld af kærlighed, og vores hjem var et gammel hus ved bredden af Gudenåen, lige uden for Silkeborg. Vi var tre: mig, mor og far. Duften af mors friskbagte franskbrød fyldte huset, og fars dybe stemme fortalte hver aften historier om skove og søer fra nabolaget. Men skæbnen er som en gammel ræv den rammer, når du mindst venter det, og slår til, når du er allermest tryg. En dag blev mor syg smilet forsvandt fra hendes læber, hænderne begyndte at ryste, og snart blev en hospitalsseng på Silkeborg Sygehus hendes sidste kapitel. Hun tog afsted, og tilbage stod vi med et hul, der rev os i stykker.
Far knækkede han søgte trøst i snapsen, og snart var vores hjem kun en grav af sorg, fyldt med knuste flasker og tunge tavsheder.
Køleskabet stod altid tomt, det tavse bevis på vores kollaps. Jeg gik i skole i Silkeborg beskidt, sulten, blikket låst i skam. Lærerne spurgte, hvorfor jeg aldrig lavede mine lektier, men hvordan skulle jeg kunne koncentrere mig, når det eneste jeg tænkte på, var at komme gennem endnu en dag? Mine venner forsvandt, deres hvisken skar hårdere end en kniv, og naboerne så til, mens vores hjem gik i forfald, øjne fulde af medlidenhed. Til sidst ringede en nabo til kommunen. Folk med stive miner troppede op, klar til at tage mig fra min fars rystende hænder. Han knælede, græd, tryglede om en chance. Kommunen gav ham en måned et tyndt håb over et bundløst tomrum.
Det tændte et eller andet i min far. Han stormede ud, fyldte indkøbsposerne, og vi gjorde rent til huset næsten lignede sit gamle jeg. Han lagde sprutten på hylden, og en gnist af den gamle far glimtede i hans blik. Jeg turde tro på frelse. En blæsende aften, mens vinden peb mod ruden, fortalte han, at han gerne ville præsentere mig for en kvinde. Hjertet frøs til is havde han allerede glemt mor? Han svor, at hun altid ville være i hans hjerte, men vi havde brug for en slags skjold mod kommunen.
Så kom faster Birthe ind i mit liv.
Vi tog til hende i Skanderborg, en hyggelig by mellem bakkerne, hvor hun boede i et lille hus med udsigt til søen, omgivet af gamle æbletræer. Birthe var som en storm varm men stærk, med en stemme der mildnede alt og hænder der var klar til at favne én. Hun havde en søn, Emil, to år yngre end mig en bleg dreng med et smil, der smeltede isen i mig. Vi blev lynhurtigt venner løb rundt i haven, klatrede i bakkerne og lo, til det gjorde ondt i maven. Da vi kom hjem, sagde jeg til far, at Birthe var som et lille solskin i vores mørke, og han nikkede, tankefuld. Få uger senere sagde vi farvel til huset ved Gudenåen, lejede det ud, og flyttede til Skanderborg endnu et forsøg på at samle os selv op.
Livet begyndte at tage form igen. Birthe passede mig med en kærlighed, der syede mine sår sammen lappede mine hullede bukser, lavede lun mad, og aftenerne sad vi sammen med Emil og snakkede om alt mellem himmel og jord. Emil blev min bror ikke af blod, men af det bånd der opstår af fælles smerte. Vi skændtes, drømte stort, og tilgav hinanden i stilhed. Men lykken er skrøbelig et besøg, man skal værne om og skæbnen slog igen. En kold morgen kom far aldrig hjem. En telefon ringede og knuste stilheden han var blevet ramt af en bil på en glat landevej. Sorgen slugte mig som et åndedrag i mørket, og kommunen kom tilbage, denne gang kold og ubønhørlig. Uden værge tog de mig fra Birthed og satte mig på et børnehjem i Horsens.
Børnehjemmet var som et helvede grå vægge, kolde senge, fyldt med gråd og tomme blikke. Tiden sneglede sig fremad, hver dag tungere end den forrige. Jeg var som et spøgelse overflødig, hjemsøgt af ensomhedens mareridt. Men Birthe nægtede at give op. Hun kom hver søndag, med friskbagt rugbrød, hjemmestrikkede trøjer og en ukuelig håb. Hun kæmpede som en løvinde løb fra kontor til kontor, udfyldte bunker af papir, græd foran sagsbehandlerne, bare for at få mig hjem. Månederne gik, og jeg begyndte at miste troen, overbevist om at jeg ville rådne væk der. Men en grå morgen kaldte forstanderen på mig: “Pak dine ting. Din mor kommer.”
Jeg gik ud i gården, og dér stod Birthe og Emil ved porten, ansigterne glødende af kærlighed og mod. Mine knæ knækkede, og jeg styrtede i armene på dem, tårerne sprøjtede. “Mor”, råbte jeg, “tak fordi du reddede mig! Jeg lover at gøre dig stolt!” Dér forstod jeg: Familie handler ikke kun om blod det er dem, der griber dig, når du falder allermest.
Jeg kom hjem til Skanderborg, til mit værelse, min skole. Livet gled ind i roligere baner jeg færdiggjorde folkeskolen, tog studentereksamen i Aarhus, fik et arbejde med løn, der betaler huslejen. Emil og jeg har været uadskillelige vores bånd uovervindeligt. Vi er vokset op, har fået vores egne familier, men Birthe vores mor er stadig vores nordstjerne. Hver søndag mødes vi hos hende, hvor hun serverer frikadeller og lasagne, hendes latter blander sig med vores hustruers, som er blevet søstre for hende. Nogle gange kigger jeg mig omkring og kan slet ikke fatte det mirakel, livet har givet mig.
Jeg vil altid være taknemmelig for min anden mor. Uden Birthe havde jeg været fortabt glemt på gaden eller knækket af fortvivlelse. Hun var mit fyrtårn i den mørkeste nat, og jeg vil aldrig glemme, hvordan hun reddede mig fra afgrunden.
