Sofie stod stille og græd foran graven til sin veninde, Frida. Det var 40 dage siden begravelsen, og stadig ingen blomster på graven Hun vendte næsen hjemad, men pludselig blev hun standset af en mand, der indhentede hende.
Skal du have et lift? spurgte han venligt. Det er jo ret langt til busstoppestedet. Kom, jeg kan køre dig. Hvem har du liggende herude?
Min veninde, svarede Sofie lavmælt.
Min mor ligger her, sagde han. Hvor skal du hen?
Bare sæt mig af ved stoppestedet, jeg vil ikke til besvær, sagde Sofie.
Det går helt fint, jeg har masser af tid i dag, sagde han beroligende. Så kørte han hende hele vejen hjem. På turen fortalte Sofie lidt om sit liv Og to dage senere stod Anders og ventede på hende foran hendes opgang. Han havde noget uventet at snakke om.
Sofie og Frida havde været uadskillelige siden børnehaven. Da de blev ældre, gik de endda klædt ens og byttede tøj. De holdt sammen hele skoletiden og flyttede til København for at studere videre Sofie læste til læge, og Frida til lærer.
De sås jævnligt. Begge faldt de for hver deres fyr samtidig Sofie forelskede sig i en landmandssøn, Frida i en københavner.
Frida blev hurtigt gift, næsten som om hun var bange for at miste ham. Allerede året efter fødte hun en lille pige. Bare synd, at svigerforældrene aldrig rigtig accepterede hende.
De mente hun ikke havde den rette baggrund. Nogle gange passede Sofie Fridas datter, så de unge kunne komme lidt ud. Hun ville egentlig også gerne være med, men havde nu alligevel lovet at passe.
Men så kom natten, hvor de unge aldrig kom hjem igjen Først om morgenen fandt Sofie ud af, at de var kørt galt og aldrig kom hjem igen.
Sofie huskede knap nok begravelsen hun stod der med den lille pige på armen. Hvad skulle der nu ske med hende?
Farens forældre havde aldrig anerkendt hende, og nu så de hende slet ikke som barnebarn. Hun er ikke vores, sagde de, og trak sig helt væk.
Fridas mor sad alene tilbage, stadig med tre små søskende hjemme hun kunne ikke overskue at tage datterens barn også.
Tilbage stod kun børnehjemmet. Den lille pige var kun et år gammel.
Sofie havde hen ad vejen knyttet sig meget til pigen det var hende, der havde oplevet barnets første skridt og ord.
Nu arbejdede Sofie og lejede et værelse hos en ældre dame. Alligevel alene, ugift og uden familie ville hun ingen chance have for at få pigen.
Til sidst blev pigen hentet af myndighederne sådan måtte det være. Hun var sund og rask, adoptivforældre skulle nok dukke op.
Sofie var ulykkelig over at skulle skilles fra Karla.
Mikkel, må jeg spørge dig om noget? sagde hun en dag til sin kæreste. Skal vi blive gift? De vil aldrig give mig Karla ellers
Er du helt gal?! udbrød han. Jeg vil ikke binde mig sådan!
Jeg vil bare have hende hjem, så kan vi skilles bagefter, sagde hun.
Nope! Jeg ødelægger ikke mit ry for din skyld. Farvel!
Sofie græd igen foran Fridas grav. 40 dage stadig ingen blomster. Ved siden af lå Fridas mands grav, overdækket af blomster.
Frida, jeg lover, jeg gør det smukt for dig også. Men hjælp mig lidt på vejen
Sofie gik langsomt hjemad igen. Ud for kirkegården stod samme mand igen.
Vil du have et lift? Det er langt til stoppet, og jeg har god tid. Må jeg spørge hvem kender du her?
Min veninde, mumlede Sofie.
Det er min mor Og hvor skal du hen?
Bare sæt mig af ved stoppestedet.
Jeg har faktisk intet, jeg skal nå. Min mor er død. Min kone har forladt mig. Hvorfor græder du? Noget slemt sket? Jeg så dig også sidst, da I tog afsked med jamen, var det for præcis 40 dage siden?
Ja, svarede Sofie.
For min mor er det også 40 dage i dag. Har du det svært?
Hele vejen hjem fortalte Sofie, hvordan det hele hang sammen
Tak fordi du kørte og gad høre på mig.
To dage senere ventede Anders endnu engang på Sofie.
Sofie, jeg har tænkt over det. Jeg vil gerne hjælpe. Jeg er alene og kan sagtens gifte mig hvis det betyder, at du kan få pigen hjem.
Hun stivnede.
Er du ikke nervøs for det?
Nej. Hvorfor?
Min kæreste stak faktisk af, bare jeg nævnte ordet adoption.
Det gør jeg ikke. Men hvor vil du og pigen bo?
Hvis ikke fru Andersen smider mig ud, så bliver det i værelset dér ellers må jeg finde noget andet.
Så flytter du hjem til mig. I morgen går vi i gang med papirer. Vi skynder os, intet brok. Mit hus er stort nok.
Hus?! Er du rig eller hvad?
Ikke kun ejerlejligheder i København. Mor elskede vores gamle villa. Hun kunne ikke undvære have.
Jeg har aldrig vænnet mig til byen Frida og jeg var også fra landet
Anders fik arrangeret det hele på ingen tid. De blev stille gift og adopterede Karla. Kort tid efter flyttede Sofie og Karla ind i Anders hus.
Tak. Resten klarer jeg selv nu, sagde Sofie.
Selv? Naturligvis! Men huset er jeres, og jeg skal nok bare holde mig til.
Måske finder jeg vores egen lejlighed senere
Skal min hustru bo for sig selv? Nej, sådan fungerer det ikke.
Anders pressede sig aldrig på men var altid hjælpsom. Sofie prøvede selv at klare madlavning og husarbejde. Hun passede Karla og forelskede sig lidt efter lidt men var nervøs for at indrømme det.
Mor, hvorfor elsker du mig? spurgte Karla.
Fordi du er dig. Fordi du er min datter.
Sofie var dybt taknemmelig overfor Anders, der tog sig af dem, som var de hans egne endda løb rundt med Karla og fandt på lege.
For Anders var Sofie den perfekte hustru men alt var jo bare på papiret
En aften bestemte han sig. Han friede rigtigt til hende, netop som Karla var fyldt tre år.
Men vi ER jo gift?
Jo, men jeg vil gerne være rigtig familie med dig, Sofie.
Det vil jeg også
Sådan blev de ikke bare familie i juridisk forstand men for alvor.
Nu har de to bryllupsdage med to års mellemrum. Karla har fået både lillebror og lillesøster.
Det er mange år siden nu. Børnene er blevet voksne, og Karla besøger jævnligt sine biologiske forældres grave sammen med Sofie og Anders.
Begge grave passes flot, og i Karla har Anders og Sofie den dejligste datter nu er Karla selv blevet mormor, og Sofie og Anders er oldeforældre. En stor, lykkelig dansk familie.
