Min familie
Hold nu op, Amalie, hvor er du bare smuk! Lise kunne ikke lade være med at sukke, da hun trådte ind på datterens værelse.
Amalie stod foran spejlet, mens hendes veninde og samtidig stylist, Trine, satte den sidste hårnål i sløret. Da håret sad, vendte Amalie sig hen mod sin mor.
Synes du virkelig, mor? Ser det godt ud?
Det er helt fantastisk, skat! Du er den smukkeste brud! Lise smilede, da hun sagde ordene. Hendes egen mor havde sagt det præcis samme til hende engang. Måske siger alle mødre sådan, når de ser deres datter i brudekjole.
De havde brugt evigheder på at finde kjolen. Amalie var kritisk, når det kom til tøj mode og andres meninger rørte hende ikke, det eneste, der gjaldt, var, at hun selv kunne lide det. Hun havde god smag og en figur, der kunne bære det meste, så alle lod hende vælge i fred. Det skulle selvfølgelig også gælde brudekjolen, som hun ledte efter. Ikke noget særligt moderne, ikke noget overdådigt tværtimod. Hun ville have noget særligt, ikke noget mainstream. Kjolekonsulenterne i butikken var ved at rive håret ud af hovedet. Hvordan skulle de dog ramme plet? Det blev til sidst butiksindehaveren, Anne, der reddede dagen.
Jeg tror nok, jeg har noget, du vil elske!
Hun forsvandt ud af lokalet og kom et par minutter senere tilbage med endnu et overdække over armen. Da hun lynede det op, gispede Amalie dér var den! Enkelt snit, intet pynt. Men stoffet var virkelig eksklusivt. Amalie snurrede rundt det var uden tvivl dét, der skulle være hendes brudekjole! Og det sad, som om det var syet til hende.
Hvad siger du?
Den tager jeg!
Anne smilede blidt. En smule vemod gled over hendes ansigt, men forsvandt lige så hurtigt igen. Hvorfor skulle Amalie vide, at kjolen egentlig var blevet bestilt hjem til hende selv? Men bryllup blev der aldrig noget af. Man kan ikke gifte sig uden tillid og kærlighed og begge ting skal være til stede. Ah, Anders, hvorfor skulle du dog? Ville så gerne have familie og børn, men han vaklede, kunne ikke vælge og nu var valget taget for dem begge. Anne rystede på hovedet og jog tankerne væk. Hvad hjælper det at dvæle ved det, der var?
Under den kjole har jeg et slør, som er helt fantastisk. Jeg henter det lige.
Amalie blinkede til sin mor.
Hvad sagde jeg, mor? Jeg skulle nok finde den, jeg ville have.
Lise nikkede og kunne mærke tårerne presse sig på. Hver lille mor drømmer jo om at se sin datter sådan det her øjeblik vil hun altid huske som et af de lykkeligste. Lise kom i tanker om sig selv før sit bryllup. Dengang kunne man ikke bare købe hvad som helst. Enten tog man, hvad brudeudlejningen havde, ellers måtte man selv få syet noget. Hendes mors veninde arbejdede på et sy-værksted og havde syet kjolen til Lise. En tante fandt stoffer, en anden skaffede tilbehør. Det blev en hel byfest. Kjolen blev smuk men lykken fulgte ikke med. Lise og hendes daværende mand gik fra hinanden, da Amalie var to år. Der kom en ny kærlighed, nyt drama og Lise var ikke længere ønsket, hverken som partner eller mor til Amalie. Amalie voksede op uden en far han sendte penge hver måned, det skulle han jo, for ellers begyndte folk bare at snakke. Men han ville ikke have kontakt.
Jeg har ikke brug for flere problemer.
Lise magtede ikke at tvinge ham, og måske var det bedre. Bedre end en far, der egentlig ikke ville én.
Hun havde prøvet at skabe et liv for Amalie få nogen, der kunne være far. Men det gik ikke med stedfar. Manden, Lise var sammen med omkring et år, kunne ikke lide børn, han elskede Lise på sin egen måde, men hendes datter ville han ikke tage ansvar for. Da han en dag forslog, at Amalie burde bo hos sin far, pakkede Lise hans ting og bad ham gå.
Vi klarer os, min pige. Vi har ikke brug for andre.
Amalie forstod ikke det hele dengang, men hun forstod dog én ting: Moren havde valgt hende. Og det sad fast i kroppen. Det var nok derfor, der ikke var de store problemer mellem dem, selv i teenageårene. For Amalie var mor det vigtigste menneske i verden.
Amalie, nu er det tid! I skal afsted, ellers kommer I for sent, Lise rettede let på sløret og kyssede sin datter på panden. Vær lykkelig, min pige!
Amalie fnisede.
Mor! Hvis du får mig til at tude nu, slår Trine mig ihjel! Hun har brugt en time på at lægge makeup, så det ikke kan ses og nu render det snart!
Hun krammede Lise og hviskede:
Jeg skal nok prøve
Bryllupsdagen fløj afsted. Da Lise kom hjem i en tom lejlighed, satte hun sig bare på bænken i entreen. Så var det det nu var hun alene. Amalie skulle bo med sin mand, Jonas, i den lejlighed, der havde været mormors. Det havde Lise givet dem. Jonas havde ikke noget sted, og da Amalie nævnte, de måske skulle bo med sine forældre, sagde Lise ikke noget. Men senere, da svigersønnen var gået, overrakte hun Amalie nøglerne.
I skal bo alene, skat. Man har bedst af at have sit eget sted.
Men hvad med lejerne?
Jeg har allerede snakket med dem. De når at flytte inden brylluppet.
Men det er jo penge, mor… Vi havde planlagt alting, vi kunne jo leje et værelse ud, indtil vi fandt noget selv…
Jeg skal nok klare mig, Amalie. Ikke noget at bekymre sig om. Lev jeres eget liv. Hvorfor betale for at leje, når I har noget?
Amalie lavede dansetrin med nøglerne i hånden.
Tak, mor! Nu er jeg lidt tættere på min drøm om eget hus.
Hus?
Ja! Stort, lyst, plads til alle børnene mindst tre værelser til dem! Amalie rødmede, men krammede sin mor. For meget?
Uanset hvad, bare du og børnene er raske og glade!
Du forstår mig virkelig, mor…
Og hvor er det heldigt, at dine børn får en forholdsvis ung mormor Lise lo og kyssede Amalie i håret. Hus, det kan I få! Bare du lever, som gør dig glad!
Lise fortalte ikke Amalie om samtalen med Jonas forældre, aftenen før.
Man havde valgt at holde forlovelsen hjemme hos bruden, som man gør i Danmark. Lise brugte hele dagen i køkkenet. Hun elskede at lave mad men efter hun kun var alene med Amalie, blev det sjældent til de helt store ting.
Jonas forældre virkede venlige i starten. Men svigermor, Helle, lavede hurtigt et utilfreds trutmund, da hun rykkede rundt med gaflen i tallerkenen.
Hmm… Det er noget andet end hjemme hos os.
Lise løftede øjenbrynene. Laksen, lavet efter bedstemors opskrift, havde aldrig fejlet, og det samme gjaldt oksefileten, hun havde ovnstegt i timevis. Jonas far spiste lydløst, tog lidt af hver det virkede til, at han kunne lide det.
Kan Amalie egentlig lave mad? spurgte Helle, mens hun skubbede tallerkenen væk. Det må vi lære hende. Det er måske meget godt, hun skal bo med os noget tid. Vi har god plads, hun lærer, hvordan man forkæler Jonas. Han er jo vores eneste søn. Og Amalie er din eneste?
Ja.
Og opvokset kun med dig? Uden far?
Ja, sådan blev det.
Forældre, der bor sammen, er jo forbilleder for børn. Hvordan kan en pige vide, hvordan man har en familie, hvis man aldrig har haft en mand i huset? Amalie virker sød, men det kan være svært at bo i familie, hvis man kun har haft sin mor.
Lise lyttede og bed sig i læben. Amalie sparkede let til hende under bordet lad nu være, mor. Hun havde på forhånd gjort klart, Jonas var ikke som sine forældre.
Han er virkelig sød, mor. Du skal nok forstå det senere. Bliv ikke ked af, hvad du hører, ok? Han kæmper også med dem…
Nu forstod Lise, hvad datteren mente. Hun havde lyst til at rejse sig, smække hånden i bordet og vise dem døren. Men Amalie havde altid været klog, og Lise stolede på, at beslutningen om Jonas var gennemtænkt.
Da de var færdige med at spise, blev Lise alene i køkkenet. Pludselig stod Helle bag hende.
Må vi tale, uden børnene?
Jonas far stod bag og så undskyldende ud. Han sagde ikke noget, blandede sig ikke. Lise nikkede sammenbidt.
Lise… Nu er vi jo familie, så jeg springer formaliteterne over. Som mor bekymrer jeg mig om mit barn, det kan du nok forstå… Jeg vil vide mig sikker på, Amalie kommer fra en fornuftig baggrund. Ved du noget om hendes fars familie?
Selvfølgelig.
Var der alvorlig sygdom? Hvorfor blev I skilt drak han? Var han asocial?
Slet ikke.
Vil du fortælle mere? Det er bare, vi vil gerne vide, hvordan arven kan ramme vores børnebørn. Jeg ser gennem fingre med, Amalie er opvokset i et hjem uden far og at du har haft travlt med arbejde. Men du må også forstå mig. Hun bliver en del af min familie så jeg må vide, hvad hun bringer med sig.
Nu kunne Lise mærke, tålmodigheden slap op. Hvad lavede hun egentlig? Men så fangede hun pludselig Amalies foruroligede blik i døren og stoppede sig selv.
Mor?
Ja, Amalie. Jeg er færdig lige om lidt, kan du ikke gøre klar til kaffe i stuen?
Da Amalie var ude af køkkenet, vendte Lise sig mod Helle.
Amalie fejler ikke noget, og jeg kan give dig alle oplysninger, hvis du vil. Så der er intet at bekymre sig om. Jeg ville aldrig spørge dig om jeres families sygdomshistorik det må de unge selv styre. Jeg forstår dine bekymringer, men håber, det ikke bliver det, der gør, din søn skal til at vælge om og om igen.
Lise rakte fadet med hjemmelavet lagkage til Helle.
Lad os ikke holde børnene hen. Vil du tage det med ind?
Resten af aftenen satte hun diskret grænsen for snakken der var ikke mere at diskutere.
De så ikke rigtig hinanden mere inden brylluppet. Amalie og Jonas havde begge job og betalte selv for det hele så der var intet, forældrene skulle hjælpe til med.
To år senere begyndte de at bygge deres eget hus. De solgte lejligheden og købte en byggegrund for pengene. Amalie, nu højgravid, havde læst om byggeri i flere år, og tog så meget styringen, at selv de garvede håndværkere til sidst gjorde oprør dog med smil. Selvfølgelig kunne de ikke nå at blive færdige inden fødslen, så Jonas hentede Amalie og deres nyfødte, Katrine, hjem til Lise alligevel, til svigermors store utilfredshed.
Undskyld jeg kommer med dem, mor Lise, sagde Jonas og lagde babyen forsigtigt på sengen, men vi har det bedst trygt her.
Det var det rigtige valg. Kom nu, far pak hende ud, hun er for varm.
Jeg tør ikke… Jonas stod stiv over barnet.
Du klarer det. Det er din datter instinkterne skal nok vise dig vejen.
Lise stoppede Amalie, der ville hjælpe, og hviskede:
Lad ham prøve!
Første badning, første tur med barnevognen Jonas klarede det godt. Da Helle næste dag kom på barselsvisit, rystede hun på hovedet.
Det er mænd altså ikke bygget til, dét dér.
Gammeldags forestilling, sagde Lise muntert, mens hun så Jonas holde babyen med sikker hånd.
Ikke at hun ikke havde lyst til at hjælpe hele tiden ethvert barnebarns første tid trækker i alle bedstemødre. Men alle gør det forskelligt, uanset hvad.
Katrine voksede sig stor og stærk. Da de holdt housewarming, begyndte Amalie allerede at snakke om barn nummer to men så kom nedturen.
Mor, Katrine har feber. Lise mærkede, hvordan hendes hjerte gik i stå. Amalies stemme var rystende, og hun var sjældent i panik.
Hvor høj?
Den vil ikke falde.
Ring efter vagtlægen. Jeg kører!
Lise pressede koblingen ned i natten og bad en stille bøn. Bare det ikke var alvorligt…
Bønnen blev ikke sådan rigtig hørt eller måske gemt til senere.
Ambulance, intensivafdeling, læge der sagde:
Vi gør, hvad vi kan, vent…
Amalie frøs fast på gangen ude foran. Lise trak hende ikke væk bare kom forbi med kaffe og mad indimellem.
Du skal have kræfter til Katrine vågner så du kan være den stærke.
Jonas fløj frem og tilbage mellem job og sygehus, og Lise gik tit ham i møde og krammede ham.
Hold ud! Hvis du bryder sammen, kan Amalie ikke klare det.
Også Helle dukkede op straks.
Hvad er det? Hvordan kunne hun blive syg? Er det arveligt eller bare smitte?
Helle, hold nu, mumlede Lise for første gang surt. Spiller det nogen rolle?
Sagtens… Helle anede ikke, hvad hun skulle stille op med blikkene. Undskyld…
Katrine vågnede op efter to dage og forlangte sin mor. Hun blev flyttet på stue, og Lise åndede ud. Resten skulle nok gå.
Efter et par dage besøgte Lise dem igen, legede med Katrine og sørgede for, at Amalie spiste. Da hun skulle til at gå, stoppede Amalie hende.
Mor, vent. Jonas kommer snart. Vi ville spørge dig om noget.
Da hun hørte hvad, smilede Lise lettet.
Selvfølgelig hjælper jeg! Det behøver I ikke engang spørge om.
Tak, mor, pustede Amalie ud. Det bliver hårdt med to små og Katrine, der stadig har brug for meget opmærksomhed. Jeg kan ikke klare det uden dig.
Det kunne du godt men du har jo en god mand til at hjælpe!
Jonas stak hovedet ud under tæppet, Katrine havde dækket ham med under leg, og spurgte:
Så… må moren flytte ind?
Det vil jeg helst være fri for, grinede Lise. Men jeg gør det, indtil Katrine har det bedre. Så flytter jeg hjem. Sæsonarbejder!
Mor!
Hvad? Skal jo bare finde på noget hjælp er én ting, men at bo sammen altid, det er noget andet.
Jeg ville ønske, du var her altid…
Jeg er her altid, på min egen måde. Men I er en familie for jer selv, præcis som det skal være!
Senere ringede telefonen. Helle.
Lise? Synes du ikke, det her er mærkeligt? Hvorfor dig og ikke mig, der hjælper? Jeg har jo tid… Og jeg kender børn.
Helle, det var ikke min beslutning. Du må tage den med Jonas.
Han gad ikke engang høre på mig! Jeg forstår det ikke hvordan kan hans mor være uvigtig?
Det kan jeg ikke svare på, må du spørge ham om.
Med dig er det bare altid umuligt! Helle rasede. Du bør sige nej, fordi du har arbejde.
Helle Hvornår var du sidst hos Katrine?
Hvorfor? Du er der jo altid jeg kan ikke engang få lov at komme med mad, for du har ordnet det hele.
Der har du svaret. Undskyld, har ikke tid til mere nu.
Lise lagde røret og sad lidt. Det er så nemt at ødelægge freden i familien men så svært at bygge den op igen. Helle forstod det måske ikke, men Lise vidste det alt for godt. Hun ringede til Jonas.
Jonas, vi skal ses og lige snakke…
Tre år senere.
Mormor, er det dig, der kører mig til dans i dag, eller er det farmor Helle?
Det er mig. Farmor Helle går tur med Gustav, mor din skal på arbejde.
Så spiser jeg frokost hos dig i dag?
Ja.
Jaa! Bliver der de boller, du lavede sidst?
Var de gode? Så laver jeg dem igen! Lise kiggede i bakspejlet og smilede til Katrine.
Mormor…
Ja, skat?
Skal vi så i Zoo i weekenden med dig eller med farmor Helle?
Vi tager allesammen afsted. Måske tager vi også morfar med. Han har brug for at komme ud!
Og køber du balloner til mig?
Selvfølgelig! Og is. Og candyfloss.
Fedt! Gustav skal også have balloner, må han ikke?
Det lover jeg.
Mormor…
Ja?
Må jeg sige dig en rigtig hemmelig hemmelighed?
Det må du.
Jeg får snart en lillebror eller lillesøster.
Lise løftede overrasket øjenbrynene. Sikke en overraskelse! Amalie havde smilet meget på det sidste, men ikke sagt noget. Siden Lise nægtede at bo fast hos dem, men i stedet hjalp, når der var brug for det, sammen med farmor, lod Amalie oftere Jonas få første besked om stort og småt.
Livet havde ikke været uden bump og skænderier, men de havde fundet en vej. Nogle gange kræver det kompromisser og at bide sig i tungen for børnenes skyld. Nu havde Katrine og Gustav både to bedstemødre og en herlig morfar.
Hvordan ved du det? Lise skruede ned for radioen.
Mor og far snakkede om det i går, de troede jeg sov. Mormor… Må jeg helst ønske mig en søster?
Hvorfor spørger du?
For hvis det nu er en bror, bliver han måske ked af det, hvis jeg helst ville have en søster…
Lise lo mildt for sig selv. Sikken en dejlig pige.
Du elsker vel Gustav?
Ja, meget!
Så kommer du også til at elske den nye, om det er en pige eller dreng, ikke?
Jo!
Så venter vi, indtil lægen fortæller, hvad det bliver, okay? Og ved du hvad?
Hvad?
Jeg ønskede mig altid at få brødre. Eller to.
Er det rigtigt?
Helt sandt!
Okay. Så venter jeg og glæder mig om det bliver en bror eller søster.
Ved du hvad mere? Lise svingede ind på vejen til Amalies hus. Det er lidt som en gave til jul. Man ved aldrig, hvad der er indeni, før æsken åbnes.
Har du så købt gave til mig? Katrine så drillende på sin mormor.
Til jul? Nej, ikke endnu. Men til fødselsdag ja! Vil du høre en hemmelighed?
Ja!
Farmor Helle har også købt én men jeg siger ikke hvad!
Ej altså! Katrine surmulede for sjov.
Kom nu, din fødselsdag er snart så finder du ud af det.
Katrine tog sin kanin i hånden og løb mod lågen.
Lise tog svømmetasken op fra bagagerummet og vinkede til Helle, der kom gående med Gustav.
Hej, mormor!
Hej selv, du! svarede Helle med et smil. Vi er ude at gå tur.
Og vi skal til dans, bare vi får klædt om først.
Lise så på børnene, der snakkede om alt og intet, mens hun tænkte på, hvor simpelt og alligevel kompliceret det hele kan være. Bare man elsker dem, der er tæt på, lytter efter, forstår, hjælper… At være familie.
