8. marts
Jeg var helt overbevist om, at min kone på et tidspunkt ville være mig utro. Jeg hedder Mads Sørensen, og min kone, som jo altså er otte år yngre end mig, hedder Pernille. Det hele begyndte egentlig en helt almindelig onsdag i vores lejlighed på Østerbro.
Skat, bliver du ikke forsinket? lød det fra Pernille, mens jeg var midt i et telefonopkald. Dit tog til Aarhus går om to timer.
Har jeg ikke sagt det? svarede jeg undrende. Mødet er blevet rykket. Jeg tager først af sted om nogle dage.
Hun nikkede bare kort, gik prompte ud i køkkenet og tastede et eller andet på sin mobil. Jeg lagde med det samme mærke til det og kan kun indrømme, at mine bange anelser blev stærkere. Pernille havde aldrig haft noget imod, at jeg tog ud med vennerne eller drog på forretningsrejser. Hun brokkede sig ikke engang, hvis jeg kom hjem med lidt for meget snaps i blodet. Mine venner mente, at sådan en kvinde da måtte være et fund, og at jeg ikke havde noget at frygte. Men jeg havde den dér uro indeni.
Tankerne kørte i ring. Jeg er jo ældre end hende måske har hun fået øjnene op for én, der er yngre og sjovere? Selvom det plagede mig, holdt jeg alligevel mistanken for mig selv. Det ville jo være helt absurd at beskylde nogen for noget så alvorligt uden beviser. Men jeg ville alligevel være sikker, og dét fik mig til at installere nogle overvågningskameraer i lejligheden, uden at Pernille vidste det.
Så, da jeg endelig tog toget til Aarhus på min arbejdsrejse, var humøret mildest talt under Torvevej. Selv Pernille spurgte nervøst, om jeg ville have en hovedpinepille. Hun favnede mig, og jeg overvejede et øjeblik, om jeg gik og bildte mig det hele ind.
Særlig tid havde jeg faktisk ikke til at sidde og glo på optagelser, mens jeg var væk. Først sent om aftenen loggede jeg ind og kiggede lidt men ikke ret længe ad gangen. Fem minutter, og så lukkede jeg computeren og skubbede den langt væk. Lysten til at rode mere i det var der alligevel ikke.
Da jeg kom hjem fra Aarhus efter et par dage, sendte jeg Pernille af sted på arbejde, fandt min computer frem og begyndte for alvor at gennemgå optagelserne. Jeg ville vide sandheden, uanset hvad.
I begyndelsen var der intet mistænkeligt. Pernille stod op, lavede morgenmad og gik i gang med at gøre rent. Men senere samme dag, lidt efter frokost, opdagede jeg noget mærkeligt. Min ellers stilfulde kone sad nu i mine gamle fodboldshorts og en T-shirt, placeret foran computeren, hvor hun spillede online computerspil. Jeg kunne høre stemmer fra de andre spillere. Det gik op for mig, at hun næsten var afhængig af at spille computerspil online.
Det er måske ikke helt sundt, tænkte jeg for mig selv. Men altså, alle har vel deres egne særheder.
Jeg speedede gennem resten af optagelserne. Der var ikke noget at komme efter. Computer, madlavning, tøjvask og lidt Netflix. Det vigtigste var dog, at der i ingen af optagelserne havde været andre mænd i vores hjem.
Med et lettelsens suk lukkede jeg computeren, men samtidig kunne jeg mærke den dårlige samvittighed skylle ind over mig. Hvordan kunne jeg overhovedet mistænke Pernille? Jeg besluttede mig straks for at købe en ordentlig buket danske roser til hende og invitere på middag. Kameraerne lod jeg dog sidde lidt endnu. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg var ikke helt klar til at tage dem ned.
Jeg har lært, at mistillid ikke fører noget godt med sig. Det, jeg troede var skjult utroskab, var i virkeligheden bare min kone, der hyggede sig med sine egne interesser. Næste gang vil jeg stole mere på hende og endnu mere på os.
