Ubetinget kærlighed
Marie går og trisser i stuen, da hun pludselig får øje på en sort strømpe, der stikker frem under sofaen. Hun kan ikke lade være med at grine og siger:
Nå, så din mand er altså lidt af en rod!
Hun bukker sig ned, fisker strømperen frem og vifter drillende med den i luften:
Det skulle man ellers ikke tro! Han ser altid så perfekt ud som om han lige er trådt ud af et boligblad!
Katrine kommer netop ud fra køkkenet, hvor hun har tørret hænderne i et viskestykke. Da hun hører sin venindes kommentar, løfter hun overrasket øjenbrynene og spørger:
Hvad får dig til at tro det?
Marie smiler skælmsk og peger tavst med fingeren på strømperen; som om det var det bedste bevis.
Katrine bliver let rød i kinderne og skynder sig at forklare:
Det er bare Felix, der har været i gang. Han elsker at stjæle ting fra vasketøjskurven på badeværelset. Han er jo stadig bare en killing, så han kan ikke slæbe ret meget.
Maries øjne lyser op hun elsker katte.
Felix? Det er jeres misse, ikke? Jeg har kun set ham på billeder han er så nuttet, man får helt hjertebank!
Hun undrer sig: Hvordan har hun allerede været på besøg i ti minutter uden at have nået at klappe killingen endnu?
Katrine ler stille over venindens begejstring.
Prøv at se i lænestolen ved radiatoren, siger hun. Det er hans foretrukne sted. Bare pas på, hans kløer er skarpe og fremmede gider han normalt ikke. Hvis du får klø, er førstehjælpskassen på badeværelset jeg laver kaffe imens.
Marie går forsigtigt på tæerne hen til stolen. Der, på et blødt tæppe, har Felix oprullet sig som en lille uldtot med hvide poter og grå striber. Han sover sammenkuglet. De små ører sitrer, og halen spjætter et par gange.
Sikke du er fin hvisker Marie og rækker prøvende hånden frem.
Felix åbner det ene øje, kaster et vurderende blik på gæsten og lukker øjet igen. Sekundet efter tumler han med poten og efterlader et fint rids på Maries håndled.
Av! Lad os kalde det et goddag, ler hun.
Marie bliver ikke fornærmet, men stryger forsigtigt Felix bag øret. Han fryser kort, så begynder han at spinde sagte, og glider igen ind i drømmeland.
Katrine vender tilbage med to krus dampende kaffe og en skål fyldt med karameller, mens Marie sidder lykkeligt og nusser Felix’ mave. Marie smiler med hele ansigtet, og Felix spinder så det summer som en lille motor. Det fine rids på håndleddet vidner om en introduktion, der krævede tålmodighed men humøret er højt.
Han er simpelthen så kær! udbryder Marie, mens hun kilder katten let under hagen. Felix flopper straks om på ryggen og viser straks maven frem. Jeg kunne godt tænke mig en til! Så har Snefnug også en ven.
Du kan få adressen på internatet, der vrimler med søde killinger, smiler Katrine og sætter kaffekopperne på sofabordet. Hun betragter Marie, som leger med Felix, med glæde så barnligt og ægte, som om hun var blevet barn igen.
Måske senere, siger Marie lidt sørgmodigt og holder pause i kæleriet. Felix ser misfornøjet op og mjaver krævende: Hey, hvad med mig? Marie kommer til at le og nusser ham igen. Du ved jo godt, jeg skal giftes. Og jeg tror ikke, Søren vil være med på flere dyr. Han har nok at gøre med Snefnug.
Kan han ikke lide dyr? spørger Katrine og blæser på sin kaffe.
Han synes, der er for meget hår, bakker der flyder, og legetøj, man kan snuble over sukker Marie og stryger Felix. Søren er sød nok! Han går bare meget op i orden. Alt skal helst ligge på rette plads, ikke et støvkorn må ses.
Katrines smil falmer langsomt. Ubevidst gnider hun højre håndled, som det er begyndt at gøre ondt. Hendes blik bliver fjernt, som om hun pludselig befinder sig et andet sted mange år tilbage.
Trine? Marie kigger bekymret og sætter forsigtigt Felix tilbage i stolen, så han ikke falder ned, og vender sig helt mod veninden. Hvad er der? Du blev så mærkelig
Marie har aldrig set Katrine sådan før. I de tre år de har kendt hinanden, har Katrine altid været det lyse, smilende menneske, som spreder godt humør. Nu er alle farverne vasket ud af hendes ansigt, øjnene er matte og så sørgmodige.
Jeg Det går nok, svarer Katrine med et anstrengt smil, stemmen ryster. Hun er fanget i tunge minder om en orden-elsker, hvis krav til disciplin startede som noget fornuftigt, men endte i noget helt andet.
Efter en dyb indånding siger hun, nu mere afklaret:
Jeg har haft en dårlig oplevelse Du må ikke blive ked af det, men her er mit råd: Bo sammen med ham først, mindst et år. Mærk efter. Prøv, hvordan det er hver dag at skulle rette sig ind, frygte at gøre det forkerte.
Vil du fortælle? Marie tøver, bange for at trænge. Du bestemmer selv!
Det vil jeg, siger Katrine, og denne gang er hendes smil fast. Det er bedre at lære af andres fejl, ikke sandt?
*************************
Katrine var bare nitten, da hun mødte Peter. Han var ni år ældre, så voksen og sikker på sig selv. Han kom med blomster for ingen grund, vidste hvad te hun kunne lide grøn med mynte og lyttede altid interesseret til hendes fortællinger om universitetet. Katrine følte sig endelig set, værdsat. Hun sagde ja til at blive gift allerede efter tre måneder.
Der var ikke nogen, der advarede hende. Faren havde for længst stiftet ny familie og ringede kun til jul, hvis overhovedet. Moren hun blandede sig ikke, mente hun havde gjort sit: opdraget Katrine og sikret uddannelse. Katrine var egentlig glad for friheden ingen indblanding.
Peter virkede perfekt de første to måneder. I starten var han tålmodig, men snart begyndte orden at fylde alt. Små uoverensstemmelser altid om rod. Katrine var midt i eksamen, læste til sent om natten, og glemte måske at tørre støv af eller skylle en kop.
En aften, da hun var på vej i seng, stoppede Peter hende.
Her skal være rent! se nu, der er støv i entréen. Gør det nu!
Klokken er halv et, og jeg skal op klokken syv kan det ikke vente til i morgen?
Hvis du ikke havde siddet på din telefon, var du blevet færdig, svarede han og pegede. Skyl gulvet!
Så Katrine måtte vaske gulv, selvom hun var totalt udmattet.
Med tiden blev det kun værre. Han kunne blive rasende, hvis tingene ikke stod sirligt hvis bogen lå på bordet, ikke i reolen. Han råbte, hvis sengen ikke var glat nok, når den var redt. Engang hev han tøjet ud af skabet, fordi han fandt en fold i lagenet.
Hvad er det her? Han holdt lagenet op, pegede på stoffet og råbte. Du ser ikke engang folderne! Stryg alt om!
Katrine stod midt i rummet og kiggede på tøjet, der lå spredt ud på gulvet. Hun samlede op og strøg, men allerede der forstod hun: Han er ikke den, jeg troede.
En nat sad Katrine oppe med eksamensprojektet og glemte at stryge hans skjorte. Han havde fem rene hængende, men da han så den ene ikke var strøget, blev han rasende.
Er du blevet doven? Mener du, jeg skal på arbejde i krøllet skjorte?
Inden hun nåede at forklare, greb han fat om hendes håndled og trykkede til, så det gjorde ondt. Første gang mærkede hun hans styrke for alvor. I flere dage måtte hun gå i trøjer med lange ærmer for at skjule det blå mærke. Ingen anede noget Katrine smilede altid udadtil.
Han slog hende aldrig i ansigtet det skulle ikke ses. Men hendes håndled havde ofte mærker, som aldrig nåede at forsvinde. Indimellem tog han hende også hårdt i håret. Katrine græd i smug, men sagde intet.
Hvorfor er her beskidt? Er du ikke kvinde? Kan du tåle at bo i svineri? råbte han, mens han pegede på et knapt synligt mærke på gulvet.
Katrine forstod ikke, hvad hun gjorde forkert. Der var renere end på de fleste hospitaler! Gæster roste hende altid, men Peter kunne stadig finde hullerne.
Hun blev nervøs, checkede alt, flere gange om dagen. Sov dårligt, stod op om natten for at gøre rent. Hun isolerede sig fra veninder, blev mere stille, holdt sig i baggrunden. Til sidst faldt hun om til undervisning udmattet.
Hun vågnede på hospitalet. Sygeplejersken målte blodtrykket, lægen stillede spørgsmål. Mens hun lå og stirrede op i det hvide loft, indså Katrine: Hvorfor finder jeg mig i det her? For kærlighed? Følelserne var væk kun frygt og længsel efter frihed var tilbage. Måske kunne hun vælge noget andet?
Det blev afgjort ved et tilfælde. Peter kiggede ind på hospitalet. Katrine håbede, han ville vise omsorg, spørge til hendes helbred og lægens meldinger. Men i samme sekund han trådte ind, begyndte han på sine bebrejdelser: Håret var fedtet, badekåben havde en plet sådan kunne det ikke være.
Katrine stivnede. Hun havde feber, var svimmel, og så talte han kun om, hvordan hun så ud.
Hvordan kan du snakke om det nu? hviskede hun.
Peter fnyser, men inden han når at sige mere, træder den ældre rengøringsdame ind med skarpt blik.
Ud med dig! truer hun og løfter kosten. Ellers får du et slag, som nok skal få dig på andre tanker!
Katrine kan ikke holde et nervøst grin tilbage, da Peter rød i hovedet går ud og smækker døren.
Så, så, stakkels pige, sukker damen og retter dynen til. Hvorfor finder du dig i det? Der findes masser af mænd, og du er sød og sej. En anden vil blive glad for dig.
Katrine mærker det som et klik indeni. Rengøringsdamens ord åbner en ny dør i tankerne. Hvorfor egentlig ikke? Hun har jo sin egen lille lejlighed fra mormor, og hun kan nemt tage lidt lektiehjælp som ekstrajob. Så kan hun leve uden frygt, uden at være bange.
Hun kigger ud på solen og træerne udenfor vinduet og mærker håb for første gang i lang tid.
Tak, hvisker hun og får et varmt klem på skulderen.
Du fortjener bedre. Tro på det, hvisker damen.
Katrine nikker. Hun føler sig endelig ikke alene.
Samme aften, mens hun ser skumringen lægge sig gennem vinduet, træffer hun sin beslutning. Alt får endelig mening.
***********************
Skilsmissen går hurtigt. Peter møder ikke engang op, men sender en advokat kølig og upersonlig. Da dommen bliver læst op, føler Katrine først ingenting, men langsomt kommer lettelsen snigende.
Hun går ud i forårslyset, trækker vejret dybt ind og smiler for første gang i lang tid helt uforstilt. Børnene leger, solen skinner og Katrine tænker: Jeg er fri.
Tiden derefter er ikke nem, men fuld af nye muligheder. Hun flytter ind i den lille lejlighed med udsigt til en park. De første solstråler danser over gulvet om morgenen. Hun lærer at sætte pris på roen kaffen på altanen, duften af syrener, stilheden, som giver plads til egne tanker.
Hun tager et deltidsjob i en boghandel ikke for pengenes skyld, selvom dansk kroner er rart, men fordi det føles meningsfuldt. Hun elsker at gå mellem hylderne, arrangere nye titler, hjælpe kunder og finde noget godt til sig selv.
En dag, mens hun stiller bøger op, støder hun ind i en ung mand, der lige skal til at tage en tung kunstbog fra nederste hylde.
Ej, undskyld! udbryder Katrine og tager fat for ikke at tabe bøgerne.
Bare rolig det var vist mig, siger han og smiler. Kan du anbefale noget om kunsthistorie?
Katrine smiler forsigtigt.
Selvfølgelig, vi har lige fået nogle gode bøger ind. Kom med.
Han hedder Emil høj, venlig, med smilende øjne. Han lytter interesseret til hendes anbefalinger, spørger ind og kommer ugen efter igen. Først efter bøger, så for hyggens skyld. De taler, griner, og et par uger senere inviterer han hende på kaffe efter lukketid.
Katrine tør ikke helt nærme sig et forhold minderne sidder for dybt. Hun gyser, hver gang nogen løfter stemmen, spjætter når nogen laver en hurtig bevægelse. Selv når Emil bare retter på sit hår, spænder hun op. Men Emil er tålmodig. Han presser hende ikke, han er mild og får hurtigt Katrine til at smile rigtigt igen.
En dag sidder de på en hyggelig café. Katrine er midt i en sjov historie, da døren smækker hårdt inde i lokalet. Hun skælver over hele kroppen og stirrer fortabt ud i luften.
Emil lægger straks mærke til det. Han lægger forsigtigt sin hånd over hendes.
Er du okay? Du blev så bange Hvad sker der? spørger han blidt.
Katrine møder for første gang hans blik og mærker trangen til at fortælle hele sandheden. Med tårevædet stemme fortæller hun om angsten, ensomheden og følelsen af aldrig at kunne gøre noget godt nok.
Emil lytter afbryder ikke, trøster ikke med det samme, han er bare til stede. Da hun er færdig, tager han stille hendes hånd:
Jeg vil aldrig såre dig, Katrine. Hvis du ikke har lyst til at gøre rent, så hyrer vi bare nogen til det. Du skal ikke fortjene respekt den har du allerede. Vær bare dig selv.
Der er ingen store ord, bare ægte omsorg. Katrine mærker håb for første gang i lang tid.
************************
Sådan var det, afslutter Katrine sin fortælling. Hun smiler stille. Det var livets hårdeste år, men jeg lærte, at det vigtigste er ikke at give sig selv væk for drømmen om det perfekte hjem. Ægte kærlighed er at blive mødt med styrker, fejl og alt.
Felix, som fornemmer stemningen, kravler op på hendes skød, spinder og skubber forsigtigt til hendes kind. Katrine kan ikke lade være med at grine.
Ser du? selv katten forstår det. Han er heller ikke perfekt han river i gardinerne og stjæler sokker. Men jeg elsker ham alligevel.
Marie rækker hende diskret en serviet omsorgsfuldt og indlevende. I hendes blik er både medfølelse og beundring.
Du er så stærk, Trine Jeg kan ikke forestille mig, hvad du har været igennem. Men jeg er glad for, at du er lykkelig nu.
Det er jeg, mumler Katrine og kigger ud på nattehimlen, hvor de første stjerner blinker frem. Og jeg ønsker det samme for dig. Skynd dig ikke for meget. Lær Søren at kende, se hvordan han reagerer, når alting ikke går efter planen. Kærlighed er ikke kun ord og løfter. Det er respekt og støtte at kunne sige det er svært uden at blive bebrejdet, men bare få et kram eller et hvordan kan jeg hjælpe?
Marie tænker sig om, mens hun nusser Felix’ bløde pels. Katten slumrer tilfreds, kaminen knitrer, og stueuret tikker i baggrunden.
Tak, siger Marie stille. Jeg lover at tænke grundigt over det.
Katrine smiler, tager en slurk af sin kaffe den smager bedre end før. For første gang smager den ikke af bekymring, men af frihed. Felix spinder, veninden sidder overfor, og stjernerne blinker udenfor og Katrine føler, at denne stue, dette liv, endelig er hendes eget.
