Kontoret summede af de sædvanlige samtaler. Ind kom afdelingslederen sammen med en lidt anonym ung kvinde.
Lær hinanden at kende, piger. Mette skal nu arbejde sammen med jer i stedet for Kasper. Han er blevet forfremmet. Jeg tror, I kommer til at arbejde godt sammen, sagde Tove Andersen, og så gik hun igen.
Mette satte sig på Kaspers gamle plads. Hun tog en smuk kop og et lille portræt af en mand frem. Så gik hun straks i gang med arbejdet, som om hun havde været her i årevis.
Da frokostklokken lød, rejste alle sig og gik mod kantinen. Kun Malene blev siddende, nysgerrig efter at se, hvilket billede Mette havde stillet på bordet. Fra rammen smilede en flot mand med perfekte tænder og en charmerende mine.
Hvem mon det er? tænkte Malene. Skuespiller, sanger?
Hun tog ubemærket et billede med mobilen og gik derefter til frokost.
De andre piger sad samlet, lyttende til den nye.
Vi mødte hinanden, Søren og jeg, for tre år siden og det var virkelig på helt mærkelige omstændigheder. I ville ikke tro, det kunne ske sådan.
Fortæl, fortæl, lød det opfordrende fra de andre.
Mette smilede og hendes tanker gik tre år tilbage. Dengang arbejdede hun i et stort firma, og enten var det fragtmanden eller hende selv, der havde lavet rod, så en forkert leverance endte hos hendes kommende mands virksomhed. Hun blev sendt ud for at rede trådene ud.
Mette var kvik og dygtig til sit arbejde og forhandlinger. Folk blev ofte snydt af hendes uanselige udseende ingen makeup, ingen smarte tricks. En rigtig grå mus. Men når snakken gik i gang, blev hun som en klog slange, hvis stemme dæmpet kunne sno sig om enhver og opnå hendes mål.
Chefen vidste, hvad hun kunne, og sendte hende derfor selv. Receptionisten meldte:
Lokale 312, Søren Eriksen.
Hun gik ind, præsenterede sig, uden omsvøb.
Mette, vi har leveret varer men der gik rod i logistikken, forklarede hun.
Søren så på hende og blev mistænksom, men alligevel genkendte han hende han var sikker på, han havde set hende før, måske i en drøm. De rustrøde hårstrå, de grønne øjne, åbne og ærlige. Hendes stemme var rolig.
Mette forberedte sig på en benhård diskussion, men så sagde Søren:
Mette, vi dropper reklamationen, så længe det ikke gentager sig.
Hun nikkede, takkede og gik. To dage senere stod Søren og ventede ved hoveddøren, da hun havde fri.
Mette! råbte han og vinkede Vi talte sammen for to dage siden.
Godaften, Søren. Det kan jeg godt huske, svarede hun neutralt.
Jeg har to billetter til teatret i aften. Vil du ikke med? Min mor blev syg, så jeg mangler en at tage med, løj han lidt.
Hvornår starter forestillingen? spurgte Mette.
Om to timer. Hvis du skal hjem og skifte, kan jeg køre dig, tilbød Søren.
Smart trick, tænkte hun, men sagde ja.
Han ventede udenfor hendes lejlighed. Da hun kom ned, var han ved at tabe kæben. Hun var nærmest uigenkendelig lang, sort kjole der fremhævede hendes figur og diskret aftenmakeup.
De sad ved siden af hinanden i teateret, og Søren så indimellem på hende. Det var tydeligt, at hun kendte stykket indgående.
Efter forestillingen tilbød han restaurantbesøg, men Mette afslog venligt, for der ventede svære forhandlinger dagen efter. Han fulgte hende hjem, og ugen gik. I weekenden hentede han hende igen, og de tog på tur sammen.
Efter to måneder ventede han som altid efter arbejde.
Min mor vil gerne møde dig. Vil du med?
Det vil jeg gerne. Jeg har også glædet mig til at møde hende.
Sørens mor bød velkommen med te, hjemmelavet æblegele, abrikostærte og alt muligt lækkert. Snakken gik let, og Mette fortalte Vera (Sørens mor) om sin farmors opskrift på paradisæblegele, om sin far, der omkom under et forsøg, og om sin mor, folkeskolelærer i historie.
Søren fulgte Mette hjem.
Mor blev virkelig glad for dig. Det gør mig også glad.
Snart sås de næsten dagligt. Efter et år holdt de bryllup.
Mette tav, og pigerne lyttede betaget. Alle tænkte deres, men Malene tænkte kun:
Hvad finder han dog hos hende, denne grå mus? Hun har hverken figur eller udseende. Hvorfor er det altid sådan nogle, der har heldet? Jeg er da køn, har lange ben, bliver bejlet til men mine bejlere ryger enten bare i seng med en eller viser sig at være gift allerede.
Klokken ringede, de gik tilbage til kontoret. Malene gik over til Sofie.
Se, det er hendes mand! Tror du på det? Jeg gør ikke. Hun lyver sådan en mand kunne aldrig falde for hende.
Da arbejdsdagen sluttede og alle gik, standsede en bil foran ud steg den samme flotte mand fra billedet.
Mette, jeg er her, smilede han og vinkede.
Er det virkelig sandt? Er han hendes mand? Hvorfor ikke mig jeg er jo pænere, tænkte Malene.
Pigerne blev stående og så efter dem, alle med deres egne tanker.
Ofte spørger man, når man ser sådan et par: Hvad fandt han i hende? Noget må han have fundet målet for hans søgen. Det er ikke altid skønheden, der vækker kærlighed. Flirt og romantik? Ja! Men gifte sig det gør de med andre. Hvorfor? Ja, måske skulle man spørge mændene selvMette og Søren gik ved siden af hinanden mod bilen, tæt og trygt. Søren lagde sin hånd let på hendes ryg, og hun smilede til ham et smil, som var reserveret kun til ham, og et glimt af noget levende, varmt og hemmeligt lyste i hendes øjne. Hun så sig ikke tilbage, men gik ind i den nye fremtid hun selv havde valgt.
Malene blev stående længe, mens kontorbygningen blev tom og aftenvinden snoede sig om hendes ben. Da hun til sidst gik, genlød Mettes stemme stadig inde i hende, rolig og stærk, og hun opdagede, uden helt at forstå hvorfor, at hun følte sig lidt mindre sikker, men også lidt mere nysgerrig på alt det i livet, man ikke kan måle med udseende eller held.
I Sydbyen, bag gardiner der endnu ikke var trukket for, sad Mette og Søren ved det lille køkkenbord med te og hjemmebagt rugbrød. De lo, de talte om dagen, og stille gled de ind i aftenens bløde samvær to sjæle, der havde fundet hinanden, ikke på grund af tomme overflader, men i det sted, hvor alt virkeligt vokser fra: indersiden. Og måske var det slet ikke et held, men en vilje til at møde livet, præcis som det er og åbne døren hver gang nogen venter.
