Jonas, de her katte har boet her længe før du og jeg overhovedet kendte hinanden. Hvorfor skulle jeg pludselig skille mig af med dem? spurgte Freja med kold stemme. Det du foreslår, det er jo svigt…
Freja boede i en lille by omringet af grønne træer. Om sommeren gik hun nærmest i skjul under de store kroner, og blomsterkummerne duftede fra tidligt forår langt ind i efteråret. Det var lige præcis sådan et sted, hvor man let kunne gå og filosofere over livet, lykken og hvad der egentlig betyder noget…
Frejas mor gik bort for mange år siden, og hun blev opfostret af sin moster Karen. Karen havde ikke haft meget held i kærligheden; som en stille kvinde med et dårligt ben, var der bare aldrig kommet den rigtige. Men al den kærlighed, hun ikke havde fået lov at give til nogen anden, gav hun til Freja. Freja elskede hende og kaldte hende altid bare “mor Karen”.
Mor Karen, hej! Jeg er hjemme, kunne man høre hendes klokkeklare stemme i entreen, først efter skole, senere efter gymnasiet.
Min pige, hvordan har du det?
Freja lærte at læse tidligt. Mor Karen læste højt for hende om aftenen, især bøger om dyr, fugle og insekter. De små læsestunder blev deres hyggelige ritual.
En dag, da Freja var tolv år, kom hun hjem med en grædende killing i hænderne.
Mor Karen, han har det så skidt. Så lille, forladt og ingen vil have ham, stemmen knækkede næsten.
Freja, lad os tage killingen ind, sagde Karen og trak hende ind til sig.
Sådan kom Smilla, familiens første kat, ind i hjemmet. Nogle år senere tog Karen selv et kuld killinger med hjem fra arbejde nogen havde stillet en papkasse med dem foran døren.
Forestil dig, Freja, nogen havde bare stillet dem dér! Vi delte dem mellem os kollegaer, sukkede hun.
Mor Karen, nu har vi to katte! Hvor er det bare hyggeligt!
Freja tog straks imod den nye beboer. Smilla kiggede bare nysgerrigt på den lille, snusede, og tog hende så straks under sin beskyttende pote.
Årene gik, og Freja tog mere over derhjemme: rengøring, madlavning, indkøb. Hun kendte mor Karens medicin, holdt styr på alle lægerne og fulgte hende til kontroller. De havde det godt sammen læste bøger, snakkede om teater, og kunne tale om alt mellem himmel og jord.
Så en dag mødte Freja Jonas til en udstilling, og hun lagde ikke skjul på noget. Mor Karen bekymrede sig lidt der var noget ved Jonas, der fik hende til at undre sig. Men hun slog det hen og tænkte, at det blot var moderlig bekymring.
For Frejas lykke var vigtigst. Så da Freja flyttede sammen med Jonas i en lejet lejlighed, støttede hun hende.
Freja kom nu hjem til mor Karen hver tirsdag og lørdag. Om lørdagen inviterede hun Jonas med, men han fandt altid en undskyldning.
Freja, de katte dér… Du må forstå, der er både lugt, hår og madskåle. Hvordan har du kunnet bo sådan?
Jonas rynkede på næsen og strammede munden. Freja grinede og forsøgte at gøre det til sjov.
Du aner ikke, hvor meget glæde de giver!
Glæde? Hvad for noget glæde?
Jo, Jonas, de laver de sjoveste ting! Tumler rundt, spinder, jager rundt med sutsko og legetøjsmus. Når de ligger på brystet af dig, så spinder de så højt.
Nej, Freja, jeg kan altså ikke lide kattene. Tag det ikke ilde op, svarede han mut. Det er jeres tøsesnak og rengøring. Jeg bliver herhjemme, men lav noget lækkert mad, så savner jeg dig…
Mor Karen blev dog til sidst dårligere. Freja kom forbi næsten hver dag efter arbejde. Hun spurgte Jonas, om de skulle flytte hen til mor Karen, men det ville han ikke høre tale om, og Freja sled sig op mellem to hjem.
Der kom mere at lave: tøjvask hver dag, gulvvask med Rodalon, og hele hjemmet lugtede af sygdom og alderdom. Freja frygtede det uundgåelige.
Mor Karen gik bort stille en tidlig morgen. Den nat blev Freja hos hende. De hviskede længe, og Freja læste højt, inden hun slukkede for alt undtagen natlampen.
Fuglene vækkede hende i morgengryet. Hun vaskede sig og gik ind på værelset:
Mor Karen… åh, mor…
Hun greb mobilen.
Jonas, min mor er væk, hendes stemme vækkede ham øjeblikkeligt.
Efter begravelsen var der et tomrum indeni Freja. Den eneste nære var der ikke mere. Da hun fandt sin moster uden åndedrag den morgen, lå der en kuvert på gulvet. Inde i den var et testamente på lejligheden og et brev.
“Kære Freja!
Jeg ved, hvor hårdt det må være for dig. Der er ingen til at give dig et kram mere. Din mor døde, da du var lille. Din far var der aldrig. Så kun mig.
Min pige, jeg elsker dig så højt! Husk det. Om du er glad eller ked af det, så er jeg omkring dig.
Lejligheden er nu officielt din. Den var din længe, men nu er den din for alvor. Det er godt for en pige at have sit eget sted. Måske lidt slidt, måske lidt gammeldags, men dit.
Freja, jeg har kun én bøn pas på mine gamle damer, Smilla og Pil. Nu har de kun dig.
Og vær lykkelig! Jeg elsker dig.
Din mor Karen.”
Freja græd, læste brevet igen og igen, kløede kattene bag ørerne, hviskede ømme ord. De var hendes familie nu, lige så meget som mor Karen havde været.
Hun besluttede at flytte ind. Der skulle ryddes op, laves om og bygges et nyt liv med kattene.
Jonas nægtede at flytte med.
Freja, lad os bo hver for sig lidt endnu. Jeg kan ikke med kattene. Og der dufter stadig af gammel dame… hans blå øjne blev mørke.
Det gjorde ondt, men sorgen fyldte det meste.
Tingene lettede med tiden. Hun slappede af, legede med kattene, læste gamle bøger, satte nye gardiner op, vaskede alle tæpper. Hun så Jonas sjældnere og sjældnere, og det hele blev nemmere.
En dag ringede det på døren.
Jonas? Hej! Kom ind, sagde hun med smil.
Freja, hej! Jeg har savnet dig! Han krammede hende. Åh, hvor har du det hyggeligt! Og nu lugter her ikke engang af kat. Har du så endelig fået dem væk?
Freja trak sig hurtigt.
Hvad mener du, “fået væk”?
De katte, de er jo bare for gamle og lugter. Jeg kan huske det… hår overalt, kattegrus.
Han gik ind i stuen.
Hva nu? Er de stadig her?
Smilla daskede lidt med halen, og Pil slikkede sine poter roligt.
Jonas, de katte har været her længe før dig og mig. Hvorfor skulle jeg få dem væk? sagde Freja iskoldt.
Freja, kom nu. Lejligheden er fin, men der skal et moderne touch til. Nye møbler, nyt badeværelse og kattene ud!
Han stillede sig tæt ved hende og kiggede direkte i øjnene. Freja holdt blikket.
Jonas, det du siger, det er at svigte.
Nej, det er bare fornuft. Jeg vil jo ikke smide dem på gaden vi kan finde et internat. Jeg skal endda nok betale for dem der! Bare de væk!
Du vil betale?! Du forstår mig jo slet ikke. Jeg kan ikke undvære dem. De betyder lige så meget for mig, som jeg gør for dem. De er min familie!
Freja, tænk nu lidt rationelt. Fremtiden, karriere, bryllup, børn. Klokken tikker…
Tænk over det. Jeg bor ikke sammen med kattene. Så, enten er det familie med mig, eller jeg er ude.
Jonas lød, som om han var sikker på, at det nok skulle gå hans vej. Han snakkede om fremtidsdrømme, bryllup og børn, men Freja var bare stille. Han så bare gamle kæledyr; han forstod ikke, at de katte var Frejas link til mor Karen, til hendes barndom og hendes hjerte.
Pludselig blev det lysende klart for Freja: hun kunne ikke leve under pres, krav og kolde regnestykker. Følelserne for Jonas var ikke nok til at veje op for den tomhed, han efterlod. Hvordan kunne man overveje børn med en, der forlangte, hun skulle skille sig af med dem, hun og mor Karen engang havde reddet?
Jonas, du må gerne gå nu. Jeg er stadig ved at komme mig over mor Karens død, og det her magter jeg ikke. Gå.
Jeg skal såmænd nok gå. Men tænk over det! Jeg kommer ikke løbende mere!
Han vendte sig om og smækkede døren så hårdt, at alt glas raslede. Kattene blev forskrækkede i sofaen, og inde i Freja blev alt stille.
Det var tungt, men også mærkeligt lettende. Hun satte sig ved kattene, begravede ansigtet i deres pels:
Mine små, mine kære. Jeg giver jer ikke fra mig! I er alt for mig! Hører du, mor Karen? De her piger giver jeg ikke fra mig!
Et par dage efter, på vej hjem fra arbejde, så hun Jonas stå i gården og stirre op mod vinduet. Han lignede en, der håbede at se noget, der ikke fandtes mere.
Da han fik øje på hende, gik han hende i møde, men Freja løftede hånden og gik forbi:
Nej, Jonas. Jeg bliver hos kattene! sagde hun lavt og gik ind.
Døren smækkede bag hende. Punktum for hende og ham.
Kattene levede så længe de nu skulle. Hver gang Freja hørte et lille spind, mærkede en blød pels, blev hun mindet om mor Karen, om barndommen og ungdommens varme.
For familie er ikke kun blod, men dem der står dig nær. Det er omsorg, at være der, når det gælder. Det er kærlighed uden betingelser.
Og der, hvor der er ægte kærlighed, er der ingen plads til svigt. Kun til trofasthed og forståelse.
Der er rent, hvor man ikke sviner. Og varmt, hvor man varmer med sjæl og hjerte.
Når der ligger en spindende, pelset kærlighedsreaktor ved din side, så bliver hjemmet først rigtig varmt.
