Jeg tog på besøg hos min bror til jul… og viste mig, at han slet ikke havde inviteret mig, fordi hans kone “ikke vil have sådan nogle som mig” i sit hjem.
Jeg er 41, min bror er 38. Hele vores liv har vi været tætte vi voksede op skulder ved skulder, delte værelse, hemmeligheder, lommepenge, endda de mindre heldige oplevelser. Men siden han blev gift, har der været noget anderledes ved ham, selvom jeg nægtede at se det.
Sidste år, allerede i starten af december, fornemmede jeg noget underligt: Ikke et ord om juleaften. Og vi har ellers ALTID holdt jul sammen. Altid.
En aften gad jeg ikke vente mere. Jeg sagde til mig selv:
“Hvis han ikke inviterer mig, så inviterer jeg da bare mig selv.”
Altså, det var jo min bror, ikke en eller anden fremmed.
Den 24. omkring klokken seks skrev jeg til ham og spurgte, hvornår han kom forbi og hentede mig. Intet svar. Jeg ringede mobilen slukket. Der begyndte at snøre sig lidt sammen i maven. Jeg hoppede i en taxa og kørte direkte hjem til ham i Hellerup.
Da jeg kom frem, kunne jeg høre musik, latter, børn, der løb bordet fyldt, ægte julestemning. Jeg blev næsten helt pinlig over at skulle banke på man kunne jo tydeligt høre, de hyggede. Men jeg bankede alligevel.
Min bror åbnede døren. Han blev fuldstændig kridhvid. Gav mig et hurtigt kram, men var tydeligvis trykket.
Så siger han:
“Øh, Sigrid… hvorfor sagde du ikke, du kom?”
Jeg svarede:
“Fordi DU heller ikke sagde noget. Derfor kom jeg. Hvad foregår der?”
Før han fik inviteret mig ind, kastede han et blik bagud som om han lige skulle vejre stemningen.
Jeg gik ind og frøs. Ved bordet sad hele hendes familie: kusiner, onkler, tanter, ja endda genboen. Alle var der. Undtagen mig.
Hans kone, Frederikke, hilste med et anstrengt smil og fortsatte med at servere, som om jeg var luft.
Jeg satte mig ubehageligt på sofaen og følte mig komplet usynlig. Midt i pinlig tavshed kunne jeg høre Frederikke hviske til sin mor hun troede vist, jeg ikke kunne høre:
“Jeg sagde jo, hun ville dukke op og ødelægge aftenen. Jeg gider virkelig ikke sådan nogen som hende her.”
“Sådan nogen som mig?”
Hvad betyder det? Hvad har jeg gjort?
Jeg fik nærmest kvalme og kæmpede for ikke at tude midt for åben skærm.
Min bror hørte det også. Han skiftede udtryk. Han kom hen til mig og sagde lavmælt:
“Sigrid, lad nu bare være med at tage dig af hende. Sådan har hun det bare.”
Jeg kiggede på ham.
“Sådan? Hvad har jeg gjort? Hvordan kan jeg komme i min brors hjem og få det, som om jeg er et eller andet påtrængende reklameblad?”
Så indrømmede han det hele:
“Hun ville ikke have, jeg inviterede dig. Hun siger, du fylder for meget, du tænker for meget, du vil altid hjælpe og blander dig hvor du ikke skal. Og… jeg magtede ikke at tage en konflikt juleaften.”
Bum. Min egen bror havde valgt ikke at invitere mig… bare for at undgå ballade derhjemme.
Jeg lavede ikke nogen scene. Sagde ikke noget spidst (selvom jeg havde lyst).
Jeg rejste mig bare og sagde:
“Du behøver ikke tænke på mig. Jeg går bare hjem nu.”
Han bad mig blive, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke sidde et sted, hvor jeg var den overflødige.
Jeg gik ud til hjørnet på Strandvejen med en klump i halsen.
Derhjemme varmede jeg en tallerken ris med kylling og spiste alene i min lille toværelses. Jeg bladrede gamle julebilleder igennem fra dengang min bror og jeg stadig var “de uadskillelige”. Og jeg mærkede noget, der sprang indeni nemlig at min egen bror ikke kunne kæmpe for, at vi to skulle have en plads sammen, med alt det, vi har været igennem.
Vi har aldrig talt om det siden. Han insisterer på, at han “en af dagene” kommer forbi til kaffe… men jeg ved stadig ikke, om jeg skal tage imod ham eller bare lade tingene drive den, som vinden blæser her i Kongeriget.
Men én ting ved jeg: Denne jul skal jeg ikke fejre sammen med dem.
