Endnu en pige? Er det en slags vittighed?! Fire generationer mænd i vores familie har arbejdet ved DSB! Og hvad er det, du har bidraget med?
Er jeg virkelig sådan en dårlig far? Ligesom min egen?
Hvad tænker du selv?
Malene sukkede svigermor. Nå, navnet er da i det mindste dansk. Men hvad skal man dog med en pige? Hvem skal dog bruge hende, din Malene?
Jacob sad tavs, fordybet i sin mobil. Da hans kone spurgte, hvad han mente om navnet, trak han bare på skuldrene:
Det er, hvad det er. Måske bliver det en dreng næste gang.
Sofie mærkede et stik af skuffelse indeni. Næste gang? Er denne lille pige bare en slags generalprøve?
Malene blev født i januar en lille bitte én, med store øjne og masser af mørkt hår. Jacob kom kun kortvarigt til udskrivelsen, havde medbragt nelliker og en pose babytøj.
Hun er smuk, sagde han forsigtigt og kiggede ned i barnevognen. Hun ligner dig.
Og har din næse, smilede Sofie. Og en stædig hage.
Det er nu nok det samme, afviste Jacob. Små børn ligner nu hinanden i den alder.
Inger Margrethe stod klar derhjemme med et surt ansigt.
Min nabo Kirsten spurgte, om det blev et barnebarn eller et barnebarninde denne gang. Det var pinligt at svare på, vrissede hun. Skal jeg nu døje med dukker i min alder
Sofie lukkede sig inde på Malenes værelse og græd stille, mens hun holdt sin datter tæt ind til sig.
Jacob arbejdede mere og mere, hjalp til med småjobs i nabolaget, tog ekstravagter. Han sagde, at det var dyrt at have familie, især med et lille barn. Han dukkede sent op hjemme, træt og tavs.
Hun venter på dig, sagde Sofie, når han gik forbi døren til børneværelset uden at stoppe op. Malene liver altid op, når hun genkender lyden af dine skridt.
Jeg er for træt, Sofie. Jeg skal tidligt op i morgen.
Men du sagde jo ikke engang hej til hende
Hun er jo bare en baby, hun forstår ingenting.
Men Sofie kunne se, hvordan Malene vendte sig mod døren, når hun hørte Jacobs skridt, og hvordan hun længe stirrede mod rummet, når han var gået. Døren og vinduet.
Da hun var otte måneder, blev Malene syg. Først steg temperaturen til 38, siden til 39. Sofie tilkaldte lægevagten, men lægen sagde, at de kunne prøve med febernedsættende medicin derhjemme. Næste morgen viste termometeret 40.
Jacob, vågn op! Sofie ruskede i ham. Malene har det virkelig skidt!
Hvad er klokken? mumlede Jacob og åbnede med besvær øjnene.
Syv. Jeg har ikke sovet hele natten. Vi skal på hospitalet nu!
Så tidligt? Kunne vi ikke vente til i aften? Jeg skal tage en vigtig vagt i dag
Sofie så længe på ham, som om han var en fremmed.
Dit barn har høj feber og du tænker på dit arbejde?
Hun dør jo ikke af det! Børn er syge indimellem.
Sofie bestilte en taxa selv.
På hospitalet lagde lægerne straks Malene på infektionsafdelingen. De mistænkte alvorlig betændelse, muligvis hjernehindebetændelse det var nødvendigt med en lumbalpunktur.
Hvor er faderen? spurgte overlægen. Vi har brug for samtykke fra begge forældre.
Han arbejder. Han kommer snart.
Sofie ringede til Jacob hele dagen. Hans telefon var slukket. Først klokken syv om aftenen tog han den.
Sofie, jeg er på banen, der er travlt
Jacob, Malene har mistanke om meningitis! De har brug for din tilladelse til punkturen! Lægerne venter!
Hva? Hvilken punktur? Jeg fatter det ikke
Kom NU!
Jeg kan ikke, min vagt slutter først klokken elleve, og bagefter har jeg lovet at mødes med drengene
Sofie lagde blot på.
Hun skrev samtykket under selv som mor havde hun ret til det. Punkturen blev foretaget i fuld bedøvelse. Malene så så lille ud på den store båre.
Svarene er først klar i morgen, sagde lægen. Hvis det er meningitis, skal hun være indlagt halvanden måned.
Sofie blev på hospitalet natten over. Malene lå under drop, bleg og stille. Kun den lille brystkasse rejste og sænkede sig svagt.
Jacob dukkede op først næste dag til frokost. Uglet, træt og ubarberet.
Hvordan hvordan går det med hende? spurgte han, uden at turde træde ind.
Dårligt, svarede Sofie kort. Vi venter stadig på prøvesvar.
Hvad gjorde de så? Den der ting
Lumbalpunktur. De tog væske fra rygsøjlen.
Jacob blev hvid i ansigtet.
Gjorde det ondt?
Hun var i narkose. Hun mærkede intet.
Han gik hen til sengen og blev stående. Malene sov, den lille hånd over dynen, et plaster sad fast ved hendes håndled.
Hun er så lille, mumlede Jacob. Jeg havde ikke regnet med
Sofie sagde ikke mere.
Heldigvis viste prøven intet det var ikke meningitis, bare en alvorlig virusinfektion. Hun kunne komme hjem og blive rask under tilsyn af lægen.
I kunne være kommet for sent, sagde overlægen. To dages venten mere, og det kunne være gået helt galt.
På vej hjem sad Jacob tavs. Da de nærmede sig boligblokken, spurgte han sagte:
Er jeg virkelig en så dårlig far?
Sofie lagde forsigtigt deres sovende datter mere bekvemt over i armene og så på ham.
Hvad tænker du selv?
Jeg troede, vi havde masser af tid. At hun bare var en lille baby, uden forstand. Men da jeg så hende der med slanger og drops forstod jeg, at jeg kunne miste hende. Og hvor meget det egentlig ville betyde.
Jacob, hun har brug for en far. Ikke en forsørger, ikke bare én, der kommer hjem med løn. Men en far, der ved, hvad hun hedder. En far, der kender hendes yndlingslegetøj.
Hvad kan hun bedst lide? spurgte han stille.
Hendes gummipindsvin og rasleklokken med bjælde. Når du kommer hjem, kravler hun altid hen mod døren. Hun venter på, at du tager hende op.
Jacob bøjede hovedet.
Jeg anede ikke
Nu ved du det.
Hjemme vågnede Malene og begyndte straks at græde skingert og hjerteskærende. Jacob rakte automatisk ud efter hende, men tøvede.
Må jeg? spurgte han Sofie.
Hun er din datter.
Han tog hende forsigtigt op. Malene snøftede, men blev stille og stirrede op på sin far med store alvorlige øjne.
Hej, lille skat, hviskede Jacob. Undskyld, jeg ikke var der, da du var bange.
Malene rakte hånden op og rørte ved hans kind. Jacob mærkede, hvordan han fik en klump i halsen.
Far, sagde Malene tydeligt pludselig.
Det var hendes første ord.
Jacob så overrumplet over på Sofie.
Hørte du det hun sagde
Det har hun sagt i over en uge, smilede Sofie. Men kun, når du ikke er hjemme. Hun ventede nok, til du selv hørte det.
Om aftenen, da Malene var faldet i søvn i sin fars arme, bar Jacob hende varsomt ind i tremmesengen. Hun slap ham ikke, men klemte hans finger tæt i søvne.
Hun vil ikke give slip, undrede Jacob sig.
Hun er bange for, at du forsvinder igen, forklarede Sofie.
Han blev siddende hos hende i halvmørket en halv time mere, uden at turde tage hånden væk.
Jeg tager fri fra arbejde i morgen, sagde han. Og dagen efter. Jeg vil jeg vil lære min datter bedre at kende.
Hvad så med arbejdet? Ekstravagterne?
Vi finder ud af det. Ellers må vi leve lidt mere beskedent. Det vigtigste er ikke at miste hende af syne, mens hun vokser op.
Sofie gik over og krammede sin mand.
Bedre sent end aldrig.
Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis der skete noget og jeg ikke engang vidste, hvad hun legede med, sagde Jacob stille, mens han så på sin sovende datter. Eller at hun kunne sige far.
Ugen efter, da Malene var rask, gik de tre sammen en tur i Frederiksberg Have. Malene sad på Jacobs skuldre og lo højt, da hun rakte ud efter de gule blade.
Se lige de flotte blade, Malene! pegede Jacob på de gyldne ahorntræer. Og der er der et egern!
Sofie gik ved siden af og tænkte, at sommetider skal man næsten miste det dyrebareste for virkelig at forstå dets værdi.
Inger Margrethe mødte dem hjemme med et utilfreds ansigtsudtryk.
Jacob, Kirsten sagde, at hendes barnebarn allerede spiller fodbold. Din leger stadig kun med dukker.
Min datter er verdens bedste, svarede Jacob roligt, mens han satte Malene på gulvet og rakte hende hendes gummipindsvin. Og dukker er helt fint.
Men slægten dør jo ud
Det gør den ikke. Den fortsætter bare på en anden måde.
Inger Margrethe ville sige noget mere, men Malene kravlede hen til hende og rakte armene op.
Bedste! sagde hun og sendte et stort smil.
Svigermoren tog overrasket barnebarnet op.
Hun hun kan jo sige noget! udbrød hun forundret.
Vores Malene er meget kvik, sagde Jacob stolt. Er ikke sandt, lille skat?
Far! råbte Malene glad og klappede i hænderne.
Sofie så på dem og tænkte, at lykken somme tider kommer ad tornefulde veje. At den største kærlighed ikke fødes med det samme, men vokser frem igennem frygt og tab.
Om aftenen, da han lagde Malene i seng, sang Jacob sagte en vuggevise. Hans stemme var lav og lidt hæs, men Malene lå med store vidtåbne øjne og lyttede.
Du har aldrig sunget for hende før, bemærkede Sofie.
Der er meget, jeg ikke har gjort Men nu har jeg tid til at tage det hele igen, svarede Jacob.
Malene faldt i søvn med faderens finger i sin lille hånd. Jacob blev siddende i mørket og lyttede til hendes åndedrag og tænkte på, hvor meget man kan gå glip af, hvis man ikke standser op i tide og ser på det, der virkelig betyder noget.
Malene sov, og et smil gled over hendes ansigt i søvne hun vidste nu, at far ikke længere ville forsvinde.
Nogle gange behøver skæbnen ikke bare et valg, men en stor prøvelse for at vække det bedste i os. Tror du, et menneske kan ændre sig, hvis han forstår, at han står til at miste det dyrebareste, han har?
