Anna sang af glæde, selvfølgelig gjorde hun det! Hun havde nu sin egen lejlighed en rigtig én, uden en sur værtinde, der slukkede lyset klokken elleve og stod og overvågede, mens hun lavede mad, klar til at dreje for gassen under gryden. En, der ikke forbød hende at bruge hårtørrer eller glattejern, fordi det kunne jo risikere noget. Bad måtte man kun tage én gang om dagen, vælg mellem morgen eller aften, og alligevel ville fru Ellen stå bag døren og dunke på, at hun skulle skrue ned for vandet.
Et år havde Anna maskerede sig under fru Ellens kontrol Ellen, som havde sat sig for at være mentor for Anna. Da Anna blev atten, tryglede hun sine forældre om lov til at flytte på kollegium. Det var ikke nogen dans på roser. Lus og kakerlakker var bare bagateller. Der blev endda engang stjålet en pande med stegende kartofler, blot hun vendte ryggen til. Og så var der veninderne, der slæbte kærester med hjem. Anna holdt et år ud, indtil hendes far besøgte hende og så rodet i kollegieboligen. Selvfølgelig forbød de hende at blive der bare én dag mere, og de næste fem år boede Anna til leje hos gamle fru Dagmar.
Dagmar var lidt sær, men venlig. Efter endt uddannelse blev Anna boende hos Dagmar, hun sparede op til udbetalingen på en lejlighed, selv om det bare kunne blive en lillebitte én bare den var hendes egen. Mens de andre piger brugte arbejdstimerne på dates og tøjkøb, samlet Anna møjsommeligt sine kroner. Selv Dagmar bad hende engang holde lidt pause men Anna var stædig, hun havde en drøm.
En dag kom forældrene forbi, og hendes far sagde forsigtigt, at de havde besluttet at hjælpe, både hans mor Edith og hans tante Grethe ville også bidrage. Tante Grethe var i øvrigt en fjern slægtning, havde aldrig selv haft familie, men underviste i folkeskolen til hun var femogfirs, altid fast i replikken, havde os alle sammen på afstand kun Annas far kunne hun høre lidt efter. Anna mor underviste også, dem to kunne Grethe dog lide.
Engang, da de kom med dagligvarer, bad Grethe Annas far hjælpe med at komme på plejehjem. Faren sagde ikke noget dengang, men han og Annas mor endte med at indrette Annas gamle værelse til Grethe. Annas storesøster boede jo i Odense, så det var ikke et problem. Tante Grethe havde sit på det tørre, hun sagde til sin nevø, at hun godt vidste, hendes temperament kunne ødelægge det positive indtryk, hun havde efterladt.
Men Annas forældre slog det hen, det var for deres egen sindsro, og så slap de for at skulle finde pasning til deres kat og papegøje, når de rejste væk. Nu kunne Grethe se efter dyrene, og alle spiste sammen. Maden blev delt, turene blev færre og hvis far skulle på fisketur, behøvede mor ikke være alene.
Grethe tøvede, men blev glad for ikke at skulle være ensom. Hun fik nogle rolige år omgivet af kærlige mennesker og gik bort stille, alt arven tilfaldt Annas far. Til Anna selv gav hun et antikt smykke et halskæde, som var arvet og aldrig solgt, selv ikke i de sværeste tider. Anna tog imod med glæde og tanker om Grethe.
Far foreslog at sælge Grethes gamle lejlighed i Næstved og købe en lejlighed der, hvor Anna havde slået sig ned. Sådan fik Anna sin egen toværelses i Århus. Den tidligere ejer havde sagt, hun lod god stemning blive, og Anna gik ivrigt i gang med at renovere. Far og mor tilbragte mange weekender hos hende, skruede og malede, når Anna fik nye idéer og far udførte tålmodigt alt sammen.
Da lejligheden var færdig, blev mor inspireret til at lave om hjemme, og Anna lovede at hjælpe med designet. Efterhånden vænnede Anna sig til den nye by, hun lærte at holde af Århus.
På arbejde lærte hun Mette at kende, og de blev veninder. Mette kom ofte forbi, og én gang fortalte Anna, hvordan hun som barn plejede at snige sig op på taget af deres syvetagers betonblok sammen med nabopigen Iben for at sole sig. Ha, hvor sjovt, lo Mette, hvorfor prøver vi ikke det? De grinede og mindedes gamle tider.
Det eneste problem er, hvis vi bliver låst inde deroppe jeg og Iben sad engang deroppe til aften, fordi Hans, pedellen, var lidt døv og slet ikke hørte vores råben, da han låste døren. Det lykkedes først Annas far at få dem ned, da han kom tidligt hjem. Vi blev skræmt fra vid og sans!
Var din far sur? spurgte Mette. Anna vinkede afværgende: Næh far forkælede mig, det var mor, der var streng, så han dækkede ofte over mig.
Mette nikkede, Jeg fik ellers altid skældud, jeg lavede også ballade. Men måske kunne vi snakke med viceværten og låne en nøgle i stedet? Lad os prøve! svarede Anna.
Først tøvede pedellen, Preben, det var ikke tilladt; hvad hvis nogen faldt ned? Men pigerne insisterede, de var voksne nok. Til sidst indvilgede han, mod løftet om ingen pjank. De nød halve lørdagen på taget, og det blev til flere gange.
En dag mente de at høre døren knirke. Da de gik forbi rørsystemet, så de en ældre dame, nydelig og velsoigneret, der sad lænet op af skorstenen med en madpakke. Hvem er De? spurgte pigerne enstemmigt.
Mig? Jeg… jeg hedder Kirsten Mikkelsen. Anna syntes, hun kendte hende. Er det ikke Dem, der boede i min lejlighed? udbrød hun overrasket.
Ja, du er den søde pige, jeg solgte min bolig til, sagde Kirsten og blev rød om kinderne. Pludselig begyndte hun at græde. Kirsten fortalte sin historie.
Jeg opfostrede Nicolaj alene, hans far forsvandt tidligt. Nicolaj var svagelig, og jeg arbejdede hele livet for ham. Først universitet og så kandidatgrad. Han blev ansat og var dygtig men havde ingen held med damerne. For fem år siden blev han længe på arbejde, og så mødte han Louise.
Louise var en helt jævn pige, der straks kastede sig ind i husholdningen, vaskede, lavede mad, passede Nicolaj. Jeg tænkte, nu kan jeg for første gang leve lidt for mig selv. Nicolaj havde forlængst købt en stor lejlighed, men vi boede sammen.
Så fik de deres eget sted, og jeg kunne koncentrere mig om mit. Det idylliske holdt dog ikke længe. Louise fik Mads, lille barnebarn, året efter kom Ida, og året efter det, Sigrid.
Da Sigrid kom til, foreslog de unge at vi solgte min lejlighed den stod jo bare, de havde brug for pladsen. Sådan havnede jeg i et lille Helvede, som jeg selv siger. Louise ville snart tilbage på job, og så blev børnene mit ansvar.
Men så fik jeg forhøjet blodtryk, blev sendt på ro og fred, men hvor finder man det, når tre vildbasser råber? Louise ville opdrage dem selv, jeg skulle bare lave mad og sørge for dem. Sige godnat og læse godnathistorie, ellers intet ansvar. Jeg gik til ro, når alle var lagt, og fik lov at sidde lidt alene.
Nicolaj sagde hver gang jeg trak på skuldrene, at det jo var godt, vi kunne bo sammen, så de kunne arbejde mere og jeg kunne passe børnene. Kan nogen være mere lykkelig? spurgte han.
Da sommeren kom, tog de alle til sommerhus ved havet og jeg blev hjemme; nej, børnene er mine kære, men jeg var udmattet. Så jeg sagde, jeg tog ud til en veninde i virkeligheden gik jeg tur, sad ved søerne om natten. I dag gik jeg bare forbi min gamle opgang tænkte at overnatte heroppe på taget, for gamle minders skyld.
Det går da ikke! udbrød pigerne, og fik hende med hjem til Anna. Kirsten var overrasket over forandringen: Hvor er her smukt! Åh, hvorfor hørte jeg dog på Nicolaj og Louise… Åh, misforstå mig ikke…
Må jeg spørge, sagde Mette venligt, de penge fra salget, hvor blev de af?
Anna forklarede, at Mette var jurist og kun ville hjælpe. Kirsten smilede skævt. Jeg gav dem til børnene Nicolaj sagde, han satte det i banken, halvt til mig, halvt til sig selv.
For de penge kan du købe en lille lejlighed, sagde Mette tænksomt. Vi skal nok hjælpe dig med renovering, forsikrede Anna.
Men jeg kan jo ikke selv klare…
Lad det blive min bekymring, sagde Mette.
Allerede en måned senere flyttede Kirsten ind i en lille etværelses i samme blok. Hvad Mette har sagt på Nicolajs arbejde vides ikke, men han gik længe rundt om sig selv og mumlede om, at hvis det havde været så slemt, kunne hun jo bare sige det. Louise nægtede at snakke med svigermor. Børnebørnene kom hos bedstemor på skift, efter et stykke tid accepterede Louise det, børnehaven tog de glade imod.
Kirsten og Anna blev gode veninder, og gik til teater og udstillinger sammen. Mette sagde engang: Når jeg bliver gammel, bor jeg for mig selv, ingen overtaler mig jeg vil ikke sove på bænke eller snige mig rundt på tage. Anna nikkede skråsikkert. Det er rigtigt.
Godmorgen, kære venner! Tak fordi I er her jeg holder jer tæt i mit hjerte!
