Del 1
En dansk erhvervsmand stod fordybet i sine egne tanker, da han pludselig lagde mærke til en lille pige, der græd i en travl gade i Aarhus. Om hendes hals hang et halskæde, han havde mistet for flere år siden et helt særligt smykke, der havde været savnet længe. Han ilede hen til pigen, hænderne rystede, stemmen hård: Hvor har du fået den fra? spurgte han. Pigen, Asta, greb halskæden tættere ind til sig og trådte et skridt væk. Du må ikke røre, sagde hun lavt. Det er min fars halskæde.
Erhvervsmanden stivnede og kunne knap trække vejret. Fars halskæde. Hvem var dette barn, og hvordan bar hun på noget, der kun tilhørte ham?
Flere år tidligere havde Signe, en smuk ung kvinde med et blidt sind, boet i et lille lejet værelse sammen med sin bedste veninde, Maja. Livets hårde realiteter havde ramt dem begge. Signe kæmpede for at finde et fast arbejde og gik ofte sulten i seng om natten. Men hun nægtede at give op. Hver aften sagde hun stille: En dag vender lykken.
En solrig morgen vågnede Signe op med fornyet håb. Hun havde en jobsamtale på et hotel i centrum. Maja omfavnede hende varmt og ønskede hende held og lykke. Strål i dag, Signe. Jeg ved, du klarer den.
Iført sit fineste tøj tog Signe til samtale. Efter mange spørgsmål kom beskeden: Tillykke du har fået jobbet. Lettet, nærmest overvældet, fortsatte hun hjem og faldt om halsen på Maja i et glædesfyldt kram.
Senere på aftenen insisterede Maja på, at det skulle fejres. Lad os gå på klub i nat bare for sjov! Det fortjener du. Signe tøvede, men lod sig overtale. De klædte sig omhyggeligt på og drog ud til en af byens pulserende natklubber.
Klubben var fyldt med høj musik, lysglimt og latter. Samtidig, et andet sted i byen, sad Christian, 33 år og mangemillionær, alene i sin bil med tårer i øjnene. Han havde alt succes, anseelse og penge men var knust indeni. Hans forretningspartner havde forrådt ham, taget virksomhedens midler og flygtet ud af landet, mens Christian måtte tage ansvaret alene. Besejret og fortvivlet kørte han til en klub og drak sig mod stjernerne for at dulme smerten.
Senere hjalp hans venner ham op til hans private hotelsuite, lige over klubben. Han var næsten bevidstløs, øjnene røde, tankerne uklare.
Nede i klubben, iført en enkel sort kjole, begyndte Signe at føle sig skidt tilpas. En kraftig hovedpine tidligere på dagen havde fået hende til at tage stærk medicin, og nu blev hun døsig og svimmel. Hun tog Maja let på armen. Jeg bliver nødt til at ligge mig lidt. Jeg er så svimmel.
Stille listede hun sig op ad trapperne og fandt et værelse med døren på klem mørkt og stille. Overbevist om, at det stod tomt, gik hun ind, sank om på sengen og faldt straks i søvn. Hun anede ikke, at hun var i Christians suite.
Få minutter efter vimsede Christian ind i rummet, beruset og forvirret. Da han så Signe ligge der, troede han, nogen havde bestilt hende for at trøste ham. Ingen sagde et ord. I et virvar af fortvivlelse, druk og udmattelse blev de to forenet.
Næste morgen vågnede Signe med hovedpine og koldsved. Lokalet var tyst, manden væk. Chokeret og desorienteret rejste hun sig fra sengen. Ved siden af hovedpuden lå en gylden halskæde, indgraveret C. Mikkelsen. Hun anede ikke, hvem han var, men stak kæden i lommen, drevet af instinkt. På bordet lå også en stak danske kroner. Grædende hviskede hun: Hvad skete der med mig i nat?
Hun stablede sig op, klædte sig på i en fart og skyndte sig hjem. Maja stod bekymret i døren. Signe kunne ikke tale; hun omfavnede blot sin veninde og græd stille.
En måned senere blev Signe svag og kvalm dagligt. Bekymret opsøgte hun klinikken nede på hjørnet. Efter prøver kom sygeplejersken smilende tilbage. Tillykke du er gravid, én måned henne.
Signe stivnede. Undskyld, hvad?
Du er gravid.
Rystet gik Signe hjem og brød sammen på gulvet i gråd. Jeg skal være mor. Men hvordan skal jeg passe et barn? Jeg kender ikke engang faderen. Jeg så ham aldrig rigtigt.
Hun lagde hånden på sin mave og bad fortabt ud i rummet. Hvorfor lige nu? Jeg har ingen penge, ingen familie. Jeg er lige startet i arbejde. Hvorfor?
Maja kom ind og styrtede hen til hende, da hun så Signes tårer. Hvad er der sket?
Jeg er gravid hviskede Signe.
Maja stivnede og lyttede, mens Signe langsomt fortalte alt: Fejringen, klubben, forvirringen, halskæden, pengene. Hun viste Maja den gyldne halskæde, hvor C. Mikkelsen var indgraveret.
Efter en lang tavshed hviskede Maja: Vi må opsøge den klub igen. Nogen må vide noget.
Selvom Signe var i tvivl, sagde hun ja. Næste dag gik de tilbage. I dagslys var klubben rolig og tom. De henvendte sig til manageren og viste halskæden. Han trak på skuldrene. Den ser dyr ud men jeg har aldrig set den før.
De talte med rengøringspersonale, men ingen havde svar. Slukørede gik de hjem.
Jeg kender ikke din far, hviskede Signe til det ufødte barn. Men jeg vil elske dig og passe på dig. Jeg skal nok klare det alene.
Hun arbejdede videre på hotellet, mens hun skjulte sin lidelse. Imens sad Christian langt derfra i sin villa nord for Aarhus, uvidende om, at han havde efterladt både sit dyre smykke og sit barn hos en kvinde, der nu knoklede i skyggen.
En morgen stod Christian og rettede slipset foran spejlet, da han opdagede, at noget manglede: hans guldkæde med familienavnet var væk. Han gennemsøgte skuffer og seng, spurgte sin husholderske Inge, men smykket forblev forsvundet. Træt opgav han til sidst og lod det ligge.
Efterhånden som Signes graviditet skred frem, blev hun svagere. En eftermiddag svømmede hun hen og faldt i søvn under arbejdet. En gæst klagede. Hun blev kaldt ind til chefen og fyret. Du er opsagt.
Knust kom Signe hjem til Maja. Ingen indkomst, et barn på vej frygten gravede sig dybere ind. Alligevel gav hun ikke op.
Fem år gik.
Signe, nu 29, havde kæmpet sig igennem prøvelser og bestået. Efter jobbet på hotellet fik hun ansættelse på et lille spisested. Lønnen var beskeden, men den sikrede hende og hendes datter Asta nu fire år og vågen og klog, med sin mors bløde øjne.
En aften så Asta skævt op: Mor, hvor er min far? De andre i børnehaven snakker hele tiden om deres far.
Hjertet sank i Signe. Hun fandt halskæden frem fra sit natbord. Det her er din fars halskæde, sagde hun sagte. Det er det eneste, han efterlod dig.
Asta kiggede fortryllet, da Signe lagde kæden blidt om hendes hals. Ingen må røre den, advarede Signe.
Det lover jeg, mor, sagde Asta.
Samtidig sad Christian ved langbordet i sin fars store gamle villa nord for byen og diskuterede bryllup. Han overvejede at gifte sig med sin kæreste, Louise, men han følte en uforklarlig tomhed, som han ikke kunne ryste af sig. Hans far mente, at ægteskab var svaret.
Louise, smuk og målrettet, havde længe drømt om at blive fru Mikkelsen. Til veninden Pernille betroede hun sig: Hvorfor frier han ikke? Pernille smilede og sagde, at hun en gang havde foregivet en graviditet for at blive gift. Fristet besluttede Louise sig for at kopiere hende.
Kort tid efter opsøgte hun Christian. Jeg er gravid, sagde hun.
Strålende løftede Christian hende op og begyndte planerne for forlovelse og bryllup. Han var lykkelig for udsigten til at blive far, uden at ane, at hans sande datter bar hans halskæde på tværs af byen og viste den stolt frem i børnehaven.
En dag blev Signe syg og febril. Træt sendte hun Asta ud efter medicin. Grædende og med halskæden i hånden løb Asta hen ad den travle gade, da en sort Volvo gled op på siden af hende. Christian, optaget af Louises nyhed, fik øje på det ulykkelige barn og mærkede et stik af medfølelse.
Stop bilen, sagde han lavmælt til chaufføren.
Forsigtigt gik han hen til Asta. Hvorfor græder du?
Mor er syg. Jeg skal købe medicin, snøftede hun.
Så blev han stum. Hans blik fangede halskæden. Han gispede. Hvor har du den fra?
Må ikke røre! svarede Asta resolut. Den er min fars.
Christians hænder rystede. Hvem er din far?
Det ved jeg ikke. Mor gav mig den bare.
Hvad hedder din mor?
Signe.
Christian bad chaufføren købe medicinen og spurgte Asta, om han måtte følge hende hjem. Lille hånd i stor gik de gennem små, slidte gader, hans tanker tumlede.
De nåede frem til et ydmygt værelse. På en enkel madras lå Signe og var bleg. Hun så op, da Christian trådte ind, uden at genkende ham.
Jeg så din pige græde på gaden, sagde han sagte.
Først da Signe havde fået medicinen, kunne han ikke længere tage blikket fra halskæden. Til sidst spurgte han om dens oprindelse.
Signe fortalte usikkert om den nat for fem år siden festen, svimmelheden, opvågningen, halskæden, graviditeten.
Christian blev grå i ansigtet. Den kæde er min.
Stilheden blev tung.
Jeg var på Club Cosmos dén nat, sagde han langsomt. Jeg var fortvivlet og helt væk. Da jeg så dig i mit værelse, troede jeg Hans stemme knækkede. Jeg vidste det ikke.
Tårerne løb ned ad Signes kinder. Så du var faren.
Christian nikkede, fyldt med anger. Jeg kan ikke ændre fortiden, men jeg kan gøre det godt igen. Asta er min datter.
Han satte sig på hug foran Asta. Jeg er din far.
Overmandet af følelser hørte Signe, hvordan Christian bad om en chance for at tage sig af dem begge. Samme aften kørte hans Volvo dem hjem til Mikkelsen-villaen.
For første gang følte Christian en indre ro, mens han betragtede Signe og Asta gå ind ad døren til sit hjem.
