Del 1
Det er mange år siden nu, men det står stadig klart for mig, som var det i går, da en velhavende mand, hr. Madsen, gik fortabt i sine egne tanker gennem Københavns travle gader. Pludselig fik han øje på en pige, der stod grædende under en lygtepæl, og om hendes hals hang en halskæde, han havde savnet i årevis. Med rystende hænder løb han hen til hende og pegede. Hvor har du fået den? spurgte han insisterende. Pigen, Frida, holdt stramt om smykket og trådte et skridt tilbage. Du må ikke røre. Det er min fars halskæde.
Hr. Madsen stivnede. Hjertet hamrede, og luften føltes tung. Min fars halskæde. Hvem var denne pige, og hvordan kunne hun eje noget, der kun havde tilhørt ham?
Flere år tidligere havde der boet en smuk, godhjertet ung kvinde, Cecilie, i en lille lejet lejlighed på Nørrebro sammen med sin nærmeste veninde, Rikke. Livet havde ikke vist dem nåde. Cecilie tog ufaglærte jobs, gik ofte sulten i seng, men gav aldrig op. Hun sagde altid: En dag vender lykken.
En tidlig forårsdag vågnede Cecilie med nyt håb. Hun havde fået en samtale på Hotel Norden. Rikke omfavnede hende og sagde: Gå ud og vis dem, hvem du er, Cecilie. Du klarer det.
Iført sit pæneste tøj tog Cecilie afsted. Hun besvarede små og store spørgsmål, og til sidst lød det: Tillykke, du har jobbet. Lettelsen og glæden skyllede ind over hende. Da hun kom hjem, knugede hun Rikke med tårer i øjnene.
Samme aften insisterede Rikke: Nu fejrer vi det! Vi tager i byen! Cecilie tøvede, men lod sig overtale. De brugte lang tid på at gøre sig i stand og gik derefter på Jazzhus Montmartre, et populært sted i byen.
Klubben var fyldt med liv, latter og høj musik. Samtidigt, et andet sted i København den nat, sad Christian, 33 år og mangemillionær, alene i sin Mercedes. Han var respekteret, charmerende og havde alt, men bar på en dyb sorg: Hans forretningspartner havde bedraget ham, stjålet firmaets penge og forladt Danmark. Fortvivlet gik han også på den selvsamme klub, drak lidt for meget og lod sorgen drukne.
Hans venner hjalp ham senere op på sit hotelsuite ovenpå klubben. Han var næppe bevidst om sine omgivelser, øjnene røde af tårer og dunkende hoved.
Nedenunder begyndte Cecilie i sin enkle, sorte kjole at føle sig utilpas. Hun havde tidligere på dagen taget en stærk hovedpinepille, som nu gjorde hende svimmel og døsig. Hun hviskede til Rikke: Jeg må lægge mig. Jeg har det skidt.
Usikkert bevægede hun sig op ad trapperne og opdagede en dør til et hotelværelse, der stod på klem. Der var stille og mørkt. Overbevist om, at værelset stod tomt, gik hun ind, lagde sig i sengen og faldt i søvn uvidende om, at det var Christians suite.
Kort efter kom Christian, beruset og oprevet, ind på værelset. Da han så Cecilie ligge på sengen, antog han, at nogen havde sendt hende derop for at trøste ham. Ingen af dem sagde et ord. I forvirring, svaghed og alkoholens tåger blev de intime.
Næste morgen vågnede Cecilie i et rodet hoved. Værelset var stille. Manden var væk. Forvirret rejste hun sig. På hovedpuden lå en fornem, gylden halskæde med indgraveringen “C. Madsen.” Hun kendte ikke manden, men tog instinktivt halskæden. På bordet lå også en bunke danske kroner. Tårerne pressede sig på. Hvad skete der med mig i nat? hviskede hun rystet.
Hun klædte sig hurtigt, gik hjem til Rikke og brød grædende sammen. Ordene kunne ikke komme ud.
En måned senere kom trætheden og kvalmen. Cecilie fik frygten svedt frem og gik til en klinik på Østerbro. Sygeplejersken smilede sagte: Tillykke, du er gravid i første måned.
Chokket slog hende ud. Hvad? Det kan ikke passe
Men svaret var klar. Cecilie kravlede hjem og sank sammen på gulvet, hulket: Hvordan skal jeg tage mig af dette barn? Jeg kender ikke faderen engang. Jeg så ham ikke i lyset.
Hun lagde hænderne på maven: Hvorfor mig, Gud? Jeg har ingen penge, ingen forældre, og jobbet begyndte jo netop nu. Hvorfor nu?
Rikke kom ind, så hendes fortvivlelse og omfavnede hende straks. Hvad sker der, Cecilie?
I… jeg er gravid, mumlede Cecilie.
Rikke stivnede. Langsomt fortalte Cecilie alt: fejring, klubben, svimmelheden, den mærkelige seng, halskæden, pengene. Hun rakte guldhalskæden frem, indgraveret med C. Madsen.
Efter en lang pause sagde Rikke stille: Vi må tage tilbage til klubben. Nogen må vide noget.
Forsigtigt gik de dagen efter tilbage til Jazzhus Montmartre. Klubben lå øde hen om dagen. De viste halskæden frem for manageren, som kiggede nysgerrigt, men sagde: Den ser dyr ud, men jeg aner ikke, hvor den stammer fra.
De adspurgte rengøringspersonale og personale, men ingen havde oplysninger. Slukørede gik Cecilie og Rikke hjemad.
Jeg kender ikke din far, hviskede Cecilie senere til sin voksende mave. Men jeg vil elske dig og passe på dig. Du skal vokse op i tryghed.
Hun arbejdede videre på hotellet og skjulte sin sorg. Christian, i sin villa nord for byen, var uvidende om halskæden og barnet, der voksede i Cecilie.
En morgen stod Christian og justerede slipset foran spejlet. Han opdagede, at hans arvehalssmykke var forsvundet. Irriteret ledte han alle steder og forhørte sin husholderske, Marie, men intet dukkede op. Til sidst opgav han og kørte på arbejde.
Mens Cecilies mave voksede, forværredes hendes svaghed og udmattelse. En dag faldt hun i søvn under arbejdet og blev klaget over. Da hun måtte op på kontoret, fik hun at vide: Du er fyret.
Knust vendte hun hjem og fortalte det til Rikke. Pengekassen var tom, barnet på vej, frygten voksede. Alligevel gav hun ikke op.
Fem år gik.
Cecilie, nu 29, havde overlevet alt modgang. Efter tabet af sit hoteljob fandt hun arbejde på en lille café på Vesterbro. Lønnen var lille, men både hun og hendes datter Frida, nu 4 klarede sig. Frida var skarp og nysgerrig, med samme glimt i øjet som sin mor.
En aften spurgte Frida: Mor, hvor er min far? Mine venner har en far.
Cecilies hjerte blev tungt. Hun fandt halskæden frem. Denne halskæde tilhørte din far. forsikrede hun blidt. Det er det eneste, han efterlod.
Fridas øjne strålede, da hun fik lov at bære den. Ingen må røre den, sagde Cecilie alvorligt.
Det lover jeg, mor! svarede Frida.
Længere væk sad Christian med sin far, gamle direktør Madsen, og talte om ægteskab. Christian overvejede at fri til sin kæreste Sofie. Alligevel følte han et uforklarligt tomrum. Hans far mente ægteskab ville udfylde dette.
Sofie, elegant og målbevidst, længtes efter at blive fru Madsen. Hun betroede sig til veninden Line om frustrationen over, at Christian ikke havde friet. Line indrømmede, at hun engang havde foregivet at være gravid for at sikre sit eget ægteskab. Fristelsen voksede i Sofie.
Snart besøgte hun Christian: Jeg er gravid.
Christian blev lykkelig. Han omfavnede hende og sagde, at de straks skulle gøre deres forhold officielt. Han glædede sig over tanken om at skulle være far anede ikke, at hans rigtige datter gik rundt i byen med hans sagnomspundne halskæde om halsen.
En varm juni-eftermiddag blev Cecilie syg. Udmattet og feberramt sendte hun Frida ud efter medicin. Frida skyndte sig grædende gennem Istedgades mylder, klemte halskæden tæt ind til sig. En sort Volvo standsede op ved kantstenen. Christian sad ved vinduet, dybt begravet i tanker om Sofies nyhed. Noget ved barnets tårer vakte ham.
Stop bilen, sagde han til chaufføren.
Han gik roligt hen til Frida. Hvorfor græder du, lille ven?
Min mor er syg. Jeg skal købe medicin, snøftede hun.
Så fik Christian øje på halskæden. Han frøs. Hvor har du den fra?
Du må ikke røre den! svarede Frida bestemt. Det er min fars halskæde.
Christians hænder rystede. Hvem er din far?
Det ved jeg ikke. Mor gav mig den.
Hvad hedder din mor?
Cecilie.
Christian gav chaufføren besked om at hente medicin, og bad Frida føre ham hjem. De gik hånd i hånd gennem Vesterbros små gader, mens tankerne rullede.
I en beskeden lejlighed fandt de Cecilie bleg og svag på en madras. Hun så op, da Christian trådte ind. Han genkendte hende ikke straks.
Jeg så din datter græde på gaden, forklarede han stille. Efter at have sikret sig, at hun havde fået sin medicin, blev hans blik ved med at søge mod halskæden.
Endelig spurgte han: Hvor stammer denne halskæde fra?
Cecilie fortalte med dæmpet stemme om den nat for fem år siden fejring, svimmelhed, den fremmede seng, halskæden, graviditeten.
Farven forsvandt fra Christians ansigt. Den halskæde er min.
Der blev stille.
Jeg var på Montmartre den nat, sagde han langsomt. Jeg var knust og fordrukken. Da jeg kom ind på værelset og så dig Jeg troede du Ordene brød af. Jeg vidste det ikke.
Tårerne løb ned ad Cecilies kinder. Så det var dig.
Christian nikkede med anger i blikket. Jeg kan ikke ændre fortiden, men jeg kan gøre det godt. Frida er min datter.
Han knælede og så Frida i øjnene. Jeg er din far.
Cecilie lyttede overvældet, mens Christian bad om lov til at tage vare på dem. Den aften trillede Christians bil dem hjem til villaen i Charlottenlund.
For første gang mærkede Christian en ro, han aldrig før havde kendt, da han så Cecilie og Frida tage deres plads i hans verden.
