3. juli
Nå, Nicolai, vil du ikke nok! Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op vandet fosser ud, jeg oversvømmer snart underboen, og du kender jo det gamle kvindemenneske nedenunder, hun vil gøre livet surt for mig! Mine hænder ryster, jeg kan ikke engang finde stophanen! stemmen i Nicolais telefon skar gennem hele køkkenet, selvom han ikke havde tændt for højtalerfunktion. Jeg kunne sagtens høre hende, selvom jeg sad på den anden side af bordet.
Jeg lagde min gaffel roligt fra mig. Lyden af bestikket mod tallerkenen føltes som startsignalet til endnu en dyst, som jeg havde kæmpet i vores ægteskab de sidste par år. Lige overfor sad min mand Nicolai, der skyldbetynget vekslede blikke mellem den lune oksesteg og den blinkende telefon.
Slap af, Lykke, mumlede han. Hvilken ventil? Under vasken eller ude ved toilettet? Prøv at lukke for hovedhanen.
Jeg aner ikke, hvor den er! Nicolai, kom nu, jeg beder dig! Jeg er så bange hvad nu hvis det er varmt vand? Jeg er helt alene, det er skræmmende!
Han kiggede fortvivlet på mig. Det var det der blik, man kun får, når man beder om tilladelse til noget, man godt ved, man ikke bør.
Trine, du hører det selv, ikke? Hun oversvømmer hele lejligheden, og Lykke hun kan jo intet med sådan noget, hun er som et barn. Jeg må køre.
Selvfølgelig skal du det, sagde jeg roligt, mens jeg kæmpede med at skjule bitterheden. Det er jo ikke, fordi det er vores bryllupsdag i dag. Og at vi har planlagt denne aften i ugevis. Eller at jeg har stået ved komfuret hele eftermiddagen. Kør du, Nicolai. Red Lykke. Hun kan slet ikke klare sig uden dig.
Kom nu, Trine Nicolai greb nøglerne hurtigt og sprang op. Vi har altså været venner siden folkeskolen. Man hjælper da, når nogen er ved at drukne Jeg skifter bare pakningen, så er jeg tilbage. Sæt stegen i ovnen, så den holder sig varm.
Døren smækkede. Jeg stod alene tilbage i vores hyggelige køkken, der duftede af festmad, men nu var fyldt med en underlig, tung stemning. Jeg gik hen til vinduet og så, hvordan Nicolais bil forsvandt ud i aftenkulden.
Lykke. Et navn, der virkede som en konstant ubuden gæst i vores ægteskab. Barndomsveninden. Hun var pludselig dukket op igen efter sin skilsmisse og havde siden ikke gået af vejen for at gøre sin tilstedeværelse bemærket. Først var det små ting måske lidt IT hjælp, måske lige et skab, der skulle samles. Nicolai, der altid har haft let ved at hjælpe, var naturligvis straks klar.
Men hendes anmodninger voksede. Pludselig blev det mere og mere dramatisk punkterede dæk, styrtede hylder, alt muligt, og altid præcis, når vi havde vores egne planer. Jeg vil mene, jeg aldrig har været hverken jaloux eller urimelig. Jeg forstod jo, at barndomsvenner er barndomsvenner. Men min mavefornemmelse forsvandt ikke at der var mere bag Lykkes forulykkede vandhaner end rent venskab.
Lykke har altid haft let ved at spille hjælpeløs hun er flot, charmende og taler til mænd, som om de er vikinger direkte fra sagaerne. Nicolai rankede ryggen, følte sig som hverdagshelt og faldt pladask for hendes skuespil.
Jeg pakkede stegen væk. Sulten var forduftet. Nicolai var væk i tre timer, kom hjem med olie på jakken, overtræt, men stolt.
Puha, jeg nåede det! Det var virkelig tæt på hele køkkenet stod under vand. Jeg måtte på tanken efter en pakning, og Lykke var helt ude af den, hun drak kamillete for at slappe af.
Spiste hun dig af med te i det mindste? spurgte jeg tørt, mens jeg lod, som om jeg læste.
Ja, og så havde hun bagt æblekage hun siger undskyld, at hun forstyrrede vores aften og sender dig en hilsen.
Æblekage. Så mens hun påstod, hun druknede i køkkenvandet og ikke kunne finde stophanen, havde hun haft overskud til at bage?
Jeg sagde ikke noget. Jeg vidste, et skænderi kun ville gøre ondt værre; Nicolai ville bare sige, jeg var urimelig. Jeg besluttede noget andet næste gang ville jeg ikke blive hjemme. Så kunne jeg hjælpe med at redde hende også.
Næste gang ventede ikke længe. Lørdag morgen skulle vi på vores elskede sommerhus. Solen skinnede, der var lagt op til grill og rødvin i haven. Bagagerummet var pakket med kartofler og marineret kød.
Så ringede Lykkes særlige ringetone. Helst ville jeg slukke for den lyd for evigt.
Ja, Lykke? sagde Nicolai. Hvad? Gnister? Lugter det brændt? Okay, rør ingenting, slå hovedafbryderen! Jeg kommer!
Nicolai så bebrejdende på mig, som jeg stod klar med bakkerne.
Trine, det bliver jeg nødt til
Strømudfald? afbrød jeg.
Værre sikringsskabet slår gnister, hele lejligheden lugter brændt. Hun tør ikke være alene, og elektrikerne fra boligselskabet kan man jo ikke få i weekenden uden at betale en formue.
Ok, så tager jeg med, sagde jeg bestemt, Vi skal jo på sommerhus sammen. Du ordner hendes sikring, og så smutter vi videre. Jeg har ellers ikke hilst på Lykke længe.
Han tav og havde ikke rigtig nogen indvendinger. Hele vejen hen til Lykke trommede han nervøst på rattet. Jeg lod, som om det hele ikke rørte mig, men jeg var mere spændt end længe.
Lykke kom til døren i en silkehvid slåbrok, der dækkede lige akkurat. Hendes makeup sad perfekt. Hun blev ganske forskrækket, da hun så mig stige ud sammen med Nicolai. I et splitsekund gled smilet af hende, men hurtigt var hun på plads igen.
Trine! Sikke en overraskelse! Jeg er sådan helt skræmt, se nu mig helt uglet og uforberedt! Kom ind, kom ind, Nicolai, min redningsmand, det gnistrer helt frygteligt!
Vi gik ind. Der var en smule lugt af brændt plastik i gangen, men ikke meget. Nicolai gik straks i gang med sikringsskabet, sin værktøjstaske i hånden.
Kom ind i køkkenet, Trine, kvidrede Lykke. Så brygger jeg kaffe, mens Nicolai arbejder.
Jeg bliver her, svarede jeg fast, hvis nu Nicolai får brug for en hånd.
For en hånd, haha, ja okay, trippede Lykke, men Nicolai er jo ekspert, ham kan du bare lade gøre
Jeg så hende stift i øjnene.
Hvorfor ringede du ikke til viceværten eller nogen professionel elektriker, Lykke? Det kunne jo være farligt.
Ej, Trine, de kommer jo aldrig, og de laver bare rod og snakker grimt. Nicolai ham stoler jeg på.
Ja, vi havde ellers planlagt at sidde i solen med grillspyd så det her var faktisk ikke planen sagde jeg betydningsfuldt.
Lykke svarede med sin vanlige undskyldende tone: Undskyld, jeg ødelægger det hele for jer! Det er svært at være alene, Trine, alt går i stykker, når man ikke har en mand i huset. Du er heldig, du har din klippe.
Nicolai var færdig efter et kvarter.
En ledning var løs, jeg har strammet den op. Men bestil lige en elektriker, Lykke, det trænger til at blive skiftet.
Kan du ikke ordne det for mig, Nicolai, så finder jeg penge til dig? svarede hun overdrevent sødt.
Nej, Nicolai har travlt, svarede jeg, Vi skal i sommerhus og i teater næste weekend. Få en professionel til det. Nicolai skriver mærket op for dig.
Lykke sendte mig et dræbende blik, men vendte sig straks til Nicolai igen:
Så drik da i det mindste en kop kaffe! Jeg har købt din yndlingskage, Nicolai!
Vi er mætte, brød jeg løs og tog min mand under armen. Lad os komme videre.
På vejen til sommerhuset begyndte Nicolai straks at forsvare Lykke.
Trine, lad nu være. Hun er bare ensom, hun beder om hjælp fra hjertet.
Hun vil først og fremmest have din opmærksomhed, svarede jeg. Prøv at se tingene, som de er.
Et par uger senere var Nicolai på forretningsrejse. Han skulle hjem fredag. Jeg glædede mig faktisk. Præcis klokken seks ringede han.
Trine, jeg bliver forsinket lidt. Lykke har ringet, hun har haft et uheld.
Hvad nu?
Nyt gardinstang. Hun ville selv sætte den op og tabte stangen ned over sin fod. Kan ikke gå, siger hun. Om jeg lige kunne kigge forbi, køre på apoteket for hende og flytte gardinstangen. Det tager ingen tid.
Jeg trak vejret dybt.
Nicolai, kør hjem. Jeg tager til Lykke.
Du? Hvorfor?
Fordi jeg er kvinde. Jeg kan bedre vælge piller og sygepleje. Du er træt efter rejsen. Varm aftensmaden op, jeg håndterer det.
Hvis du virkelig vil Men tag det roligt!
Jeg lagde på og gik straks i gang med min plan. Jeg havde ikke tænkt mig at spille hjemmehjælper. Det var på tide at tage hul på sagen.
Jeg fandt et solidt Handyman-firma på nettet og bestilte en professionel til at hænge gardinstangen op, og apoteket til at levere smertestillende og forbinding.
Da jeg ankom, stod apotekets kurér og ringede på. Jeg snuppede pakken og gik op. Lågen var åben Lykke ventede tydeligvis sin redningsmand.
Hun lå forhalet på sofaen i silkeslåbrok, stearinlys og rødvin på bordet og gardinstangen lå midt på gulvet.
Nicolai, er det dig? sukkede hun.
Jeg tændte det store lys.
Hun satte sig op overrasket.
Trine? Hvad laver du her?
Nicolai spiser aftensmad hjemme, sagde jeg roligt, Jeg har taget medicinen med og har bestilt en professionel.
Det ringede på døren håndværkeren kom ind.
Gardinstang? Det klarer jeg.
Lykke stirrede på mig, rød i hovedet, mens boremaskinen gik i gang.
Hvorfor gør du det her? freste hun, mens håndværkeren borede.
Jeg hjælper dig. Som du bad om. Lykke, du er en flot kvinde, find en single mand, og hold dig væk fra min mand.
Du tror, du er så klog! råbte hun. Nicolai får da kedsomhed af dig. Jeg kalder ham, fordi der sker noget!
Måske har du ret, sagde jeg. Men han vælger mig. Og nu ringer du efter service, hvis noget går galt i dit hjem.
Skrid ud! råbte hun.
Håndværkeren er færdig om tyve minutter arbejdet er betalt. Hav det godt, Lykke. Pas på din fod du kommer dig hurtigt.
Jeg gik ud og følte mig lettet. Uden at have råbt, uden drama.
Hjemme sad Nicolai og så spørgende på mig.
Hvordan havde hun det?
Hun gik rundt. Håndværkeren ordner gardinstangen. Alt er på plads.
Håndværker? Jeg havde da…
Nicolai, sæt dig.
Han gjorde det.
Prøv at se tingene, som de er tændte lys, vin, slåbrok og altid præcis, når hun ved, vi har planer?
Nicolai rødmede.
Jeg har nok været blind. Jeg troede bare, det var venskab men jeg kunne ikke lide tanken om at sige nej.
Men Nicolai, hun manipulerede dig. Du var loyal men på min bekostning. Fremover får hun professionel hjælp. For vores families skyld.
Han nikkede.
Det er slut med det. Tak fordi du tog dig af det. Hvis jeg selv var kommet og set alt det…
Lykke ringede ikke igen.
Et halvt år efter så jeg hende i Magasin med en velklædt herre og poser fra Illums Bolighus. Hun så glad ud. Vi nikkede kort til hinanden.
Jeg glædede mig over, at hun havde fundet sin egen mand. Nu var der ro i vores hjem. Om aftenen drak vi te og planlagde ferie uden forstyrrelser.
Min lektie? Gode grænser skaber gode familier. Heller ikke i Danmark skal man lade gamle venskaber løbe med hele ens kærlighedsliv især ikke, hvis det bare handler om opmærksomhed. Jeg holder om Nicolai med ro i sindet, for han har lært en vigtig ting: at man ikke kan være alles hjælper. Ikke uden at glemme, hvor man egentlig hører til.
