Tal med mig, Bolle
Du skal ikke være bange, Bolle! Det skal nok gå. De råber kun lidt endnu, så bliver det stille igen måske
Karla krammede sin trofaste ven tæt ind til sig og lukkede øjnene. Hun måtte ikke være bange. For hun var jo faktisk ved at være stor. Det sagde Farmor Birthe i hvert fald. Når hun nu var fyldt fem, så måtte hun regnes for stor. Alle syntes også, hun var det. Hun tudede ikke engang længere, når hun skulle vaccineres. Det var da også pinligt! Kun sammen med Bolle kunne hun stadig være lille som før. Han havde set hende på alle måder. Bolle, den kluntede, lidt skeløjede bamse, havde Karla fået, da hun blev født. Han var hendes allerbedste ven. Ham kunne hun betro alt. Bolle sladrede aldrig, sådan som Anna, Karlas bedste veninde, kunne finde på at gøre. Han så bare på hende med sine runde øjne og sagde ingenting. Men han forstod altid. Når noget var uhyggeligt, som nu, så kunne han også trøste. Det var trygt, for han var blød og velkendt. Mor og far var også hendes, men når de råbte sådan af hinanden, blev de helt stikkende. Karla kunne ikke forklare det, men huset blev fyldt med torne, som i eventyret om Tornerose, så man ikke kunne komme hinanden nær, og alligevel råbte alle højere og højere. Karla kunne ikke forstå, hvorfor voksne blev uvenner. De var jo voksne hvad havde de at være kede af? Voksne skal jo kunne snakke sammen, finde… hvad var det nu, farmor kaldte det?… et sprog. Ja! Det sagde farmor Birthe i hvert fald. Måske havde de rigtige, store sorger, ikke bare små fornærmelser, som børn har? Karla kendte kun små skuffelser, men nu vidste hun, at store også fandtes. De var nok meget mere farlige end de små. For selv små blev stygge, så man ikke engang gad spise is, men bare ville græde. Så hvad kunne de store så ikke gøre?
Karla åbnede øjnene og lyttede. Nu var der stille. Det betød, mor sad og græd på badeværelset, og far sad sur i køkkenet. Nu var det hendes tur. Pigen rejste sig fra gulvet bag sengen, hvor hun havde siddet, og sukkede. Hun havde fået et virkelig fint værelse. Mor havde brugt lang tid på at vælge tapet og møbler, og Karla fik lov at bestemme. Hvid lille seng med lyserødt sengetæppe, smukt skab med plads til alle Karlas kjoler. Reoler, så der var plads til alt det legetøj, hun allerede havde glemt lidt af. Det var et sted, hun helst ville blive. Her var trygt. Næsten roligt, nu hvor der var stilhed. Men Bolle så på hende, og Karla måtte snyde næsen:
Jeg ved det godt, jeg går nu! Du bliver bare her, Bolle.
Hun placerede bamsebjørnen på puden og gik ud. Mor først. Hun var altid sværest. Døren til badeværelset var lukket. Karla bankede blidt:
Mor?
Hvad?
Må jeg komme ind?
Døren gled op, og Karla så, at mor sad som altid på kanten af badekarret.
Hvad er der? Skal du på toilet?
Nej. Jeg vil bare være hos dig. Karla tog mod til sig og gik indenfor. Hun kunne ikke lide det, der nu skulle ske. Mor kom til at græde mere, kramme hende og love, at alt blev godt. Så begyndte Karla også at græde. Ikke fordi hun havde ondt af mor, men fordi hun vidste, at det ikke passede. For sådan var det altid. Det rare varer aldrig længe, sagde Anna. Og hun havde jo ret! Efter kort tid vokser tornene op igen.
Karla tørrede øjnene og kiggede på mor.
Hvorfor, mor?
Hvad hvorfor, skat?
Hvorfor råber I hele tiden? Hvis I ikke kan lide hinanden, burde I måske holde afstand? Det siger farmor Birthe. Da Anna og jeg blev uvenner, sagde hun, at vi bare skulle holde os for os selv et stykke tid. Så kan man ikke skændes.
Mette stivnede, mens hun betragtede sin datter. Karla havde ellers aldrig spurgt om det før. Mette havde troet, at hendes og Pers skænderier nok gik udenom Karla. Hun var jo bare et lille barn. Hvad kunne hun begribe?
Karla, hvorfor siger du det? Jeg elsker jo far
Nej, det gør du ikke, mor.
Karla!
Hvis du gjorde, ville du ikke råbe sådan. Du råber jo heller ikke ad mig?
Mette blev ramt. Hvordan skulle hun forklare sit barn, at kærlighed var noget indviklet noget? At råben ikke altid betød had eller gjorde det? Så enkelt et spørgsmål hvorfor? Hvordan skulle hun svare?
Man bør tænke over sit eget. Nemlig! Karla aede Mettes kinder og tørrede tårerne væk.
Siger farmor Birthe også det? Mette smilede gennem tårerne.
Ja, og hun har ret. Anna og jeg blev gode venner igen. Nu skændes vi meget mindre. Kun hvis hun sladre til Helle fra børnehaven.
Hvor er du blevet stor… Mette krammede datteren.
Nej, mor, jeg er stadig lille. Hvis jeg var stor sagde Karla lavmælt så var jeg nok ikke så bange.
Hvad er du bange for? Mette rynkede panden.
Hvis nu I råber igen og går jeres vej.
Hvor skulle vi gå hen?
Et sted hvor der er stille. Man kan jo ikke blive ved med at bo et sted, hvor det er træls, kan man? Er det ikke svært for dig, mor?
Det er svært Men du tror vel ikke, at vi kunne finde på at forlade dig? Er det det, du frygter?
Ja Karla brast i gråd. Og Bolle ville være alene. Hvis han igen blev væk, som dengang i taxaen? Så var jeg helt alene. Jeg spurgte farmor Birthe, men hun sagde, hun var for gammel til at være mor.
Karla! Søde Karla, stop nu. Jeg forlader dig aldrig! Du er jo mit barn, mit hjerte!
Og hvad så? Når I råber, så tænker I jo ikke på mig, gør I?
Jo, selvfølgelig… Mette tav pludseligt. Hendes datter havde ret. Når hun skændtes med Per, tænkte hun ikke på nogen andre. Vreden duede alt andet ud. Hvor kom alle de ord fra? Hun var blevet hård, uden hun selv havde opdaget det.
For mange år siden havde de mødt hinanden på universitetet, Mette og Per. Hun var stødt ind i ham på gangen i farten mod eksamen. Hans briller var knust, og hun sagde kun hurtigt undskyld og løb videre. Dengang var alt nemmere. Hun bestod, og glad dansede hun ud ad døren. Udenfor ventede Per, der halvt kunne se:
Hej, hurtigtog! Har du travlt igen?
Han kaldte hende tit mit tog. Selv da Karla skulle fødes, jokede han med jordemødrene:
Pust ikke, tryk i stedet, lille tog!
På et tidspunkt holdt han op med kælenavnene. Hvornår begyndte han at blive vred? Hvornår fik de det sådan her?
Mor?
Ja, skat?
Er det blevet alt for svært for jer? Er I sure på hinanden?
Mette sad og flettede Karls krøller mellem fingrene. Helt sin far, tænkte hun stolt. Hun havde længe håbet, at datteren fik pers lyse krøller. Bare ikke mit tynde hår… Heldigvis, tænkte hun.
Karla havde klare blå øjne og blødt, lyst hår. Hun ville blive smuk, stak Mette. Ja, hun var smuk allerede! Mette mærkede, hun smilede. Hvad sagde hendes mor dengang? Det vigtigste er at vælge den rigtige far. Per var en god far. For ham var Karla det vigtigste i verden. Det var lige der, Mette følte sig sat udenfor. Hun blev jaloux på sit eget barn. Men sådan var det.
Hun huskede, hvordan Per, når han kom hjem, altid først ledte efter Karla og sagde: “Min prinsesse! Se, jeg har købt din yndlingschokolade!” Efter de havde leget, satte han sig med høretelefoner på og glemte alt om Mette, mens hun ordnede og lagde Karla i seng.
Han sang sange med Karla i bilen og hørte sjældent efter, når Mette sagde noget. Når Karla var syg, råbte han af Mette, bange og frustreret.
Det startede for to år siden. Karla fik feber, Mette passede og magtede ikke mere. Hun græd og Per skældte ud:
Hvad græder du for? Bliver hun rask af det? Tag dig sammen!
Hun holdt op med at græde, ikke fordi hun blev rolig, men fordi noget i hende knækkede. Hun følte sig som en dårlig mor. Verden mistede farve, alt blev gråt. Karla blev rask, de glemte den dag, men mindet blev siddende. Vreden voksede.
Karla betragtede sin mor i stilhed. Nu græd hun ikke mere, tænkte Karla. Nu var det fars tur.
Jeg går ud til far nu. Pigen åbnede døren. Men du må love ikke at græde mere.
Mette sagde ikke noget, men så tilbage på dagen var der virkelig overvejende dårligt? Eller var der også godt? Jo, selvfølgelig. Deres første kærlige tid, bryllup, Karlas første ord og skridt, den første ferie sammen, flytningen ind i deres nye lejlighed i Odense, hvor de sad på det bare gulv og fejrede med saftevand i kaffegrus.
De drømte om et barn mere, men det blev aldrig til noget. Efterhånden voksede konflikterne. Ord og småligheder truede med at kvæle alt godt. Mette tænkte over, hvor meget skarphed ordene havde fået. Karla ville sige, de var torne der stak helt ind i hjertet.
Nu skyllede Mette ansigtet. Nok! Det gode og det dårlige. Man kunne tabe sig i, hvilken vægt der var størst. Karla havde ret: Hvis man kun lever i sårethed, kan man ikke leve sammen. Man må forsone sig eller gå hver til sit.
Karla listede ned ad gangen mod køkkenet, hvor far sad med ryggen til.
Far?
Karlamus! Hvad laver du oppe?
Det er da ikke sent! Hun kravlede op til ham. I har råbt igen
Undskyld.
Hvorfor?
Fordi vi råbte.
Er du også vred på mor? Karla så ham undersøgende i ansigtet. Hun burde have sagt noget før i stedet for at gemme sig med Bolle. Da Anna og hun havde været uvenner, tvang pædagogen Helle dem til at fortælle det hele og minde dem om, at uden venner er alt lidt tommere.
Sagde mor, hun var vred på mig? Per snusede til hendes hår.
Nej, men jeg ved det godt.
Hvordan?
Når I er glade for hinanden, giver du mor et kram, og hun smiler. Når I er vrede, råber I.
Per så længe på sin datter.
Du er blevet så stor!
Det sagde mor også.
Hvad sagde hun ellers?
At hun elsker dig. Og mig.
Karla så, hvordan farens udtryk blev blødere. Hun sprang ned og løb ind til Bolle. Han har det ikke godt alene.
Selvfølgelig, gå du ind til ham, sagde Per.
Han blev siddende, tænkte over alt, havde svært ved at finde det punkt, hvor det begyndte. Nok dengang Karla kom til, og Mette trak sig væk fra ham. Hun var blevet kold. Alt blev hele tiden hans skyld, virkede det som. Den varme, han havde elsket, var væk. Så han trak sig også. Efterhånden talte de mest om Karla. Og til sidst sagde han noget under et skænderi, han aldrig var blevet tilgivet:
Det eneste vi har til fælles, er Karla. Uden hende
Mette forstenede, og fra da talte hun næsten ikke til ham. Kun de nødvendige ting om Karla. Efter den nat føltes hun utilgængelig. Han forsøgte at nå hende, men fik kun afvisning eller vrede. Det føltes som, der var vokset en mur af stenhårde ord mellem dem.
Per stod op, lyttede til stilheden. Ingen vand løb længere i badeværelset. Han forestillede sig, hvordan livet skulle være uden Mette og Karla. Tomt. Uden mening. Hans mor havde engang sagt til ham:
Søn, tag ansvar. Det hjælper altid. Tænk over, hvad du kan gøre anderledes. Hvis din kone ikke smiler mere se på dig selv først. Hjælp til. Hold hendes hænder fri mindst én time om dagen. Så bliver I begge lykkeligere. Og glem aldrig, at hun ikke er lavet af jern.
Per smilede og tænkte Tak, mor.
***
Karla lå længe vågen om aftenen. Hun holdt om Bolle med den ene arm, mor med den anden. Mor sov tungt og så trist ud. Karla aede folderne mellem mors bryn den havde ikke været der før. Mette sukkede i søvne, og rynken forsvandt. Karla lukkede øjnene og ønskede, at i morgen blev en god dag. Ikke bare i ord men i virkeligheden. Hun krydsede fingre.
***
Mette sov over sig næste morgen. Da hun så på de små katteformede vækkeur, som hang på Karlas værelse, udbrød hun Åh nej! De blev forsinkede til børnehaven. Og arbejdet. Nå, heldigvis var skemaet let den dag. Fra køkkenet lød en ske mod en kop, og Mette undrede sig var Per her stadig? Hun gik lydløst, for ikke at vække Karla, ind i køkkenet. Og fik øje på Per, der stod ved komfuret med kaffe i gryden.
Hej sagde han og så træt ud.
Mette nåede ikke at svare, før hun så det. Et hjemmelavet kagemonster, med smørcremeblomster stod midt på bordet. Hvorfor stod den der? Hvis Per havde bagt, havde det nok taget hele natten og han havde endda fundet de sprøjteposer, hun ikke kunne finde.
Hun rettede blikket mod ham. Han gik hende i møde.
Undskyld. For alt. Jeg har været en elendig ægtemand. Jeg har forsømt dig. Du og Karla er det bedste i mit liv. Og uden dig havde vi jo aldrig haft hende. Jeg ved, alt ikke kan rettes, men måske kan du overveje at give mig en chance?
Mette stirrede, forstod ikke helt, hvad der skete. Så trådte hun frem og lagde sin hånd for hans mund.
Vi er vist lige gode om det. Du har ret jeg skal også tænke over alt muligt. Meget faktisk.
Skal det tage lang tid?
Cirka syv måneder, tror jeg.
Per så forbavset på hende.
Hvorfor kigger du sådan på mig? Ja, du hørte rigtigt.
Han fattede det ikke helt endnu, da døren gik op, og Karla kom ind med Bolle og gned søvn ud af øjnene.
Er I gode venner nu?
Per og Mette udvekslede blikke og nikkede.
Wauw! Hvorfor er der kage? Må man spise kage til morgenmad?
I dag må alt! Per krammede Mette, hviskede til hende Jeg elsker dig. Giv mig en chance.
Og du skal give mig! smilede hun tilbage og vendte sig mod datteren. Men man får ikke kage, før man har vasket sig!
Jeg skynder mig! Karla satte Bolle på stolen og beordrede To stykker kage, tak. Ét til mig og ét til Bolle.
Bjørne spiser ikke kage.
Så må jeg hjælpe ham.
***
Flere år senere ville Mette gå med barnevognen i parken, på vej til skolen efter Karla. Lillebror Valdemar lå dér og klynkede. Mette bøjede sig, men varme arme lagde sig om hende.
Jeg tager ham, sagde Per og nikkede. Vi venter her.
Mette smilede og skyndte sig mod skolen. Karla havde første skoledag, og nu var der købte billetter og pakket kufferter. Valdemar skulle for første gang se Vesterhavet. Hun tænkte tilbage på de seneste tre år forsøgene på at blive gode venner igen, pauserne, tiden hun og Karla boede hos hendes forældre, forsoningen, farmor Birthes hjælp, at svigermor var gået bort, Valdemars fødsel, hans første skridt og ord… Det første ord var ikke mor. Per jublede og blinkede til sønnen:
Flot, knægt! Du sagde far først!
Karla, alvorlig og lidt bleg på sin første skoledag, klarede det så godt. Da hun kom ud, strålede hun.
Mor!
Karlamus! Hvordan gik det?
Bedst af alle! Læreren sagde, at kun Anna og jeg var helt perfekte elever.
Dygtige piger! Mette krammede hende.
Hvor er far? Og Valdemar?
De er i parken og venter.
Godt. Hvad med Bolle?
Selvfølgelig! grinede Mette. Han sidder i vognen.
Karla åndede lettet op. Hun havde givet lillebror den bedste bamse, man skulle jo dele det bedste med dem, der stod hjertet nærmest. Men hun savnede ham lidt, selvom hun ikke viste det. Det var noget, kun mor fik at vide.
Mens forældre gik foran hende, døtrene og lillebror imellem sig, lænede Karla sig ind over barnevognen og hviskede til Bolle:
Tror du, vi har det godt nu?
Bolle så på hende med sine store runde øjne. Og selvom han ikke sagde noget, var det, som om Karla fik sit svar.
For i Danmark lærer vi, at man skal tale sammen, også når det er svært. For kun sådan kan vi vokse både som familie og som mennesker.
