Kære dagbog,
I nat vågnede jeg, fordi min mave føltes som en sæk cement. Klokken var tre. Alt var stille bortset fra Pers snorken og lyden af uret fra gangen.
Jeg prøvede at vende mig om i sengen, men den gamle sovesofa peb forræderisk. Per, der lå helt inde mod væggen, mumlede irriteret:
Freja, hvor mange gange skal du vende dig? Jeg skal op om fire timer. Tag nu hensyn.
Jeg frygtede næsten at trække vejret. Den sætning er blevet Pers yndlings de sidste halve år. Det er som om han har glemt, at tvillinger er lidt mere end en hyggelig hobby. Han er blevet en anden nærig og småsur, tjekker altid boner fra Føtex og sender mig blikke, hvis jeg ønsker mig appelsiner.
Har du set, hvad sådan nogle koster? hvæsede han, da han så bonen. Spis æbler, de er danske. Appelsiner er unødvendigt pjat. Jeg slider for pengene, mens du går hjemme.
Jeg gled forsigtigt ud af sengen og humpede mod køkkenet, mens jeg støttede mig til lænden. Mine fødder var så hævede, at futterne strammede. Jeg satte mig ved det mørke køkkenvindue og så ud på en øde, sovende Østerbro-gade. Der var uro i mig. Uroen for fødslen, og for at vende hjem til et hjem fyldt med bebrejdelser nu med to babyer i stedet.
Om morgenen pakkede Per sig vredt på arbejde. Han smed med slips og tasker, kunne ikke finde sokker eller kaffe.
Har du strøget min skjorte? spurgte han køligt uden at se på mig.
Den hænger over stolen, Per.
Knapperne hænger og dingler. Nå, jeg er sent på den, vi har møde hos direktøren. Ring ikke, han er berygtet han inddrager mobiler.
Han smækkede døren og drejede nøglen i det kolde, stramme øverste lås. Den irriterende lås, der kun kan åbnes, hvis man ligger al sin vægt bag.
Senere ville jeg rydde op i gangen jeg skulle have fat i kassen med babytøj fra min kusines barn. Jeg fandt skamlen frem.
Kun lige i kanten, sagde jeg til mig selv.
Hylden hang højt, så jeg strakte mig. Det susede for øjnene, og benet gled på det glatte træ. Et brag, et fald.
Jeg landede akavet på gulvtæppet med et stød i hoften og et skrig. Så blev hele underlivet ramt af en voldsom, skærende smerte, så jeg ikke kunne få vejret.
Nej, det er for tidligt … hviskede jeg, mens jeg prøvede at kæmpe mig op.
En ny bølge af smerter overmandede kroppen. Jeg mærkede det fødslen var gået i gang. Telefonen lå ovre på kommoden, for langt væk. Jeg kravlede hen over gulvet, efterlod et vådt spor, mens bølgerne blev værre.
Med rystende fingre fik jeg fat på mobilen. Bogstaverne dansede for øjnene. Under P i kontakterne stod først Per.
Lige under stod Peter Jørgensen (Direktør) han havde jeg gemt for et par måneder siden, da jeg skulle have underskrifter til barslen, og Per ikke tog telefonen.
Jeg trykkede på Per. Ringesignal. Intet svar.
Jeg prøvede igen.
Abonnenten kan ikke nås lige nu.
Panikken greb mig. Jeg var låst alene inde, kunne ikke komme ud af døren, og hvem skulle hjælpe mig? Ingen ville kunne komme ind med den lås.
Jeg åbnede besked-appen og forsøgte at skrive til Per, men trykkede vist forkert.
Jeg skal på hospitalet, døren er låst! Jeg er faldet, kan ikke rejse mig. Kom NU, jeg trygler dig!
Jeg trykkede send og mistede så telefonen. Skærmen blev sort.
Peter Jørgensen, administrerende direktør i et dansk byggefirma, sad midt i et møde. Han var standhaftig, stram i blikket ham gik man ikke til møder med uden at forberede sig grundigt.
Telefonen vibrerede på bordet. Han så kort på skærmen. Det var Freja, kone til hans forsyningschef Per Mikkelsen. En stille kvinde, der engang sad nervøst overfor ham for at underskrive papirerne.
Han læste beskeden. Hans ansigt, som ellers var kontrolleret, fortrak sig.
Mødet er slut, brummede han pludselig.
Men Peter, vi mangler budgettet, sagde regnskabschefen.
Ud, nu!
Han fór ud og ringede til Mikkelsen. Ingen forbindelse.
Din klovn, mumlede han.
Han ringede efter sikkerhedschefen.
Find straks ud af, hvor Mikkelsens mobil er! Sæt firmabilen foran døren, jeg kører selv.
Kort tid efter kom GPS-lokationen. Mikkelsen var ikke på kontoret, men ude ved et wellness-resort ved Køge Bugt.
Peter spændte kæberne.
Han drønede gennem trafikken. 15 minutter til lejligheden på Nørrebro. For fem år siden mistede han selv konen et hjerteanfald, ingen kunne hjælpe. Han kendte den magtesløshed.
Op til tredje sal, hamrede på døren låst. Bag den kunne han svagt høre en stemme.
Han ventede ikke på Falck. Rygede tilbage, satte hele sin vægt ind i døren. Låsen knagede, men holdt. Endnu et tryk den gav efter.
Inde på gulvet lå Freja forvredet.
Freja!
Hun åbnede øjnene, så sløret op på ham.
Peter? Hvor er … Per?
Jeg er her i hans sted. Hold fast.
Han løftede hende op.
Han kørte bilen så hurtigt, at andre biler nærmest fløj til siden. Freja hev efter vejret på bagsædet.
Hold ud, nu er vi der næsten, sagde Peter bag rattet.
Lægerne stod parat, fordi han havde ringet i forvejen.
Er du faren? råbte sygeplejersken.
Jeg er far, svarede han hårdt. Hendes og børnenes liv er jeres ansvar nu.
Han blev ude i gangen. Målte fliserne op og ned. Tre timer senere kom lægen ud og tog masken af.
Du kan ånde ud. Det blev to drenge. Det krævede hurtig handling, men alle klarer sig. Små, men de trækker vejret selv. Freja er svækket, men det skal nok gå.
Peter lagde panden mod glasruden og hviskede et tak.
Han ringede til Per igen. Endelig tog han den. Musik og kvinnelatter i baggrunden.
Hallo, chef? Er der noget galt? Jeg er på projektet, dårlig dækning…
Projektet? Er wellness-resortet i Køge blevet en byggeplads nu?
Stilhed.
Peter… øh…
Du er fyret, Mikkelsen. Uden reference. Jeg vil ikke se dig i København i morgen. Håb, at din kone kan tilgive dig. Hvis jeg var hende, havde det set sort ud for dig.
Jeg vågnede først dagen efter. Fik eget værelse. En kildevand stod på natbordet, ved siden af et æble og en dåse solbær-juice.
Så trådte Peter ind. Uden slips, men stadig pæn i tøjet.
Hvordan har du det?
Peter… undskyld, jeg sendte beskeden til dig… Det var en fejl…
Takket være én lille fejl kan du og børnene leve, Freja, sagde han og satte sig. Vi skal have en snak, seriøst.
Han fortalte det hele. Om Pers svigt og om fyringen. Hans stemme var hård.
Han vil sikkert ringe og tigge. Lejligheden, den står i hans navn, ikke?
Hans forældres, hviskede jeg. Jeg har kun min moster, hun bor langt ude på Lolland.
Peter sad lidt og trommede med fingrene på låret.
Det bliver sådan her. Jeg har et stort hus i Gentofte. To etager, og jeg er der kun om natten. Gæsteafdelingen er ledig. Du og børnene bor dér, til du er på benene. Jeg mangler en til at holde styr på huset og jeg bryder mig ikke om fremmede. Så regn det som et arbejde.
Jeg med to små babyer… hvordan skal jeg kunne hjælpe?
Du kommer hurtigt i form igen. Jeg ansætter en hushjælp ekstra men det her er ikke velgørenhed. Jeg finder ro i at vide, at huset ikke er tomt.
Da vi blev udskrevet, forsøgte Per at komme ind, men vagten lod ham ikke. Han stod fuld nedenfor og råbte op.
Jeg så på ham bag ruden. Indeni var mine følelser brændt ud kun ligegyldighed var tilbage.
Peter hentede os, løftede barnevognene, spændte autostolene fast.
Lad os køre hjem, sagde han bare.
Dagene i Peters hus forløb næsten uvirkeligt roligt. Den store villa genlød af babygråd og blev fyldt med duften af vasketøj og apotekervarer.
Peter viste sig slet ikke at være så frygtindgydende. Om aftenen, når han kom hjem, forsøgte han at skifte ble eller holde en baby klodset, men hjerteligt.
Nå, små vikinger, grinede han. Det går rask fremad?
Drengene, Mads og Jens, så på ham med store, alvorlige øjne.
Per var væk. Da han opdagede, at Peter havde lukket ham ude af alle jobs i branchen, flyttede han til sin mor sendte kun bittesmå beløb. For mig blev det ligegyldigt, for jeg følte mig tryg for første gang i mange år.
To år senere.
Jeg dækkede bordet i haven. Det var søndag i juli, solen bagte, Peter grillede pølser.
Mads og Jens tumlede rundt på plænen og jagtede en stor bille.
Far, se, en bille! råbte Jens og pegede.
Jeg stod helt stille med tallerkenen. Peter stivnede også. For første gang havde en af drengene kaldt ham far, ikke bare Peter.
Han skubbede grilltangen til side, tørrede hænderne. Løftede Jens og kastede ham op i luften.
Det er en humlebi, Jens. Dem skal vi passe på.
Så så han på mig. Nu var der ikke hårdhed i blikket, kun varme.
Freja, kom og sæt dig, sagde han.
Jeg satte mig tøvende.
Jeg er ikke verdens mest romantiske. Men de drenge er jo mine nu. Og du … du føles heller ikke fremmed mere.
Han trak en lille æske op. Helt nede på jorden.
Vi har levet som familie i to år. Skal vi ikke gøre det rigtigt? Jeg vil adoptere drengene og give dem mit efternavn. Så er der ingen, der kan sige noget ondt igen. Hvad siger du?
Jeg kunne ikke stoppe tårerne. Men denne gang var det af lettelse. For første gang satte jeg mig op ad noget, der kunne holde.
Ja, Peter, sagde jeg og smilede mellem tårerne.
Så er det aftalt. Og lad nu være at kalde mig Peter Jørgensen mere du ved, jeg ikke kan lide det.
Om aftenen på verandaen, med te, hørte vi lydene fra drengene, der sov. Jeg tænkte, at et enkelt tryk på forkert kontakt på mobilen virkelig kan vende op og ned på livet. Det vigtigste er bare, at man vælger det rigtige menneske til sidst.
