Fredag morgen stod jeg op til endnu en dag, som for mig ikke var som alle andre. Jeg havde trods alt fødselsdag mit 45-års jubilæum. Alligevel blev dagen på ingen måde starten på fejringen, som jeg havde håbet.
Min mand, Jakob, har udviklet et bemærkelsesværdigt talent op gennem årene. Han kan uden problemer huske, hvornår bilen skal til service, præcis hvilken uge gutterne planlægger fisketur til Limfjorden, og hvornår sildene bider bedst. Til gengæld bliver bryllupsdag, min fødselsdag og andre mærkedage åbenbart altid skyllet væk som gamle avisblade.
Som regel plejer jeg at hjælpe ham lidt på vej med hentydninger, små sedler på spejlet eller direkte spørgsmål. Men i år ville jeg prøve noget anderledes. Efter 25 år sammen må man forvente, at visse datoer sætter sig fast. Jeg ville ikke minde om det i år.
Jakob susede rundt i lejligheden. Fiskestangen klirrede mod stolen, og rygsækken blev pakket i et vildt tempo.
Liva, har du set min termokande? Drengene venter nede. Vi kører til Silkeborgsøerne det er nu, de tager dem store gedder. Jeg er tilbage søndag. Dæk dig ikke for meget ind, mobilforbindelsen er dårlig.
Han sendte mig et hurtigt kys på kinden uden rigtigt at kigge og forsvandt ud ad døren.
Køb dig noget lækkert til aftensmad, råbte han tilbage over skulderen.
Jeg blev stående ved kalenderen på væggen, hvor den 27. februar var omringet med rød kuglepen min fødselsdag. Han havde ikke bare glemt det. Han havde oven i købet valgt fisketur den dag.
Det gjorde ondt til at begynde med. Men så blev jeg bare stille, næsten tom indeni. Jeg besluttede mig for at markere dagen, så Jakob nok aldrig igen glemmer min fødselsdag.
Planen formede sig i hovedet, og jeg gik resolut i gang. Jakob har altid haft en pengekasse et slags helligt lager, hvor han gemte sparepenge til en ny bådmotor. Jeg ved selvfølgelig koden til hans lille pengeskab; han husker den nemlig heller ikke altid selv.
Der lå næsten 300.000 kroner. Jeg kiggede længe på pengene og tog min beslutning.
Jeg bestilte catering med alt, hvad hjertet kunne begære, inviterede alle mine veninder, og pyntede lejligheden op med tulipaner og vintergækker fra blomsterhandleren. Der var grin, bobler, og musik natten lang. Dagen efter var der middag på toppen af Aarhus med den flotteste udsigt over bugten. Til sidst et par timer i spa og så, endelig, den sølvbroche, jeg længe har ønsket mig altid udskudt for vores fælles fremtid.
Søndag aften blev døren åbnet, og Jakob kom ind, glad og tilfreds, slæbende på en spand fyldt med fisk.
Nå, Liva, gør plads til dagens fangst! Vi havde det bare for godt derude!
Han steg ind i stuen og frøs. På bordet stod der tomme champagneflasker, i hjørnet kurve med blomster, og på sofaen poser fra Magasin og Illums Bolighus.
Hvad har der været gæster?
Ja, svarede jeg roligt. Det var jo min fødselsdag. Første gang 45. Kan du huske det?
Han stivnede helt og åndede så tungt ud.
Åh for pokker, Liva jeg glemte det. Seriøst. Det var ikke meningen. Du ved, jeg har haft så meget at se til.
Det ved jeg. Det er netop derfor, jeg besluttede ikke at hænge mig i det. Jeg lavede festen selv og fandt også min egen gave.
Hans blik flakkede mod arbejdsværelset. Døren til hans pengeskab stod på klem. Han forsvandt derind, og kom tilbage bleg i ansigtet.
Hvor er pengene? Alt er væk min opsparing?
Du kan se dem lige her, sagde jeg og pegede rundt i stuen.
Du brugte det hele? For Søren, Liva! Det var jo motoren! Jeg har sparet i to år!
Jeg har været tålmodig i 25 år, sagde jeg stille men bestemt. Du glemte min store dag jeg sørgede for, at du nok husker næste gang.
Han satte sig tungt ned og sad bare og så på sin spand med fisk og så mig og det tomme pengeskab. Et stort opgør blev undgået; det var trods alt fælles formue.
Han rensede fisken i larmende stilhed.
Halvåret efter begyndte han på ny at spare op til motoren. Men nu er der sat påmindelser om alle vigtige datoer i hans mobil: én måned, én uge, én dag før. Nogle gange koster livets lektioner dyrt. Men denne her glemmer han aldrig mere.
