Fredag morgen vågnede jeg op som 45-årig med et særligt håb om, at denne fødselsdag ville blive anderledes. Jeg havde ikke nævnt noget til Jacob; jeg ville se, om 25 års ægteskab havde lært ham noget om vigtigheden af vores mærkedage. Men selvfølgelig mens jeg sad der med min kaffe, løb han rundt i lejligheden og samlede sit fiskegrej.
“Anna, har du set min termokande? Drengene venter. Vi skal ud til Roskilde Fjord det lover godt for en god fangst! Jeg er først tilbage søndag, tror ikke jeg har så meget forbindelse derude,” sagde han og gav mig et hurtigt kys på kinden uden rigtig at se på mig.
“Du må ikke kede dig. Køb noget lækkert til dig selv.”
Døren smækkede i bag ham. Jeg kiggede over på kalenderen datoen, den 27. februar, var markeret med rødt. Min fødselsdag. Han havde ikke bare glemt det, han havde endda valgt lige netop den dag til at tage på tur.
Til at starte med blev jeg vred, bagefter helt kold. Så slog en idé ned i mig. Nu skulle han lære, at fisketure og venner ikke altid kan veje mere end sin hustru. Jeg lagde en plan, og ventede på at føre den ud i livet sådan at han aldrig igen ville overse denne dag.
Jacob havde et hemmeligt sted. En lille opsparing i en boks, han passede på som en høg, for han drømte om en ny bådmotor. Koden havde han fortalt mig for længe siden, lidt for selvsikker med sin “gode hukommelse” men netop den svigtede ham af og til.
Der lå næsten 300.000 kroner i boksen. Jeg åbnede den og traf en beslutning.
Weekenden blev en fejring som jeg aldrig havde tilladt mig selv før: Jeg bestilte lækker mad udefra, inviterede veninderne og pyntede lejligheden op med blomster. Der var champagne, god musik og grin. Næste dag spiste jeg middag på en restaurant med udsigt over byen og afsluttede med spa. Til sidst købte jeg mig den broche, jeg altid havde kigget på, men bremset for “fælles økonomi”.
Da Jacob kom hjem søndag aften, trådte han glad ind ad døren, med en spand fisk i hånden. “Så er jeg hjemme! Sikke en weekend!”
Han kom ind i stuen og stoppede brat op. På bordet stod halvtomme flasker, blomsterkurve og på sofaen poser fra designbutikker.
“Hvad er der sket her? Har vi haft gæster?”
“Ja,” sagde jeg roligt. “Det var min fødselsdag. 45 år. Kan du huske det?”
Han stivnede lidt og sukkede tungt. “For pokker, Anna. Jeg havde helt glemt det. Det var ikke med vilje”
“Det ved jeg,” svarede jeg. “Derfor holdt jeg min egen fest og valgte også min egen gave.”
Hans øjne flakkede mod kontoret. Døren til boksen stod på klem. Han skyndte sig derind, kom hurtigt tilbage helt bleg.
“Hvor er pengene? Alt er væk! Hvor er mine opsparede penge?”
“De er her,” sagde jeg og pegede rundt på festens rester.
“Har du brugt det hele? Det var jo motoren! Jeg har sparet sammen i to år!”
“Og jeg har været tålmodig i femogtyve,” svarede jeg tørt. “Du glemte min fødselsdag. Nu glemmer du den aldrig mere.”
Jacob satte sig tungt i sofaen, kiggede først på fisken, så på den tomme boks og til sidst på mig. Han sagde ikke så meget pengene var trods alt fælles.
Han rensede rødspætterne i tavshed.
Nu er der gået et halvt år. Han er begyndt forfra med opsparingen til motoren. Men fra nu af har han påmindelser i telefonen for alle mærkedage en måned før, en uge før og dagen før. Nogle lærestreger koster men denne her glemmer han aldrig igen.
