Fantastisk, at du foreslog adskilte økonomier. Så beholder jeg bare alt mit eget.
Da min mand, Mads, gled tallerkenen væk under aftensmaden med et udtryk, som om jeg havde serveret ham indkaldelsesbrevet til retssagen og ikke stegt flæsk med persillesovs, vidste jeg, at nu kom der en af hans store taler. Mads rettede på servietten, rømmede sig og stirrede et sted ud over mit hoved sikkert mod sin forestillede fremtid som dansk overklasse og sagde gravalvorligt: Rikke, jeg har regnet på det. Vores budget knager, og det er din økonomiske naivitet, der er årsagen. Fra i morgen deler vi økonomi. Separat.
Al spændingen forlod rummet på et splitsekund, men tåbeligheden lå nu og duftede som en portion brandvarm makrel i tomat. Jeg lagde gaflen fra mig i slowmotion.
Det er faktisk en god idé, Mads, sagde jeg smilende med det der smil, som en boa har, når den hilser på sin frokost. Så holder jeg bare alt mit for mig selv.
Han blinkede forvirret. Jeg kunne se, at det ikke lige havde været dét, han havde regnet med, når tankerne engang imellem ramte hinanden i hans billiardkuglehoved. Han havde forventet tårer, bebrejdelser måske et lille drama. Ikke rolig accept.
Dygtig pige, sagde han veltilfreds og så allerede ud til at bruge pengene, han sparede på mig. Jeg må jo spare op til status. En mand skal jo have status, Rikke. Dig? Du har nok til strømpebukser.
Min Mads en enestående fyr. En sand konge af firmabonusser, der arbejdede som mellemleder i et glasfirma og mente, at status bestod i at købe de nyeste gadgets og læse halve citater fra Motivationsgruppen på Facebook.
Klaret, nikkede jeg. Skal du have resten af flæsket? Eller står den ikke i din nye husholdningsplan længere?
Han spiste flæsket. Gratis. For sidste gang.
Den første uge med ny økonomisk plan blev domineret af stolthed. Mads gik rundt i lejligheden som han havde opfundet Dankortet og lod som om han slet ikke opdagede prisen på vaskepulver. Han købte sig en eksklusiv kalender i imiteret læder og begyndte at skrive udgifter ind.
Onsdag kom han hjem med et net, der kun klirrede med to dåseøl og en pose billige frokostpølser fra Netto. Samtidig stod jeg og pakkede lækkerier ud fra MENY: laks, avocado, gode oste, friske grøntsager og en flaske kølig riesling.
Mads lænede sig mod dørkarmen i køkkenet med det trætte blik, vi andre får af vinterpendling. Du frådser, pointerede han, mens han nikkede mod laksen. Det er derfor, vi ingen opsparing har. Sløseri.
Nej, ikke vi, Mads. Måske bare mig, sagde jeg og skar citronen. Nu sparer du jo op til status. Har du taget din hylde i køleskabet? Du har fået den nederste, nede i grøntsagsboksen. Den har nemlig den helt rigtige temperatur til dine aktiver.
Han trak på skuldrene, fiskede sine pølser frem og begyndte at koge dem i min gryde.
Gas, sagde jeg uden at se bagud.
Hvad?
Gas, vand, slid på gryden og opvaskemiddel. Vi deler alt nu, ikke?
Ej Rikke, hvor småligt! sagde han, med en bevægelse som en greve, der vifter en due væk.
Det hedder markedsforhold, Mads. Og du får en god pris.
Han prøvede at smile, men den varme pølse klisterede fast i ganen, og hans ansigtsudtryk mindede mest om en mops, der har spist et stykke citron.
Du er bare sur over, at jeg har lukket kortet for dig, mumlede han og pillede dejen af tænderne. Kvinder hader, når de mister kontrollen.
Lørdag kom Mads mor, Birthe, forbi. En kvinde med pondus; hun havde tidligere været bogholder i Carlsbergs hovedkontor og respekterede tal mere end mennesker.
Vi drak kaffe med wienerbrød, Mads sad overfor, tyggede på sin tørre bagel købt på tilbud og lignede en martyr.
Mor, Rikke gemmer endda toiletpapiret nu! klagede han, i håb om lidt kvinde-solidaritet. Jeg må nøjes med det sandpapir, vi har hængende, mens hun har trelags med abrikosduft i skabet! Det er jo decideret diskrimination!
Birthe satte koppen stille fra sig og sagde, Altså, Mads, da du annoncerede segregationen, hvad var det så du tænkte med? At stedet papir bruges?
Mooaar! Det handler om at optimere jeg vil jo gerne købe bil!
Bil? Birthe løftede øjenbrynet, så det næsten ramte hårgrænsen. For de penge, du gemmer væk fra din kone? Du sparer på wc-papir for at købe en gammel Suzuki og tro, du ejer E45?
Det er en investering! hvæsede Mads.
Rigtige investeringer, Mads, det er sådan én som Rikke, som holder dig ud i hendes lejlighed, sagde Birthe kort. I øvrigt, Rikke det her wienerbrød er himmelsk.
Mads rakte ud efter wienerbrødskagen, men min hånd med smørkniven stoppede ham roligt.
75 kroner, Mads. Eller bliv ved din bolle.
Er det seriøst? Selv foran min egen mor?
Markedet er benhårdt, skat. Og leje af kniv en tyver ekstra.
Han klynkede, greb sin bolle og forsvandt fra køkkenet.
Dramaqueen, konstaterede Birthe tørt. Precis som hans far. Tror de samler formue, til konen til sidst sender dem hjem til moren med kufferten fuld af underbukser. Hold ud, Rikke. Nu kommer han i fasen nu skal hun få at se.
Efter fjorten dage var Mads blevet tyndere, trættere, men stoltheden holdt ham fra at give op. Han gik i krøllede skjorter mit vaskepulver turde han ikke røre, og den billigste parfume kunne ikke overdøve aromaen af økonomisk stolthed. Han sendte desperate blikke, som en gravhund, der stadig tror, den er ulv.
Vendepunktet kom fredag aften. Jeg var træt men glad skulle have udbetalt bonus. På spisebordet stod et niksvært flagende buket af falmede nelliker og en flaske Asti.
Mads sad der, skinnende som et nyt Dankort.
Rikke, sæt dig. Vi skal snakke. Jeg har besluttet mig for at løsne lidt op. Jeg kan godt lægge han holdt dramatisk pause, 3.500 kroner om måneden til mad.
Jeg så på ham. På nellikerne, der mest lignede en udtørret pressing fra folkeskoleårene, og den skvattede flaske Asti.
3.500? sagde jeg. Sikke et generøst tilbud, Mads. Men nu skal du se noget. Jeg hentede en mappe med et pænt Excel-udskrift.
Hvad er det?
En regning, skat. For at bo her: Husleje for værelse midt i København (og brug af stue og køkken): 17.500. Forbrug (du elsker lange, varme bade): 2.500. Rengøring (jeg gør rent, du… ja): 1.700. I alt: 21.700 kroner om måneden. For to uger skylder du 10.850. Og så er der slid på husholdning.
Mads blev bleg. Du du opkræver penge af mig for at bo i min kones lejlighed?
I kvindens lejlighed, hvor du selv har bedt om separat økonomi, sagde jeg blidt. Alt mit for mig selv, sagde du. Herunder lejligheden. Så du er lejer. Og jeg har ikke skrevet lejekontrakt så du kan smides ud med dags varsel.
Det er småligt! Jeg er jo manden! sagde han og væltede stolen.
Du er manden, der prøvede at spare på konen, men glemte du boede gratis, svarede jeg roligt. Vil du være partner, så betal. Eller find et sted hvor status koster mindre.
Du bliver ked af det! råbte han, pakkede pølser og sokker i tasken, Jeg går! Jeg finder én, der sætter pris på mig, ikke på kvadratmeter!
God tur, Mads. Husk at tage pølserne med fra fryseren det er dit aktiv. Jeg rører ikke andres ting.
Han farede ind og ud, smed ting i tasken, råbte at jeg var snæversynet og havde dræbt kærligheden.
Ring til Birthe hun har sikkert en seng klar til dig, sagde jeg og hældte et glas af min gode riesling op. Og bestil GoMore. Spar nu lidt på status.
Han smækkede med døren, som om braget kunne kalde min samvittighed ud af dvale. Den eneste, der vågnede, var underboen.
Roen i lejligheden duftede sødt som honning. Jeg sad i stolen, så ud over nattetrafikken og nød følelsen af lethed.
Så tikkede smsen fra Birthe ind: Han er kommet. Sur, sulten, kræver retfærdighed. Fortalte ham, at retfærdighed koster og han har ingen penge. Har sendt ham girokort for aftensmad og overnatning. Godt han lærer at finde sig i markedet. Holder du ud?
Jeg svarede med et smil: Helt sikkert, mor. Jeg har planer om at købe nye gardiner. For det jeg har sparet.
Man behøver faktisk ikke forklare nogen, hvorfor de opfører sig dumt. Det er meget mere lærerigt at lade folk betale markedstaksten for deres dumhed. Hvis en mand vil have sin egen økonomi så sørg for, at han kan overleve den frihed, når han får den.
