Jeg har aldrig elsket min kone. Jeg har sagt det til hende hundrede gange, både hviskende og i drømme, men hun har aldrig gjort mig noget ondt. Vi levede smukt sammen, og hun har hverken råbt eller klaget hun var mild og blid som disen over Limfjorden en tidlig morgen. Men kærligheden lå som en usynlig dug på køkkenredskaberne, ingen kunne se den.
Hver nat putter jeg mig under dynen på et værelse, som er både mit og ikke mit, og hver morgen vågner jeg med gådefulde billeder i hovedet: om at forlade hende og søge den kvinde, jeg virkelig kan elske. Men tanken løber rundt i mit hoved som en sild i sildetøndens salt vil jeg nogensinde finde hende?
Ved siden af Astrid føles det trygt. Udover at være mester i husholdning hun kan koge en rødgrød, så selv min gamle mor ville nikke anerkendende er hun også smukkere end de danske sommeraftener, hvor solen næsten ikke går ned. Alle mine venner misundte mig stadig og forstod aldrig, hvordan jeg havde vundet sådan en kvinde. Selv jeg aner ikke, hvorfor hun blev forelsket i mig.
Jeg er en ganske almindelig mand, som kun er én blandt tusind på Rådhuspladsen, men hun elskede… mærkeligt nok.
Det var hendes kærlighed og hengivenhed, der holdt mig vågen om natten. Især Astrids skønhed nagede. Jeg vidste, at hvis jeg forlod lejligheden på Gammel Kongevej og klippede båndene, ville en ny bejler rigere, flottere og mere succesfuld straks banke på hendes dør. Hvis jeg forestillede mig nogen anden holde om hendes skuldre, blev det grød i hovedet på mig. Astrid ville forblive min, selv om jeg ikke følte noget aldrig har gjort. Jeg giftede mig med hende, fordi det kildrede min forfængelighed at have sådan en skønhed ved min side.
Men man kan ikke leve et helt liv uden kærlighed. Jeg troede, jeg kunne, men jeg tog fejl. Køkkenet duftede altid af kaffe og hjemmebag, men selv det blev monotont.
I morgen fortæller jeg hende alt, tænkte jeg bag lukkede øjne, til jeg flød væk ind i en mærkelig, drømmeagtig søvn.
Om morgenen ved morgenmaden, under klirrende skeer og radioens småsnakken, fandt jeg modet:
Astrid, vil du sætte dig? Jeg har noget vigtigt at sige.
Jeg lytter, kære, sagde hun som en blid bølge.
Forestil dig… at vi blev skilt og flyttede til hver sit hjørne af København.
Astrid lo, og hendes latter dansede mærkeligt rundt i luften som farver i Tivoli:
Sikke en fjollet leg! Er det et af dine spil?
Vent, hør det færdigt. Det er vigtigt.
Okay, jeg leger med. Jeg forestiller mig det…
Sig mig, ærligt, hvis jeg gik ville du finde en ny mand?
Jens, hvad er nu det for noget? Hvorfor vil du forlade mig?
Fordi jeg ikke elsker dig. Har aldrig gjort det.
Hvad? Er det en spøg nu? Jeg forstår intet…
Jeg vil forlade dig, men tanken om dig med en anden gør mig syg.
Så blev Astrid stille. Hun vendte sit blik mod vinduet, hvor mågerne kredsede, og sagde til sidst:
Der findes ingen bedre for mig end dig. Du kan bare gå. Du behøver ikke frygte, at jeg finder en anden end dig.
Lover du det?
Selvfølgelig, sagde Astrid og smilede som den danske sommerhimmel.
Men… hvor skal jeg gå hen?
Har du da ikke et sted at tage hen?
Nej, vi har jo altid haft hinanden. Så… måske må vi alligevel ende sammen, sagde jeg bedrøvet, mens smørret smeltede på brødet.
Det skal du ikke bekymre dig om. Vi deler bare lejligheden, så får vi hver en lille etværelses det ordner sig, sagde hun, som om hun fordelte kortene til et spil whist.
Virkelig? Jeg havde ikke troet, du ville hjælpe mig sådan. Hvorfor gør du det?
Når man elsker nogen, kan man ikke holde dem fast med magt, svarede hun, og tebladene i koppen havde pludselig dannet et hjerte.
Efter nogle måneder blev vores skilsmisse en mærkelig formalitet på rådhuset. Og som fragmenter fra en drøm hørte jeg nogle uger efter, at Astrid fandt en ny mand, hendes løfte opløst som skum på Øresund. Den gamle lejlighed, arvet fra hendes mormor, beholdt hun selvfølgelig. Jeg stod tilbage med ingenting og følte mig alene som et storkepar uden reder.
Hvordan kan man stole på kvinder efter det? Jeg aner det ikke… alt hvad jeg havde, var væk, som dug for solen over Fyn.
Hvad tænker I om Jens?
Denne fortælling er inspireret af en sand historie, delt af en af vores læsere. Enhver lighed med navne eller steder må være tilfældig. Alle billeder i artiklen er illustrative.
