Dejligt, at du foreslog at vi skal have adskilte økonomier. Så beholder jeg bare alt mit eget.
Da min mand, Søren, skubbede tallerkenen væk under aftensmaden med et udtryk, som om jeg havde serveret ham en indkaldelse fra retten, og ikke frikadeller og persillesovs, vidste jeg, at nu kom der en programtale. Han rettede på servietten, rømmede sig og kiggede ud i rummet, som om han så sit lysende fremtidige erhvervsliv for sig, og sagde: Line, jeg har regnet på det. Vores budget kollapser, fordi du ikke kan styre økonomien. Vi skal have hver vores penge. Fra i morgen.
Eventyret døde, før det blev født, men hans tåbelighed bredte sig i stuen som lugten af dåse makrel. Jeg lagde roligt min gaffel fra mig.
Fantastisk idé, at vi skal have adskilt økonomi, Søren, svarede jeg med et smil ligeså roligt som en hugorm, der hilser på en frivillig mus. Så beholder jeg bare alt mit eget.
Søren blinkede. Hans hjerne, der mindede om et bowlingcenter, hvor tankerne sjældent ramte hinanden, havde tydeligvis ikke plads til den sætning. Han havde forventet tårer, måske skyld og scenarier ikke stille accept.
Nå, det er fornuftigt, nikkede han og brugte allerede mentalt de penge, han regnede med at spare på mig. Jeg sparer sammen en mand skal jo have status, Line. Og du… du har nok til strømpebukser.
Min mand, Søren Holm, var en sjælden type. Han havde formået at se sig selv som erhvervslivets haj, selvom han var mellemleder i en virksomhed, der solgte plastikvinduer i Roskilde. Hans status bestod mest i at købe teknologi, han kun brugte 5% af, og i at recitere motiverende citater fra nettet.
Godt vi er enige, sagde jeg. Vil du have resten af frikadellen? Eller er det uden for dit eget budget nu?
Han spiste den sidste bid. Gratis. For sidste gang.
Første uge under den nye økonomiske politik foregik med korslagte arme. Søren trampede rundt i lejligheden, og viste stolt, at han ikke anede, hvad vaskemiddel kostede. Han købte sig en eksklusiv kalender med PU-læder og begyndte at føre regnskab der.
Onsdag kom han hjem med et net, der klirrede tomt to dåser Harboe-øl på tilbud og en pakke billige frosne pølser. Selv pakkede jeg varer ud fra Irma: frisk laks, avokado, gode oste, grønt og en lille flaske tysk riesling.
Søren stod i køkkendøren, lænede sig op af karmen som en træt kriger. Så blev der luksus! sagde han med et blik på fisken. Og så undrer du dig over, at vi aldrig har noget på opsparing. Det er købmandskab uden fortøjning. Ikke vi, Søren, mig rettede jeg, mens jeg skar citron. Du sparer jo sammen til status nu. Har du sat mærkat på din hylde i køleskabet? Du har nederste skuffe, ved grøntsagerne. Klimaet passer til dine… værdier.
Han gryntede, tog sine pølser frem og kogte dem i min gryde. Gas, sagde jeg lavmælt. Hvad? Gas, vand, slid på gryden og opvaskemidlet. Vi deler alt, ikke sandt? Åh, Line, du kan altså være så nærig, svarede han, som en herremand, der vifter en flue væk. Det klæder dig ikke. Nærighed, Søren? Det hedder markedsvilkår.
Han grinede kort, men en varm pølse satte sig fast i ganen, og grimassen blev sørgelig, som en mops, der har stjålet en citron. Du er bare sur, fordi jeg har lukket min konto for dig, konstaterede han, mens han fjernede dej fra tænderne. Kvinder hader det, når de mister magten.
Lørdag kom Annette, min svigermor, forbi en kvinde med et stort overblik og endnu større tålmodighed med sin søns tåbeligheder. Hun havde været regnskabschef ved Carlsberg, og hun stolede mere på tal end på folk.
Vi fik kaffe og kage. Søren sad overfor, gnavede på sit tørre knækbrød (købt på tilbud), og lignede et offer for systemet.
Mor, kan du forestille dig, at Line gemmer det bløde toiletpapir for mig! jamrede han, i håb om moderlig sympati. Jeg må bruge sandpapir, mens hun har sådan noget luksus med ferskenduft! Det er jo forskelsbehandling!
Annette satte sirligt koppen i underkoppen. Søren, ven, begyndte hun mildt. Hvad havde du regnet med, da du selv indførte dette? Troede du kun med rumpen?
Mor! Jeg optimerer husholdningen! Jeg vil købe bil! Bil? Annette hævede brynet så højt, at det forsvandt bag hendes pandehår. For de få kroner, du gemmer fra Line? Kører du limousinekørsel på knækbrød og tilbudsøl?
Det er en investering! hvæsede Søren. Investering? Det er Line, der står model til dine projekter og holder hus for dig, svarede Annette skarpt. Og for resten, Line, den kage er himmelsk.
Søren rakte ud efter styk kage. Jeg holdt blidt, men bestemt en smørkniv foran ham. Femogtres kroner, Søren. Eller spis dine knækbrød. Mener du det? Overfor din mand? Markedet er barskt, skat. Leje af gaflen koster en femmer ekstra.
Han stak fornærmet af med sit knækbrød. Hysterisk! erklærede svigermor. Han er lige som sin far, der gik og sparede til gældsatte drømme, til jeg sendte ham hjem til sin mor med en kuffert underbukser. Hold fast, pige. Nu begynder stadiet ingen forstår mig, men jeg går alligevel på princip!
To uger senere var eksperimentet ved at nå kogepunktet. Søren var blevet tyndere og mere indadvendt, men stolthed forhindrede overgivelse. Han gik i krøllede skjorter (jeg stod for vaskemidlet), duftede billigt deo og kiggede på mig med øjne som en slagen hund, der stadig tror, den er ulv.
Afslutningen kom en fredag. Jeg kom træt, men glad hjem fra arbejde havde fået bonus. På bordet ventede mig en overraskelse: et vissent nellikebundt og en flaske billig Asti.
Søren glimtede bag brillerne: Line, sæt dig, vi skal tale sammen. Jeg har besluttet at være stor. Jeg kan lægge han holdt pause syvhundrede kroner i fælleskassen. Til mad.
Jeg så på ham. På nellikkerne, der lignede et herbarium fra provinsen. På den mousserende vin, der gav halsbrand bare ved tanken.
Syvhundrede kroner? Det er ren overflod, Søren. Men jeg har en detalje. Jeg trak et Excel-ark frem fra tasken.
Hvad er det? spurgte han nervøst. En opgørelse over husleje. Her står det: leje af værelse i Københavns centrum (inkl. adgang til stue og køkken) 3.500 kroner. Forbrug (du elsker lange bade) 700 kroner. Rengøring (jeg gør alt) 400 kroner. I alt: 4.600 kroner per måned. Halvdelen for to uger: 2.300 kroner. Plus slid på hårde hvidevarer.
Søren blev kridhvid. Du… du tager penge for, at jeg bor i min kones lejlighed?! I den kvindes lejlighed, du har separat økonomi med, rettede jeg blidt. Du sagde jo alt mit er mit. Lejligheden er min, så du er lejer. Uden kontrakt: jeg kan sige op med et døgns varsel.
Det er småligt! Det er usselt! Jeg er mand! råbte han, mens stolen væltede. Du er mand, der forsøgte at spare på din kone, men glemte, at du stadig bor på hendes regning, sagde jeg roligt, hvert ord tungt som granit. Du ville være partner? Vær det. Betal. Ellers find et sted, hvor status er billigere.
Han var rasende, forsøgte at sige noget, åbnede, lukkede munden, fægter med armene.
Du vil fortryde! Jeg går! Jeg finder en kvinde, der værdsætter mig, ikke bare min plads! Held og lykke, Søren. Glem ikke at tage pølserne fra fryseren. De er dit aktiv, jeg gør ikke krav på andres.
Han drønede rundt i lejligheden, smed ting i en taske, råbte, at jeg var smålig, dræbte kærligheden, og at han nu forsvandt ud i nattens kulde…
Ring til din mor, så hun kan rede op, foreslog jeg, mens jeg hældte et glas af den gode riesling. Og spar på taxaen, tag Rejsekortet. Det er godt for status.
Han smækkede døren, så det rungede i hele opgangen, men kun underboen vågnede.
Stilheden i lejligheden var sød som honning. Jeg sad i lænestolen, så ud over byens lys, og følte mig let som aldrig før. Telefonen bippede. Besked fra Annette: Han er kommet hjem. Sur, sulten, skriger om retfærdighed. Sagde til ham, at retfærdighed koster, og det har han ikke råd til. Har sendt regning på mad og overnatning. Han må vænne sig til markedet. Kan du klare dig?
Jeg smilede og svarede: Jeg har det fint, mor. Overvejer at købe nye gardiner. For dem jeg har sparet.
Man skal aldrig bruge tid på at forklare folk, hvorfor deres valg er dumme. Det er langt mere lærerigt at lade dem betale prisen selv. Så når nogen vil have uafhængighed så lad dem mærke, hvad frihed egentlig koster.
