Min svigermor gik bort for nogle år siden, og efter vi havde fået hende begravet, lovede jeg mig selv én ting: for de døde skal man kun tale godt eller slet ikke sige noget.
Og endnu en regel svor jeg: uanset hvilken svigerdatter min søn skulle tage med hjem, ville jeg aldrig opføre mig som min egen svigermor gjorde. Men intentioner er én ting livet noget ganske andet.
Min eneste søn, Esben, fyldte for nylig 25, og i begyndelsen af sommeren havde han sin kæreste, Astrid, med hjem for første gang.
Tro mod mit løfte om ikke at blande mig i deres forhold, tog jeg imod Astrid med åbent sind og et halvt lukket øje. Jeg lovede mig selv, at jeg hverken ville se ned på hende, lede efter hendes fejl, eller belære hende alt dét svigermor gjorde, og som endte med bitter modvilje imellem os.
Jeg ønsker ikke at skræmme Esben eller Astrid væk fra vores hjem. Ærligt talt, jeg nyder faktisk at lave kaffe til dem begge, kender deres morgenmadsfavoritter, og hygger om dem i weekenden, for i hverdagen er der ikke tid til den slags ekstra forkælelse. Ofte søger jeg væk tager med min mand ud til Furesøen, besøger en veninde, eller hjælper min mor med at sylte og lave rødbeder, så de to unge kan have huset for sig selv.
Forleden skete der så noget, både sjovt og tankevækkende, som jeg må skrive ned. En aften viste Astrid glad en ny skjorte frem, som hun havde købt på vej hjem fra sit arbejde. Den var ikke dyr, men hun havde endda fået en rabat, fordi en af knapperne manglede.
Hun prøvede skjorten, og den klædte hende virkelig pænt. Dagen efter, det var fredag, skulle vi begge til et lille arrangement, og jeg spurgte, om hun ville have skjorten på. Hun tøvede – for hun kunne ikke sy knappen i.
Jeg kunne ikke lade være med at tabe kæben hvordan kan en pige på 22 hverken eje nål, tråd eller en ekstra knap?
Så slog tankerne mig: Hvad med i morgen, min pige? Hvordan skal du klare hus og familie, hvordan skal du kunne træffe vigtige valg i livet, hvis du ikke engang kan sy en knap fast?
Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg bare ordne knappen for hende uden videre? Skal jeg vise hende, hvordan det gøres, eller skal jeg lade hende være hvis hun vil gå med skjorten, må hun vel selv finde ud af det, ellers må den ligge i skabet uden knap?
Men én ting ved jeg: Jeg nægter at blive den svigermor, jeg selv frygtede. Jeg har set, hvordan det går, og det ønsker jeg ikke for nogen. Det her minder mig bare om, at man må balancere mellem at hjælpe og at give plads, og det er den lektie, jeg tager med mig: Man må give slip på kontrollen og lade andre vokse i deres eget tempo også selvom det kun handler om en løs knap.
