“De kan rende mig! Jeg er ikke nogen service.” En ærlig bekendelse fra 52-årige Kirstine om de mænd, hun møder efter de halvtreds
Min veninde, Kirstine, er tilbage på datingmarkedet efter ti års pause. Hun regnede med at møde et interessant menneske, men fik i stedet ti lektioner om, hvordan det egentlig står til med forhold mellem modne mennesker. Spoiler: det er slet ikke sådan, vi forestillede os.
En sen aften ringede hun, stemmen var træt, men med den sædvanlige lune:
Hør, enten elsker jeg virkelig at være alene, eller også lever de mænd i deres egen parallelverden. Jeg kan ikke komme på andre forklaringer.
Vi har kendt hinanden i over tyve år. Kirstine har altid været én, der kan grine ad livet uden at gøre det til et drama. Vennerne fik hende overtalt til at prøvenu måtte tiden være inde, måske var hun heldig. Hun sagde ja. På et halvt år blev det til ti dates. Hver og én var som et afsnit af en komedieserie bare ikke altid sjovt.
Førstehåndsindtrykket: Passer vi sammen?
Det begyndte ret ordinært. Café, menukort, høflig snak. Manden bladrede grundigt efter retter, som om han gennemgik et regnskab. Til sidst sukkede han og sagde:
Ved du hvad, uden ordentlig frikadelle og kartoffelsalat klarer jeg mig ikke.
Kirstine smilede, troede det var for sjov. Men samtalen tog hurtigt en vending. Det viste sig, ekskonen “havde glemt at rede sengen ordentligt,” og nu ledte han efter en kvinde “med hænder og sund fornuft.” Især det med hænderne blev gentaget.
Kirstine sad og tænkte: Hvornår blev dynetrækket et emne til førstedaten?
Den store opdragelsessnak
Anden date startede som almindelig snak, men blev hurtigt til enetale. Han forklarede, hvordan kvinder burde opføre sig i et forhold: støtte, skabe hygge, være vis og tålmodig. Det lød meget smukt, havde detaljerne bare været anderledes.
Han beklagede sig over højt blodtryk, viste papirer med diætplaner, og spurgte, om hun kunne lave fedtfattig suppe. Man fik indtrykket af, at han søgte en partner med både sygeplejeuddannelse og køkkenkundskaber efter skema.
Han talte om følelser, som om han læste en brugsanvisning op, fortalte Kirstine. Alt var listet op, uden et gram følelse.
Ingen gnist dér.
Visdommen, hendes eksistens er tvivlsom
Historien fra tredje date blev indledt med en sætning, der har ætset sig fast:
Bare lad være med at diskutere. I vores alder skal kvinder være de kloge.
Hun kunne ikke lade være:
Hvordan viser du så din egen visdom?
Svaret var vagt, men pointerne var tydelige: Han savnede ro. Den form for ro, hvor kvinden nikker, siger ja, sørger for hygge og ikke stiller svære spørgsmål. Ingen diskussioner eller ligestilling. Bare faste regler for, “hvordan det bør være”.
Kirstine forstod: Han søgte ikke et forhold, men total enighed.
Mors tryghed og ikke andet
Den fjerde herre lagde ikke fingrene imellem:
Jeg har brug for omsorg, forstår du? Præcis som da jeg var barn. At nogen bekymrer sig om én, som en mor gør.
Så fulgte detaljer: hvilken æblekage han havde elsket som dreng, hvordan hans sokker skulle lægges, hvilke hjemmesko der føltes rarest. Det var gravalvorligt.
Kirstine lyttede og tænkte: Han er ikke ude efter en kvinde. Han leder efter hjemmeleveret barndom.
Jobsamtale eller date?
Femte møde mindede mest om jobsamtale. Han stillede metodisk spørgsmålene:
Er du ofte syg?
Har du familie i nærheden?
Fast indkomst?
Kirstine fortalte det med et lille grin, men der var udmattelse i stemmen. I stedet for at tale om “hvem er du?”, handlede det kun om “hvad kan du give mig?” Det var ikke dates det var et tjek af, om hun kunne godkendes.
Hvad sker der for disse mænd?
Efter den tiende date ringede Kirstine og sagde kort:
De vil ikke have et forhold. De vil have en pålidelig servicesystem. Intet andet.
Det var hverken bittert eller vredt. Bare konstatering af fakta.
Mænd i vores alder frygter at ende alene, men er endnu mere bange for forandring. De vil have tryghed. En, der kan være både sygeplejerske, kok, og psykolog i ét og oven i købet være taknemmelig over at blive “valgt.”
Når Kirstine spurgte:
Og hvad får jeg så ud af det?
Var der ingen svar. Kun forundring: “Hvad mener du? Jeg er jo en mand! Er det ikke nok?”
Er de alle sådan? Findes der håb?
Kirstine sagde flere gange:
Jeg ved godt, at ikke alle mænd er sådan. Der findes fornuftige, spændende, kloge fyre. Men de er optagede. Bundet.
Hun har aldrig mistet troen. Hun er bare blevet mere opmærksom på sig selv og sine grænser.
Nu har hun kun én regel: Aldrig være nogens hushjælp. Aldrig gå på kompromis med egen værdighed. Aldrig forsøge at please for enhver pris.
Hun griner stadig, når hun taler om “fyrerne med himmelhøje forventninger,” men der er kommet mere styrke bag latteren. Hun vil ikke leve nogens andres liv for illusionen af nærhed.
Konklusionen?
Ti dates er ikke fejlslagne. Det er erfaring, der lærer én at vælge sig selv først og fremmest.
Kirstine lærte det vigtigste: Friheden til at være sig selv, er mere værd end et forhold, hvor man kun er til for den andens behov.
Kærlighed følger ikke arbejdstider. Den dukker op, når man selv ved: mindre end respekt, nysgerrighed og gensidighed vil man ikke længere tage til takke med.
Det er på tide at lære at vælge anderledes. At sige nej til rollen som serviceperson uanset alder.
