Vibeke blev fordømt i landsbyen samme dag, som maven begyndte at bule under trøjen. Toogfyrre år gammel! Enke! For pokker, en skandale!
Hendes mand, Svend, havde de begravet for ti år siden, men hun tja, kom hjem med et barn i forklædet.
Hvem er faderen? hvæsede konerne ved brønden.
Hvem ved svarede de andre Hun var altid så stille, så ordentlig og se nu! Forfærdeligt.
Døtrene er på vej ud i verden, og moderen løber rundt og laver ulykker! Skam!
Vibeke så ikke på nogen. Hun slæbte sin tunge posttaske hjem, øjnene rettet mod jorden, læberne knebet hårdt sammen.
Havde hun vidst, hvad der ville komme ud af det hele, måske var hun aldrig blevet rodet ind i det. Men hvordan kunne hun lade være, når hendes eget blod græd sig i søvn hver nat?
Egentlig begyndte alt jo ikke med Vibeke, men med hendes datter, Mie…
Mie hun var ikke bare en pige, nej, hun var nærmest et billede. Klokkeklar kopi af den afdøde far, Svend. Også han havde været en hjerteknuser, den smukkeste fyr i landsbyen: lys og blåøjet. Mie havde arvet det hele.
Hele landsbyen kastede beundrende blikke efter hende. Den yngre, Cecilie, var derimod arvet fra Vibeke: mørkhåret, brune øjne, alvorlig, lidt usynlig.
Vibeke elskede sine piger højere end noget andet. Hun sled i det for dem, ene kvinde, som besat. Hun arbejdede både på posthuset om dagen og gjorde rent på mejeriet om aftenen alt sammen for deres skyld.
I skal læse videre, piger, sagde hun ofte. Jeg vil ikke have, at I skal slæbe post og skrubbe køer hele livet som jeg. I skal til byen. Ud blandt folk!
Det lykkedes også for Mie at komme til København og ind på Handelshøjskolen, som man nu kan. Hun blev straks bemærket.
Hun sendte billeder: her fra restaurant, dér i en smart kjole. Og så havde hun fået sig en forlovet søn af direktøren, minsandten! “Mor, han har lovet mig en pels! skrev hun.
Vibeke var stolt. Cecilie var mut. Hun blev i landsbyen efter skolen, fik job som rengøringsassistent på det lille sygehus. Hun ville have været sygeplejerske, men pengene rakte ikke.
Hele enkepensionen og Vibekes løn gik til Mie og hendes “storbyliv”.
***
Denne sommer kom Mie hjem. Ikke, som hun plejede højtråbende, smart klædt og med gaver. Nej, hun var stille, helt grøn i ansigtet.
Hun kom ikke ud af sit værelse i to dage, på tredje dag fandt Vibeke hende grædende ned i puden.
Mor… mor… jeg er færdig
Og så fortalte hun det hele. Kæresten, ham den gyldne, havde moret sig og derefter droppet hende. Og hun var nu fjerde måned henne.
Det er for sent at få det fjernet, mor! skreg Mie. Hvad skal jeg gøre? Han vil ikke kende til mig!
Han havde bare sagt, at hvis hun fødte det barn så ville han ikke hjælpe hende med en krone! Og skolen ville smide hende ud! Livet var slut!
Vibeke sad som om hun var ramt af lynet.
Jamen… du kunne ikke?
Hvad hjælper det? råbte Mie. Hvad nu?! Skal jeg lægge det i et tørklæde for døren, eller hvad?
Vibeke fik nærmest hjertestop. Hvad et børnehjem? Hendes barnebarn?
Den nat sov Vibeke ikke. Hun gik rundt som en skygge, og i morgengryet satte hun sig på Mies seng.
Det ordner sig, sagde hun stædigt. Vi klarer det.
Mor! Hvordan det?! Alle finder ud af det! Det bliver en skandale!
Ingen får noget at vide, sagde Vibeke fast. Vi siger det er mit barn.
Mie troede næppe sine egne ører.
Dit? Mor, ved du hvad du selv snakker om? Du er toogfyrre!
Mit, gentog Vibeke. Jeg tager ud til tant Inge i Nykøbing, som om jeg skal hjælpe hende. Så føder jeg dér, og bor der et stykke tid. Du tager hjem til byen. Læs nu færdigt.
Cecilie, der sov bag den tynde væg, hørte alt. Hun lå og bed i puden, tårerne løb ned ad kinderne. Hun syntes så synd for mor, og hun følte en næsten væmmelse over søsteren.
***
En måned senere rejste Vibeke. Landsbyen snakkede lidt og glemte det så. Et halvt år efter vendte hun hjem igen. Ikke alene. Med en blå barnevogn.
Her, Cecilie, sagde hun til den blege datter, hils på: din lillebror… Mads.
Alle måbede. Se nu stille Vibeke! En enke og nu baby igen!
Hvem er faderen? sladderede konerne. Måske borgmesteren?
Nej, nej, han er alt for gammel. Helt sikkert landbrugskonsulenten! Han er jo flot og single!
Vibeke sagde intet og tog imod al snakken uden at mukke. Livet blev ikke let. Mads var urolig og larmende. Vibeke knoklede sig halvt ihjel.
Posttasken, mejeriet, og nu søvnløse nætter oveni. Cecilie hjalp, vaskede bleer, gyngede broren uden et ord men indeni kogte hun.
Mie skrev fra storbyen. Mor, hvordan går det? Jeg savner jer! Men ingen penge nu, jeg er selv på røven. Men jeg sender snart noget!
De penge kom et år senere. Tusen kroner og et par jeans til Cecilie, der var alt for små.
Vibeke sled videre. Cecilie var altid lige ved hånden. Men også hendes liv gik lidt i stykker. Drengene tog godt nok et kig men gik igen. Hvem havde lyst til en pige med sådan en ballast? En mor der havde gået på gale veje, og en bror født ud af det blå…
Mor, sagde Cecilie, da hun fyldte femogtyve, skal vi ikke fortælle sandheden?
Nej, mit barn! blev Vibeke forskrækket. Ikke tale om! Så ødelægger vi Mies liv! Hun har giftet sig dér i byen. Han er god nok.
Mie ordnede sig: færdig på Handelshøjskolen, gift med en eller anden forretningsmand, videre til hovedstaden.
Billeder: her er hun i Egypten, dér i Tyrkiet. På billederne: storbysnobben selv.
Men broren spurgte hun aldrig til. Det var Vibeke, der skrev: Mads er starter i skole nu. Dygtig dreng.
Mie sendte så en dyr, men komplet ubrugelig plastik-gadget, der hurtigt forsvandt i skabet
Årene rullede. Nu fyldte Mads atten.
Han blev flot, høj, lyseblå øjne ja, en kopi af… ja, Mie. Munter, hjælpsom. Han så op til sin mor Vibeke. Og til søster Cecilie.
Cecilie var nu for længst vænnet sig til det hele. Hun var oversygeplejerske på regionssygehuset.
Gammeljomfru, hviskede folk. Og hun selv? Ja, hun havde sat sin egen lykke på pause for sagens skyld for mor og bror.
Mads sluttede gymnasiet med bravour.
Mor! Jeg tager til København! Jeg skal læse videre! proklamerede han.
Vibeke fik ondt i hjertet. København der boede jo også Mie.
Måske var Aarhus værd at overveje? foreslog hun forsigtigt.
Ej, mor! Jeg skal fremad i verden! grinede Mads. I skal få at se en dag bor vi i palæ!
Samme dag som Mads bestod optagelsesprøven, trak en skinnende sort BMW op foran huset.
Ud gled… Mie. Vibeke gispede. Cecilie, der stod på trappen med viskestykke, stivnede.
Mie var omkring fyrre, men så ud som noget fra et glittet magasin. Mager, i et smart jakkesæt, guldsmykker overalt.
Hej mor! Cecilie! råbte hun med et kys på Vibekes kind. Og hvor
Hun så Mads, der stod med beskidte hænder fra laden.
Mie tav. Hun gloede og gloede, så fik hun tårer i øjnene.
Hej, sagde Mads høfligt. Er du Mie? Min søster?
Søster mumlede Mie. Mor, vi skal tale sammen.
De satte sig indenfor.
Mor jeg har alt. Hus, penge, mand Men børn ingen.
Hun græd, mascaraen løb.
Vi har prøvet alt. IVF læger men intet hjælper. Min mand er vred. Og jeg jeg kan ikke mere.
Hvorfor er du her, Mie? sagde Cecilie koldt.
Mie så op med rødkantede øjne.
Jeg… vil have min søn.
Er du blevet skør?! Hvilken søn?!
Mor, råbte Mie. Han er min! Jeg fødte ham! Jeg kan give ham alting! Han kan komme på universitet! Vi køber en lejlighed til ham i byen! Min mand han ved det hele! Han er enig!
Ved det hele? gispede Vibeke. Ved han også om landsbyens sladder? At jeg blev udskammet? Ved han hvad Cecilie
Cecilie afbrød Mie hun sidder bare her. Hun sidder, og bliver siddende! Mads har en mulighed! Mor, giv mig min søn tilbage! Du reddede mit liv dengang, tak! Nu må du returnere ham!
Han er altså ikke en pakke der kan sendes med posten! skreg Vibeke. Han er min søn! Jeg har opfostret ham, nat efter nat! Han er mit
I det øjeblik kom Mads ind. Han havde hørt det hele. Han stod bleg som et lagen i døren.
Mor? Cecilie? Hvad hvad snakker hun om? Hvilken søn?
Mads! Min søn! Det er mig din mor! Forstår du? Din rigtige!
Mads gloede som på et spøgelse. Så kiggede han på Vibeke.
Mor er det sandt?
Vibeke skjulte sit ansigt i hænderne og brast i gråd. Og så eksploderede Cecilie.
Den ellers så hjælpeløst stille Cecilie gik direkte hen og gav Mie en lussing, så det rungede mod væggen.
Din slyngel! skreg Cecilie. Årtiers ydmygelse, et liv i ruiner, smerten for mor alt strømmede ud i rugbrødsbidsk vrede. Mor?! Hvilken mor er du?! Du efterlod ham bare! Vidste du ikke, at mor blev til grin i hele byen for din skyld?! Vidste du ikke, at jeg at jeg blev alene i livet på grund af din skam?! Ingen mand, ingen børn! Og nu kommer du! Vil tage ham?!
Cecilie, stop! hviskede Vibeke.
Nej mor! Nu må det stoppe! Vi har lidt nok! Cecilie vendte sig om til Mads: Ja! Hun er din mor! Som dumpede dig på min mor, så hun selv kunne spille frøken smart i København! Og hende dér hun er din mormor! Hun ofrede alt for jer begge!
Mads sagde intet i lang tid. Så gik han hen til grædende Vibeke, satte sig på knæ foran hende og omfavnede hende.
Mor hviskede han. Mor, min kære mor.
Han rejste sig, kiggede så på Mie, der stadig holdt sig for kinden op ad væggen.
Jeg har ingen mor i hovedstaden, sagde han lavt og fast. Jeg har kun én mor. Og en søster.
Han tog Cecilies hånd.
Og du frøken må gerne tage hjem igen.
Mads! Min søn! jamrede Mie. Jeg kan give dig alt!
Jeg har alt, svarede Mads stille. Jeg har en vidunderlig familie. I har ikke nogen.
***
Mie tog tilbage til byen samme aften. Hendes mand, der havde overværet det hele fra BMWen, steg aldrig ud af bilen.
Senere sagde folk, at han forlod hende året efter. Fandt en anden, som kunne give ham børn. Og Mie blev alene med sine penge og sin skønhed.
Mads droppede planerne om storbyen og tog i stedet til Aarhus, hvor han læste til ingeniør.
Mor, jeg hører til her. Vi skal have bygget et hus til os.
Og Cecilie? Jo, hun nærmest som om proppen var gået af en gammel sodavand blev pludselig sprudlende. Blomstrede op, selv om hun var otteogtredive.
Landbrugskonsulenten, som konerne i landsbyen altid havde sladret om, begyndte sørme at kigge hendes vej. En flot mand, enkemand.
Vibeke græd stadig af og til men nu var det af lykke. For synden, den var der vel. Men et moders hjerte det kan bære meget mere, end folk tror.
