“Du har løs hud!” sagde Poul, min mand på tres, mens han kneb mig i siden foran gæsterne. Jeg hentede spejlet for at vise ham, hvor meget der hang på HAM.
Birgitte, hvad er det der? spurgte Poul højt, for tredje gang efter en skænk solbærdram, mens han kækt greb fat i min hofte lige over nederdelens linning. Stoffet strammede lidt, når jeg sad.
Han gjorde det midt i selskabet, højt og uden skyggen af blufærdighed.
Poul, hold nu op, forsøgte jeg sagtmodigt at fjerne hans hånd, som var det en stædig flue på sensommeren, men han gav sig ikke.
Hans fingre, tykke som små stegte pølser, kneb til igen og denne gang var det ikke smerten, men ydmygelsen, der bed mest.
Se nu her! han råbte over bordet til vores nabo, Henning, som netop havde udset sig lidt sild i karry til gaflen. Altså, jeg siger til hende: “Birgitte, drop boller før sengetid”, men hun siger, “Det er alderen, det er hormoner”.
Poul grinede højt så maven gyngede, og skjorteknapperne arbejdede overtid.
Hormoner, min bare! Det er dovenskab, er det! afsluttede han med en myndig mine ud over bordet.
Poul, stop nu, hvæsede jeg lavmælt, mens jeg kunne mærke den varme rødme brede sig henover hals og kinder.
Henning fniste akavet og stirrede ned på sin tallerken, som om de udtværede remouladestreger var den fineste kunst.
Hans kone, Lisbet, så diskret væk og begyndte at rette på servietten med overdreven interesse.
Hvad nu, “stop”? Poul var kæk og opmærksomhedssøgende. Skal man ikke kalde en spade for en spade? Du har altså løs hud, Birgitte!
Han prikkede mig i siden endnu engang, nærmest som om han skulle vurdere om bollen var færdigbagt.
Se nu selv, det hænger ud over linningen som på en mops. Det er ikke kønt, Birgitte.
Der blev tungt i stuen, stilheden kun brudt af summen fra køleskabet.
Jeg gør det jo for din skyld, tilføjede Poul og lænede sig tilbage med korslagte arme. En kvinde skal da holde sig pæn, så manden har noget at kigge på. Sådan er det nu engang.
Jeg kiggede på ham. Rigtigt kiggede, som om han var en fremmed efter tredive års ægteskab.
Toogtres år, buldrende mave svulmende over bukselinningen. En andenchin, der gik direkte over i nakken uden nogen særlig kontur, bare blød overgang.
Den skinnende isse dampede i lyset fra lampen, næsten som en friskstegt pandekage på fastelavn.
Så det handler om nydelse for øjet? spurgte jeg og mit stemmeleje overraskede selv mig.
Noget i mig drejede om som en tung kontakt på en sluse. Ikke længere plads til skam eller at glatte ud. Bare ren klarhed.
Selvfølgelig! Poul puffede sig stolt op, som om han havde bevist sin sag. Jeg holder formen!
Hvilken form? jeg slap ham ikke med blikket.
Mandens! han strakte sig og prøvede at samle maven. Hver morgen laver jeg gymnastik, lidt håndvægte, jeg holder mig frisk.
Han forsøgte at trække maven ind med usikkert resultat.
Den gyngede blot en smule og lagde sig så tilbage på sin vante plads.
En mand skal være som en ørn, ikke en pose kartofler! sluttede han.
Som en ørn, siger du? jeg rejste mig langsomt.
Hva? Er du blevet fornærmet? råbte han, mens han skænkede en omgang mere. Man bliver ikke fornærmet over sandheden, Birgitte! Du burde tabe dig i stedet for at blive sur!
Jeg gik ud i gangen, hvor der lugtede af gammel frakke og skocreme. På væggen sad vores gamle, tunge spejl i den ovale træramme arvestykket fra mine forældre. Det spejl havde set os unge og slanke. Nu tog jeg det beslutsomt ned. Det var tungt, fem kilo mindst, men jeg mærkede intet.
Jeg gik ind i stuen igen, spejlet foran mig som et skjold.
Gæsterne sad stivnede, Lisbet havde en mundfuld agurk i munden og var glemt at synke.
Poul, rejse dig, sagde jeg stille.
Hvorfor? han så oprigtigt forvirret ud, men da han så mit ansigt, gjorde han som jeg sagde. Skal vi danse?
Nej, jeg gik tæt på, nu duftede han af løg og snaps. Vi skal kigge på ørnen.
Jeg pressede spejlet op foran ham.
Tag.
Hans arme spændtes af vægten da han greb spejlet.
Birgitte, hvad billedstorm er det her? spurgte han, nu knap så kæphøj.
Kig, beordrede jeg, som når man irettesætter en kat. Kig!
Han stirrede forvirret på sin egen spejlbillede.
Jamen det er jo bare mig?
Så kig længere ned, jeg pegede på hans mavedel i det dugdryppende skjortebryst. Ser du det?
Hvad da?
Du har løs hud! hamrede jeg, præcis som han lød før. Ikke bare løs, Poul. Den HVILER oven på maven!
Birgitte! han forsøgte at sænke spejlet, men jeg trykkede det op igen. Nej, bliv ved!
Og lige der, over bæltet er det stålmuskler, synes du?
Henning lavede en sær snøftende lyd og sad, rød i hovedet af grin, med knyttet næve for munden.
Nej, min ven, det er en redningskrans i tilfælde af, at vi drukner i fedt.
Poul blev så rød, at han lignede en moden tomat klar til at sprække.
Og det her? nu pegede jeg på hans hofter, der stak ud af bukserne. Ørnevinger? Eller små ører, som på en fedtet gris inden julemiddag?
Nu stopper du! hvæsede han, desperat.
Lad dem kigge! jeg hævede stemmen. Du ville have sandheden, du er så æstetisk bevidst!
Jeg trådte et skridt tilbage.
Skal vi gennemgå din æstetik, fortsatte jeg. Stil dig så, så lyset rammer fra siden.
Det nægter jeg
Vend dig! brølede jeg, så gaflerne klirrede.
Han gjorde som sagt, tøvende.
I spejlet så jeg hans profil: den slet ikke klassiske græske.
Og nakken eller det der engang VAR en nakke.
Se så det tredobbelte rulleflæsk på nakken? jeg talte roligt, nærmest som en læge. Hund, ren stambogsmops.
Lisbet fnisede mod servietten.
Og under hagen? jeg var grundig. En pelikan gemmer du fisk der?
Jeg er MAND! peb han.
Du må alt? jeg lo koldt. Så når jeg, der har fået to børn og stået ved komfuret i tredive år, får en fold er jeg doven? Men du, der aldrig har løftet andet end tv-fjernbetjeningen, må ligne budding?
Jeg flåede spejlet fra ham. Hans hænder rystede.
Han stod der oppustet, med øverste knap sprunget lige så stille dragen over knebet og trillede under bordet.
Alt hans påtaget autoritet og “ørn” væk som dug for solen.
Tilbage stod bare en rund, ældre dansker, der mærkede at kejserens nye klæder ikke duede.
Sæt dig, sagde jeg roligt og stillede spejlet op mod kommoden. Og spis.
Han dumpede ned på stolen, der gav sig knagende under ham.
Og en ting til: at du ikke nævner min figur mere. Aldrig, jeg rettede på håret foran spejlet.
Så vendte jeg mig og sagde lavt:
Ellers hænger jeg spejlet lige over for din plads. Så kan du spise sammen med pelikanen.
Henning lo nu åbenlyst, mens han tørrede øjnene.
Poul tog forsigtigt en marineret champignon og tygger nøje, uden at se op fra sin tallerken.
Det trykkende var forsvundet fra stuen.
Der var blevet let.
Som om nogen havde åbnet vinduet og lukket en frisk, salt Vesterhavsvind ind.
Jeg satte mig på min vante plads.
Skar et kæmpe, skamløst stort stykke lagkage klassisk Napoleon til mig selv.
Den slags, jeg havde brugt hele eftermiddagen på at bage, men som jeg egentlig havde tænkt mig at lade ligge “for ikke at tage på”.
Kremen struttede ud til siden, lagene knaste.
Birgitte, giv mig også et stykke, et stort! smilede Lisbet og rakte tallerkenen frem. Skidt med kuren, vi lever jo kun én gang!
Og til mig, blinkede Henning, der hældte solbærsaft op. Jeg må hellere spise op, kan mærke mine ører vokser.
Poul kiggede flygtigt op.
Hans blik på mig var nu anderledes, en slags forsigtig respekt.
Så kiggede han på kagen.
Så skævede han til spejlet, stadig hvilende op ad væggen som en tavs dommer.
I nederste kant så man hans strømpeklædte fødder. En sort, en mørkeblå typisk hjemmeørn.
Undskyld, Birgitte, mumlede han, stadig uden at se op. Sagde bare noget dumt.
Spis nu, Poul, sagde jeg og nappede endnu et stykke kage, cremen smeltede på tungen. Du får brug for kræfter.
Han sendte mig et spørgende blik.
Til at løfte håndvægte, smilede jeg. Du er jo vores atlet.
Aftenen gled videre, småsnak om priser, haven og vejret.
Men noget var ændret for altid i det hierarki.
Min hjemmets kritiker var skrumpet ind til et menneske. Med egne folder, sårbarheder og svagheder.
Og ved du hvad?
Kagen smagte bedre end nogensinde den bedste kage i tyve år.
Spejlet blev stående bagefter, lige dér ved væggen.
Hver gang Poul går forbi, ranker han ryggen og trækker maven ind.
Han har aldrig nævnt min “løse hud” siden.
Måske tør han ikke. Måske frygter han at vække pelikanen.
