Søn, jeg ønsker ikke, at du skal blive skilt på grund af mig! Send mig på plejehjem!
For et halvt år siden flyttede jeg min mor ind hos os. Hun er efterhånden ret gammel, 83 år. Siden far gik bort, har det været hårdt for hende at bo alene på landet. Vores børn er voksne og har deres egne steder, så min kone og jeg har kun boet to sammen i vores toværelses lejlighed. Jeg tænkte, at det ikke skulle være noget problem.
I starten sagde min kone ikke noget, men efter en uge begyndte min mors tilstedeværelse virkelig at irritere hende. Små ting blev til problemer.
Prøv at høre, hun kan da spise efter os.
Hvorfor?
Det er bare nemmere sådan. Jeg mister appetitten, når jeg ser hende tygge uden tænder. Det er ulækkert.
Hold nu op, vi bliver alle gamle en dag.
Det er noget andet.
Min kone blev også irriteret over mors problemer med maven og at hun snorkede meget højlydt. Hun ville ikke have, min mor gik ud i køkkenet, og til sidst begyndte hun bare at bede hende blive på sit værelse. En dag sagde hun lige ud til mig:
Jeg troede ikke, hun skulle være her så længe. Jeg orker ikke mere.
Hvad foreslår du så?
Send hende tilbage på landet.
Hun kan jo slet ikke klare sig selv.
Alle klarer jo den slags. Hvorfor skal jeg bo i min egen lejlighed som en gæst? Sådan gider jeg altså ikke leve. Jeg kan ikke holde ud at høre på det smaskeri og lugten.
Jeg var helt rådvilde. Forleden kom jeg hjem og så min mor sidde i gangen, færdigpakket med sin lille kuffert.
Mor, hvad laver du?
Sønnike, tag mig med på plejehjem, vil du ikke nok!
Hvorfor dog det? Er du gal?
Jeg vil ikke, at I skal skilles på grund af mig.
Min mor insisterer stadig. Men jeg aner ærligt talt ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg får det dårligt bare ved tanken om, at hun skulle bo på plejehjem. Måske var det bedre at pakke det hele sammen og flytte ud til hende på landet? Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Nogle gange lærer man, at dansk familie og nærhed kræver kompromiser, men jeg føler mig fanget mellem dem, jeg holder allermest af.
