“Jeg går over til en yngre kvinde,” proklamerer farfar på 65 år, mens han pakker sin kuffert. En time senere er han tilbage grædefærdig.
“Jeg går altså over til en yngre!” siger farfar, Jens Møller, højlydt og dramatisk, mens han forsøger at presse sit ternede tæppe ned i en kuffert, der protesterer højlydt mod flytningen.
Han siger ordene, som om han annoncerer en ekspedition til Mars eller opdagelsen af et nyt kontinent. Med ekstra kraft i stemmen og fuld forventning om, at bomben vil sprænge midt i stuen.
Men bomben springer aldrig. Ikke engang en lille gnist.
Hans kone, Ingrid Møller, står roligt ved strygebrættet og stryger hans pæne skjorte. Damp og et sagte sus bryder boligblokkenes stilhed.
“Jeg hørte dig, Jens,” svarer hun roligt uden at se op. “Har du pakket de lange underbukser? Det er jo november din unge kommer altså ikke til at give dig varmen på nyrerne.”
Jens arm standser i luften, ulden sok krammet i hånden. Han havde forventet hvad som helst smadret porcelæn, en blodprop, bønner om at blive eller trusler om at ringe til børnene.
Men ikke dette jordnære spørgsmål om underbukser.
“Hvorfor taler du om underbukser, Ingrid!?” jamrer han, mens ansigtet antager samme farve som rødkål. “Jeg taler om kærlighed! Om et nyt liv, om renæssance!”
Endelig får han tæppet presset ned, kaster sig over kufferten og trækker lynlåsen op. Den jamrer, ligesom Jens egne led, men den lukker endelig.
“Og så sidder du her og taler om underbukser! Du er så jordnær, så kedelig! Derude venter frihed! Energi!”
“Har energien egentlig et navn?” Ingrid hænger skjorten på bøjlen og rækker ham den. “Eller hedder hun bare Søde på din telefon?”
“Hun hedder Freja!” erklærer Jens Møller og retter ryggen, da han tager imod skjorten. “Og hun er ikke bare en kvinde hun er en muse!”
Ingrid grynter, velvidende at den eneste poesi Jens holder af, er festtaler til venners fødselsdage.
“Freja, altså. Flot navn. Hvor gammel er din muse?”
“Otteogtyve!” blaffer han og ser på hende med trods.
Ingrid lægger strygejernet fra sig, betragter ham som et gammelt, elsket skab, der netop har mistet en låge.
“Jens, du er femogtres. Du har ondt i ryggen af at sidde for længe på badeværelset og må undvære leverpostej. Hvad skal du egentlig med en på otteogtyve? Læse digte for hende?”
“Det rager ikke dig!” snerrer han, griber kufferten. “Vi skal ud at rejse! Gå under månen nyde livet! Jeg er slet ikke færdig!”
Han forsøger at løfte kufferten, men det hele hugger i ryggen. Han bider smerten i sig.
Man skal ikke vise svaghed foran den snart-eks-kone.
“Glem nu ikke blodtryksmedicinen, Don Juan,” råber Ingrid uden at løfte blikket. “Den ligger i den øverste skuffe. Og gigtcremen.”
“Jeg har ikke brug for medicin!” lyver han, selvom hjertet banker i halsen. “Ved hendes side føler jeg mig som en på tredive! Farvel, Ingrid. Jeg lader lejligheden stå til dig. Jeg er et anstændigt menneske!”
“Tak for det, forsørger,” siger hun tørt. “Læg nøglerne på kommoden. Og tag skraldet med, når du går.”
Det bliver dråben. Ingen drama bare “tag nu skraldet, Jens”.
Han napper posen ved døren, strammer ansigtet op og trasker ud. Døren smækker ikke, men klikker venligt i.
Ude på trappeopgangen stinker der af kat og stegte kartofler fra underboen. Kufferten trækker i armen, ryggen værker, og mobilen vibrerer i lommen.
Det må være Freja, der længes.
Han trykker på elevatoren, tager mobilen frem, hjertet spænder forventningsfuldt. Beskeden lyder: “Søde, er du snart her? Jeg har bestilt bord. For resten kan du overføre 5000 kroner til min mors medicin? Jeg hæfter ved lejlighed!”
Jens rynker panden. 5000 kroner. Underligt. I går var det 3000 til taxa, dagen før 2000 til internet, og sidste uge sendte han 10.000 til “inspirationskurser”.
Elevatoren ankommer. Han slæber kufferten ind, trykker etagen ned. I spejlet står en ældre mand med rødmosset ansigt og fortabt blik.
“Jeg går til en yngre,” gentager Jens for sig selv. Men ordene føles tomme nu.
Udenfor rusker en kold regn og vinden flår de sidste blade af træerne. Jens kæmper sig gennem regnen mod busstoppestedet Freja bor helt ude i Ørestad.
Han sætter sig på den våde bænk, prøver med skælvende fingre at lave bankoverførslen. Bank-appen viser: 4800 kroner tilbage. Pensionen kommer først om en uge.
“Fandens,” mumler han.
Han sender besked: “Freja, jeg har ikke så mange penge på kortet nu. Jeg tager kontanter med i stedet.”
Svar: rullende øjne-sir og straks efter: “Jens, seriøst? Lån af nogen! Min mor er syg! Hvis du elsker mig, løser du det!”
“Jens”. Ikke søde, ikke skat, bare “Jens”, som naboens kat.
Noget begynder at kravle i hans bryst ikke kærlighed, men mistanke.
Han tænker på, at de aldrig har talt sammen på video. Kameraet er altid i stykker. Internetforbindelsen dårlig. Profilbilledet ser dog mere model-agtigt ud end folk fra Roskilde.
Han ringer op for at høre hendes stemme. Længe ringetone intet svar. Besked: “Kan ikke snakke, græder!”
Jens Møller sidder alene på bænken, omfavner kufferten. Biler suser forbi og sprøjter beskidt regnvand på fødderne.
Kulden bider, skjorten klistrer til kroppen, ryggen gør ondt.
“Freja,” siger han stille. Navnet smager af plastik.
Telefonen vibrerer igen: “Nå? Har du overført? Hvis ikke, så kom ikke! Jeg har ikke brug for en mand, der ikke kan klare noget.”
Bogstaverne svømmer for hans øjne.
Han husker Ingrid. Hvordan hun stille smurte hans ryg i går. Hvordan hun lavede dampede frikadeller, han hadede, men spiste, for leveren kunne ikke tåle andet.
Hvordan hun kender hans sokker bedre end ham selv.
“Jeg har ikke brug for en mand ”
Han forestiller sig selv i Frejas lejlighed. Et fremmed sofabord, fremmed duft, fremmede regler. Altid skulle levere. Betale, betale, betale for retten til ungdom.
Han ser for sig, hvis ryggen sætter ud i Ørestad vil hun så hente salven? Eller trække på skuldrene og smække døren?
Langsomt rejser Jens sig, knæene knager. Han ser bussen mod Ørestad køre frem men han går ikke med.
Bussen forsvinder i regnen.
Han blir stående en stund, så vender han om. Kufferten føles endnu tungere på vejen op. Elevator ude af drift naturligvis. Trapperne slider, og på hver etage må han stoppe, puste og tørre sveden af panden. Hjertet hamrer. Ikke af kærlighed af hjerteflimmer.
Foran sin egen dør stiller han kufferten og ringer. Stilhed.
Panikken stikker. Tænk hvis hun virkelig gik? Skiftet lås? Nøglerne lå jo dumt nok på kommoden!
Han trykker på klokken igen.
“Ingrid!” råber han hæst. “Ingrid, luk op!”
Låsen klikker. Døren åbnes. Ingrid står der, rolig, i slåbrok.
Jens står drivvåd, beskidt og gennemblødt, kasketten i hånden. Tårerne løber ned ad hans kinder ægte tårer, mere af selvmedlidenhed og alder end af sorg.
“Jeg ” begynder han, stemmen knækker. “Jeg, Ingrid Der var regn og bus og jeg tænkte ”
Han kan ikke få sandheden frem. Kan ikke fortælle, at Freja bare var en fantasi med hænderne nede i hans lomme.
Ingrid ser på ham og på kufferten, sukker.
“Fik du smidt affaldet ud?” spørger hun.
Jens ser forvirret på sin hånd. Ingen pose.
“Det glemte jeg” mumler han.
Ingrid ryster på hovedet og træder til side.
“Kom ind, Romeo. Teen bliver kold. Og vask hænder du er fuld af snavs.”
Han trækker kufferten ind over dørtrinnet. Den velkendte duft af vasketøj og lidt medicin rammer ham i næsen.
Det er den bedste duft i verden.
Han smider skoene og går ud på badeværelset. I spejlet kigger en gammel og træt mand på ham. Han skyller ansigtet i koldt vand, vasker fornedrelsen af.
Da han kommer i køkkenet, hælder Ingrid te op i hans store yndlingskrus. På bordet står en tallerken med dampede frikadeller.
“Ingrid,” hvisker han lavt ved bordet. “Undskyld. Gamle fjols. Det slog klik.”
“Spis nu,” svarer hun tørt, med ryggen til. “Det bliver koldt.”
“Nej, men helt ærligt. Hvem er Freja? Hvem er jeg uden dig? Jeg aner jo ikke engang, hvor forsikringspolicen ligger.”
“I dokumentmappen, øverst i skuffen,” svarer hun mekanisk, og sætter sig. “Jens, ikke noget skuespil nu. Du er kommet hjem. Det er godt.”
Han gumler på frikadellen og den smager bedre end nogen restaurantmad.
“Hende der, Freja…,” lyver han pludselig for at redde sin stolthed, “hun viste sig at ryge! Og bandede!”
Ingrid ser over brillerne, er der et glimt af humor?
“Føj for den, Jens. Det kunne du selvfølgelig ikke tåle.”
“Selvfølgelig ikke! Jeg sagde: ‘Frøken, Deres sprog matcher ikke Deres udseende.’ Og så …”
Han vifter opgivende.
“Tomhed, Ingrid. Der var ingenting at hente. Total vakuum.”
“Rart, du opdagede det i tide,” nikker hun.
Hun finder tuben med salve, lægger den på bordet.
“Ryggen har det nok dårligt?”
“En smule ”
“Hæld skjorten. Jeg smører dig.”
Han sidder i undertøjet, krummer sig, mens hendes rutinerede hænder masserer salve ind. Det svider, men det er en helende smerte.
“Ingrid,” mumler han.
“Hvad nu?”
“Du vidste vel, jeg ville komme tilbage?”
“Selvfølgelig.”
“Hvorfor?”
Hun klapper ham kærligt på skulderen.
“Fordi der ikke var pakket hverken underbukser, sokker eller medicin i kufferten. Og du havde mast mit gamle pels ind, selvom jeg bad dig tage det på renseri.”
Han stivner og kigger forbløffet.
“Pelsen?”
“Pelsen. Jeg så dig gøre det i morges. Troede du, jeg var blind?”
Han siger ingenting.
Så begynder han at le først lavt, så højlydt. Latteren vender sig til hoste og tilbage til latter.
Ingrid smiler nu også bare lidt.
“Du er simpelthen et gammelt fæ. Nå, globetrotter, spis nu dine frikadeller. I morgen skal vi i kolonihaven og bære sylteglas. Der får du både motion og frisk luft.”
“Vi tager afsted, Ingrid. Jeg glæder mig allerede,” nikker Jens og tørrer lattertårerne væk.
Mobilen summer i bukselommen. Jens ser på skærmen: “Freja: Hvor er du?? Mor er døende! Send bare 1000!!”
Han trykker hårdt på “Blokér”, og dernæst “Slet samtale”. Lægger telefonen fra sig, skærmen nedad.
“Ingrid, hvad med at droppe de glas? Skal vi ikke bare lave grillspyd? Jeg marinerer kødet. Med løg, som du kan lide det.”
Ingrid løfter brynene overrasket. Han har ikke rørt grillen i ti år.
“Grillspyd? Hvad med din lever?”
“Åh, til helvede med leveren. Man lever kun én gang!”
Han fanger hendes ru hånd og kysser den klodset men inderligt.
“Tak fordi du lukkede mig ind, Ingrid.”
Hun trækker hånden til sig, men ikke for voldsomt.
“Spis nu, Don Juan. Det bliver koldt.”
Regnen tager til udenfor, vinden rusker i ruderne. Men i køkkenet er der lunt og lyst, skjorten hænger over stolen, der dufter af salve og te.
Og ingen duft i verden er bedre.
Jens Møller ser på sin kone. Otteogtyve er smukt. Men hvem kender ellers hans habitus så godt, at han endda kan pakke hendes pels i kufferten og stadig få adgang til sit hjem?
“Ingrid,” siger han.
“Hvad nu?”
“Den pels skal jo i renseri. Jeg ordner det i morgen.”
“Gør det. Men tøm først kufferten og tag tæppet ud. Mine ben fryser.”
Jens nikker og tager en bid af frikadellen.
Livet fortsætter. Og pokkers, hvor er det nu ikke så dårligt endda.
