Fra had til kærlighed
Jeg har altid hadet hunde. Siden den dag som buttet, rødhåret dreng med briller og en alt for tung skoletaske fyldt med bøger og hæfter, da jeg på den tomme byggegrund bag vores boligblok blev omringet af en flok vilde hunde.
Lederen slank og sort med rødbrune aftegninger i ansigtet så mig lige i øjnene.
Jeg både græd og tryglede dem om at give slip, smed mine u-spiste madpakker med leverpostej ud, men hundene lod sig ikke sådan overtale.
Så snart jeg prøvede at bevæge mig, løftede lederen overlæben i højre side og blottede sine gule tænder i en truende brummen.
Flokken holdt mig fanget i mere end to timer. Pludselig spidsede lederen ørerne bagud og forsvandt lydløst mod skoven bag byggegrunden. En efter en forsvandt hundene som perler på en snor ud i træerne.
Jeg tørrede tårerne væk, greb min skoletaske hårdt og løb hjemad.
Men hjem kom jeg ikke. Det gamle træhus, hvor jeg boede med min familie og få naboer, stod i flammer gasovnen var eksploderet.
Min bedstefar, farfars far, som jeg altid kaldte bedstefar, døde i branden.
Bedstefar havde engang været sømand, gennemvædet af havets salt og vind. Han havde skinnende hvide overskæg og et fuldskæg, som han kun fjernede én gang om året, lige efter nytårsdagene. Derefter lod han det vokse igen og flettede det til en lille sjov fletning og bandt den sammen med en farverig elastik. Nogle gange svingede han det bare bag øret.
Efter mødet med hundene og tabet af min bedstefar begyndte jeg at stamme.
Da jeg gik i syvende og var blevet højere og smallere, havde fået kontaktlinser i stedet for de sjove briller, stødte jeg igen på en gadehund. Jeg fulgte min klasses smukkeste pige hjem fra skole Linnea Bæk. Linnea blev også jagtet af Simon, skolens bølle, der gik 9. klasse for anden gang. Han holdt hele skolen i et jerngreb. Alligevel turde jeg følges med Linnea, præcis som han ikke ønskede.
Hunden dukkede op uventet og begyndte at trænge sig truende ind mod os, mens den knurrede. Jeg trak mig langsomt baglæns, indtil Linnea forsvandt rundt om hjørnet til sit hus og da forsvandt også truslen.
Jeg trak vejret dybt og begav mig hjemad.
Dagen efter under matematiklektionen fik jeg et stykke papir. Der stod kun tre sætninger:
Følg ikke efter mig. Simon ville banke dig i går. Undskyld.
Min venskab med Linnea blev aldrig til noget, og jeg blev blot mere forbitret på hunde.
Årene gik, jeg blev voksen, fik en god uddannelse, og startede mit eget firma. Forretningen gik godt, jeg tjente pænt og fik gode forbindelser. Snart kom også familielykken: Smukke Linnea, tidligere Bæk, blev min kone. Vi fik en dejlig søn Mikkel opkaldt efter min elskede bedstefar. Otte måneder gammel sad Mikkel altid i barnevognen og smilede stort til forbipasserende hunde, mens han sagde:
Vov, vov!
En søndag gik jeg tur med ham i Fælledparken. Jeg skubbede langsomt barnevognen og fortalte om fuglene, vi fodrede med solsikkekerner i foderbrættet. Jeg fortalte om egernet, der listede helt ned af grantræet for at hente en hasselnød direkte fra min hånd.
Da det var tid til at gå hjem, gik jeg mod fodgængerovergangen. Jeg ventede på det grønne lys og skulle lige til at trille ud, da en vildt gøende gravhund sprang ud og blokerede for os. Den opførte sig som om, dens liv afhang af at hindre os i at gå ud på vejen den gøede, sprang og hylede.
I det samme susede en bil faretruende tæt forbi barnevognen, kurede op på græsset og ramte en lygtepæl.
En flok unge sprang ud af bilen og løb skrigende væk.
Mit hjerte hamrede så vildt, at jeg nærmest troede, alle kunne høre det. Gravhunden var væk, men der løb folk hen til bilen. En fremmed tog mig i armen:
Er alt okay? Ramte bilen barnevognen? spurgte han bekymret.
Jeg nikkede stumt. Barnevognen var intakt, og Mikkel smilte ufortrødent.
Hvordan jeg kom hjem, husker jeg ikke. Jeg fortalte dog ikke Linnea om episoden hvorfor uroe hende, når alt endte lykkeligt? Men en taknemmelighed overfor den lille røde gravhund begyndte langsomt at spire inde i mig, da jeg indså, at det var dens fortjeneste, at min søn var i live.
Den dag gik jeg hele aftenen og tænkte på mine tre store oplevelser med hunde. Jeg indså, at hundene aldrig havde villet mig ondt tværtimod havde de på deres egen måde forsøgt at beskytte mig. Linnea bemærkede min tavshed, men lod mig være i mine tanker.
Om aftenen gik vi hele familien ud i gården for at få lidt frisk luft før sengetid. Ved den fjerneste bænk stod naboerne samlet. Da vi gik forbi, hørte jeg:
Hvad skal vi dog gøre med den? Hvem vil have sådan én?
Jeg skævede over skuldrene på en af naboerne og så en papkasse på bænken. I den lå en lille hvalp. Den havde ingen øjne sikkert født med en defekt. Folk talte dæmpet sammen. Linnea gik videre med barnevognen og så sig ikke tilbage.
Hvad nu? Hvem tager sig af sådan en stakkel?
Ja, hvor skal man gøre af sådan en skadet lille en?
Nej, jeg kunne ikke tage den med hjem… hviskede naboerne.
Jeg skubbede mig frem til bænken. Hvalpen var chokoladebrun og peb sagte, mens den drejede det lille hoved frem og tilbage og søgte efter en kendt duft. Men ingen mor var der til at varme den.
Et øjeblik stod jeg stille. Så tog jeg mit tørklæde af selvom det var forår, var der stadig bid i luften især om morgenen og aftenen. Jeg bøjede mig ned, løftede forsigtigt hvalpen op dens bagben var desuden skæve.
Der lød et gisp, og jeg tror, én af naboerne begyndte at græde.
Jeg svøbte omhyggeligt den blinde hvalp i mit tørklæde, lagde den som en baby ind til armen og sagde:
Ja, lille ven, måske er det min tur nu… Kom, jeg vil præsentere dig for vores mor. Hun er god og kærlig og har sikkert lidt mælk i køleskabet til dig.
Med hvalpen vandrede jeg hen imod Linnea, som stod smilende ved barnevognen og så på mig med milde, varme øjne…
