Efter min nye mand flyttede ind hos os, lukkede min 15-årige søn sig mere og mere inde. Han holdt endda op med at sætte sig ved spisebordet sammen med os. En dag kom han pludseligt og sagde: Mor, jeg er bange for ham. Jeg kan ikke bo under samme tag som ham, fordi han
Morten overnattede for første gang hos os en fredag. Om morgenen vågnede jeg til duften af kaffe. Ude i køkkenet stod han roligt og stegte spejlæg, som om han havde boet der altid. Han smilede, kyssede mig let på kinden og sagde, at han plejede at stå tidligt op. Alt virkede normalt.
Min søn, Emil, kom ud af sit værelse nogle minutter efter. Han så Morten, nikkede kort, hældte sig et glas juice op og drak det stående ved vinduet. Han satte sig ikke med til bordet. Jeg tænkte bare, at det var helt almindelig teenageadfærd. Når man er femten, er det sjældent man har morgenhumør.
Jeg er fireogfyrre og har været skilt i mange år. Jeg arbejder som bogholder. Morten er niogfyrre, underviser på gymnasiet, og er også skilt. Vi mødtes gennem fælles venner, skrev sammen længe og begyndte så at ses. Han virkede rolig, havde ingen dårlige vaner og var stabil. Efter otte år alene følte jeg mig pludselig som både mor og kvinde igen, når jeg var sammen med ham.
I starten kom Morten kun forbi, når Emil ikke var hjemme. Men jeg besluttede mig for, at der ikke var noget at skjule. Emil var gammel nok til at forstå, at hans mor også havde sit eget liv. Jeg præsenterede dem for hinanden. Alt gik pænt og uden drama. Jeg troede, at nu var det hele på plads.
Men med tiden begyndte der at dukke små mærkværdigheder op, som jeg stædigt ikke satte i sammenhæng.
Emil stoppede med at spise morgenmad, hvis Morten havde sovet hos os. Han sagde bare, at han ikke var sulten. Han begyndte at blive længere til fodboldtræning og tog næsten hver weekend hjem til sin mormor. Jeg glædede mig tilmed over, at han dyrkede sport og hjalp familien. Alt virkede tilfældigt i mine øjne.
Efter fire måneder blev det mere og mere til, at Morten overnattede. Jeg begyndte at vænne mig til tanken om, at han skulle flytte ind for alvor. En aften midt på ugen sov han hos os. Om morgenen kom Emil ud i køkkenet, så Morten og frøs i døråbningen, vendte så om og gik tilbage på sit værelse.
Jeg fulgte efter ham. Han sad på sengen og stirrede tomt foran sig.
Jeg spurgte, hvad der var galt, og han svarede sagte:
Mor, jeg er bange for ham. Jeg kan ikke bo under samme tag som ham.
Det slog mig helt ud. Jeg spurgte, hvorfor han sagde sådan og hvad der var sket.
Han kiggede op og sagde:
Efter at min nye mand flyttede ind hos os, har min 15-årige søn lukket sig inde, han holder endda op med at sætte sig til bords med os, og en dag siger han pludselig: Mor, jeg er bange for ham. Jeg kan ikke bo her sammen med ham, fordi han
Mor, du må vælge. Det er enten ham eller mig.
Det, jeg så fandt ud af om min nye mand, kom som et chok. Jeg bad ham flytte ud samme dag.
Først dér gik det op for mig, at jeg hele tiden kun havde set mit eget håb, uden at se Emils uro.
Han sagde, han snart flytter ind for alvor, sagde Emil stille.
Og hvad så? jeg prøvede at lyde rolig.
At vi må have styr på tingene. For alvor.
Jeg forstod ikke straks, hvad han mente.
Hvilken slags styr på tingene?
Sådan hvor jeg ikke er i vejen, smilede han skævt, men øjnene var triste. Han sagde, at der kun skal være én mand i huset. At alt snart vil forandre sig.
Jeg blev iskold indeni.
Sagde han det direkte?
Han sagde: Du må vende dig til det. Din mor og jeg bygger en familie. Og du er jo næsten voksen. Og så Emil tøvede.
Hvad mere?
At jeg måske skulle overveje, om jeg ikke hellere ville bo hos mormor, hvis jeg ikke kunne lide det.
Om aftenen ventede jeg på, at Morten kom hjem.
Sagde du til min søn, at han bare må vænne sig til det? spurgte jeg uden omsvøb.
Han sukkede.
Jeg satte bare nogle rammer, forstår du. Hvis jeg flytter ind, skal det være på voksenmanér. Jeg vil have en rigtig familie.
Og min søn, hvad er han for dig?
Han er jo næsten voksen. Han vil flytte hjemmefra før eller siden. Vi må tænke på fremtiden. Måske også på en fælles baby.
Jeg så på ham og pludselig gik det op for mig, at han sagde det her helt roligt, uden vrede. Han mente det vitterligt.
Så vil du have, jeg skal vælge?
Han trak på skuldrene:
Jeg vil bare have, du skal vide, hvad du vil.
Den nat sov jeg næsten ikke. Tidligt næste morgen satte jeg mig hos Emil inde på hans værelse.
Jeg har allerede valgt, sagde jeg. Du vil aldrig blive uønsket i dit eget hjem.
Samme dag pakkede Morten sine ting og tog af sted.
