Da min nye mand flyttede ind hos os, begyndte min 15-årige søn Astrid at trække sig ind i sig selv. Hun ville end ikke længere sætte sig ved bordet sammen med os, og en dag sagde hun pludselig: “Mor, jeg er bange for ham. Jeg kan ikke bo i det her hus med ham, fordi han”
Det hele begyndte første gang Peter overnattede hos os en fredag. Jeg vågnede til duften af kaffe, men det føltes ikke som kaffe fra dagligdagen, mere som om duften var lavet af regn og gamle minder. I køkkenet stod han i en underlig ro og stegte æg, som han havde gjort det hele livet. Han smilte, rørte let min kind, sagde han altid stod tidligt op og det lød som en sætning, der aldrig blev udtalt, men kun tænkt. Alting virkede ganske hverdagsagtigt.
Astrid gled lydløst ind i køkkenet få minutter senere. Hun så på Peter, nikkede stift, hældte et glas juice op og drak det stående ved vinduet ud til den endeløse, grå morgen. Hun kom ikke hen til bordet. Jeg slog det hen som almindeligt teenagehumør hvem smiler vel kl. 7 om morgenen?
Jeg er 44. Skilt i mange år og arbejder i en revisionsvirksomhed i København. Peter er 49, lærer, også skilt. Vi mødte hinanden gennem netværk først skrev vi mails fulde af stavefejl, derefter gik vi tur på Vesterbro med kaffe i hånden. Han var rolig, drak sjældent, levede ordentligt. Efter otte år alene begyndte jeg endelig at føle mig som kvinde igen, ikke kun mor.
Først kom han kun over, når Astrid var væk. Men så tænkte jeg: hvorfor skjule det? Mit barn skulle forstå, at moderen havde ret til at være lykkelig. Jeg præsenterede dem for hinanden, og det hele foregik høfligt, uden drama. Jeg troede, alt var i orden.
Men mærkelige små ting begyndte at dukke op puslespilsbrikker uden plads, jeg nægtede at sætte sammen. Astrid begyndte at springe morgenmaden over, hvis Peter var hos os. Hun sagde, hun ikke var sulten. Hun gik til fodbold længere tid og var næsten hver weekend hos sin mormor på Fyn. Jeg bildte mig ind, at det var godt, hun havde travlt, at hun hjalp familien. Sammentræf, tænkte jeg.
Efter fire måneder blev Peter en fast del af hjemmet, og tanken om at han skulle flytte ind for alvor, smøg sig ind i min hverdag. En almindelig onsdag, hvor regnen havde farvet byen matblå, blev det pludselig alvor. Astrid trådte ind i køkkenet, frøs da hun så Peter, vendte sig om og gik tilbage til sit værelse uden et ord.
Jeg gik efter hende. Hun sad på sengen og stirrede ind i tapetet, som om der ventede svar dér. Jeg spurgte forsigtigt, hvad der var galt. Hun svarede lavmælt:
Mor, jeg er bange for ham. Jeg kan ikke bo her sammen med ham.
Indeni blev jeg kold som is. Jeg bad hende forklare. Hun så op og gentog ordene:
Efter Peter flyttede ind, lukkede min 15-årige datter sig inde, nægtede at spise sammen med os, indtil hun en dag sagde: “Mor, jeg er bange for ham. Jeg kan ikke bo med ham under samme tag, fordi han”
Mor, du må vælge. Ham eller mig.
Og det, jeg fik at vide om min nye mand, var som at springe ud i havet midt om natten. Samme dag bad jeg ham pakke.
Jeg indså, at jeg hele tiden kun havde set min egen lykke ikke hendes uro.
Han sagde, at han skal bo her permanent snart, sagde hun dæmpet.
Og? jeg forsøgte at lyde rolig, som i drømme, hvor stemmen ikke lyder som ens egen.
Og vi skal “have styr på tingene”. For alvor.
Jeg forstod ikke straks, hvad hun mente.
Hvilket “styr på tingene”?
Et, hvor jeg ikke er til besvær, smilte hun, men øjnene var triste som novemberregn. Han sagde, at der kun skal være én mand i huset. At alt snart forandrer sig.
Jeg fik det pludselig koldt, som om døren stod åben til en anden virkelighed.
Sagde han det direkte?
Han sagde: “Du må vænne dig. Din mor og jeg bygger en familie. Du er jo snart voksen.” Og så Astrid blev tavs.
Hvad mere?
At måske ville jeg have det bedre hos mormor, hvis ikke jeg kunne lide det.
Samme aften ventede jeg på Peter.
Sagde du til min datter, at hun skulle “vænne sig til det”? spurgte jeg uden omsvøb.
Han trak vejret langsomt. Jeg satte bare grænser, forstår du. Hvis jeg flytter ind, skal det være voksent, ikke? Jeg ønsker en rigtig familie.
Og Astrid? Hvad er hun for dig?
Hun er næsten voksen. Hun flytter ud før vi ved af det. Vi skal også tænke på det, der kommer. Måske på et fælles barn.
Jeg så på ham og mærkede, hvordan hans stemme blev til noget fladt uden vrede han mente det.
Du vil have, at jeg vælger?
Du skal bare tage stilling til, hvad du vil.
Den nat drejede byen rundt om min seng, jeg kunne ikke sove. Om morgenen satte jeg mig på sengen hos Astrid.
Jeg har valgt, sagde jeg. Du hører altid hjemme her.
Samme dag pakkede Peter sine ting.
