Efter at min nye mand flyttede ind hos os, lukkede min 15-årige søn sig inde i sig selv. Han holdt endda op med at sætte sig ved spisebordet sammen med os, og en dag sagde han pludseligt: Mor, jeg er bange for ham. Jeg kan ikke bo under samme tag som ham, fordi han
Uffe blev for første gang hos os en fredag aften. Næste morgen vågnede jeg til duften af kaffe. I køkkenet stod han roligt og stegte spejlæg, som om han altid havde boet her. Han smilede, gav mig et kys på kinden og sagde, at han var vant til at stå tidligt op. Alt virkede helt som det plejede.
Min søn, Asger, kom ud fra sit værelse et par minutter senere. Han så på Uffe, nikkede kort, hældte sig et glas juice og drak det stående ved vinduet. Han satte sig ikke til bordet. Jeg tænkte, at det vel bare var den sædvanlige teenage-attitude. De færreste på femten smiler om morgenen.
Jeg er fireogfyrre, for længst skilt og arbejder som bogholder. Uffe er niogfyrre, gymnasielærer og også skilt. Vi mødtes gennem fælles venner, skrev sammen i lang tid og begyndte så at ses. Han var rolig, uden dårlige vaner. Efter otte år alene følte jeg pludselig, at jeg var mere end bare mor jeg var også kvinde igen.
De første måneder kom han kun, når Asger ikke var hjemme. Men til sidst følte jeg ikke længere, der var grund til at skjule noget min dreng var jo gammel nok til at forstå, at hans mor også havde ret til et eget liv. Jeg præsenterede dem for hinanden. Det hele foregik høfligt, uden drama. Så jeg troede, at alt var i sin skønneste orden.
Lidt efter lidt begyndte der dog at dukke små ting op, som jeg stædigt ikke forbandt med hinanden. Asger stoppede med at spise morgenmad, hvis Uffe havde overnattet. Han sagde, han ikke var sulten. Han blev længere til træning og tog næsten hver weekend hen til sin mormor i Roskilde. Jeg tænkte blot, at det var skønt, at han havde sport og hjalp familien det var vel bare tilfældigt.
Efter fire måneder blev det mere almindeligt, at Uffe blev. Jeg begyndte selv så småt at vænne mig til tanken om, at han måske skulle flytte ind permanent. En hverdagsmorgen stod Asger i døråbningen til køkkenet, fik øje på Uffe, frøs og vendte så bare om igen.
Jeg gik efter ham. Han sad på sengen og så tomt ud i luften. Jeg spurgte, hvad der var i vejen. Han svarede lavmælt:
Mor, jeg er bange for ham. Jeg kan ikke bo sammen med ham.
Alt stivnede i mig. Jeg spurgte til grunden. Han kiggede op og sagde:
Efter at min nye mand flyttede ind hos os, lukkede min søn sig inde. Han tog ikke længere plads ved bordet, og en dag sagde han helt uforberedt: Mor, jeg er bange for ham. Jeg kan ikke bo i det her hus sammen med ham, for han
Mor, du må vælge. Enten ham eller mig.
Det, jeg fandt ud af om min nye mand, chokerede mig dybt, og samme dag bad jeg ham pakke sine ting.
Først der gik det op for mig, at jeg hele tiden kun havde kigget på mit eget håb, ikke på min søns bekymringer.
Han sagde, han snart flytter ind permanent, hviskede Asger.
Og hvad så? Prøvede jeg at svare roligt.
Og så skal vi have styr på tingene. For alvor.
Jeg forstod først ikke, hvad han mente.
Hvilken slags styr på det?
Sådan, at jeg ikke længere er i vejen, sagde han med et smil, hvor øjnene var alt andet end glade. Han sagde, at der kun kan være én mand i huset. At alt bliver anderledes nu.
Kulden krøb ind i mig.
Sagde han virkelig det?
Han sagde Du må vænne dig. Vi bygger en familie med din mor. Du er næsten voksen. Og Asger tøvede.
Hvad sagde han mere?
At jeg måske skulle bo hos mormor, hvis jeg ikke kunne lide det.
Om aftenen ventede jeg på, at Uffe kom hjem.
Sagde du til min søn, at han bare må vænne sig til dig? spurgte jeg ham direkte. Han sukkede.
Jeg satte bare nogle grænser. Hvis jeg flytter ind, skal det være voksent. Jeg vil have en rigtig familie.
Og min søn, hvad er han for dig?
Han er jo næsten voksen. Han flytter nok snart. Vi skal jo også tænke på vores fremtid for eksempel på at få vores eget barn.
Jeg så på ham og blev ramt af, hvor roligt han sagde alt det. Ingen vrede, han mente det bare.
Så du synes, jeg skal vælge?
Han trak på skuldrene.
Jeg beder dig bare tage stilling til, hvad du egentlig vil.
Den nat fik jeg ikke lukket et øje. Næste morgen gik jeg ind til Asger, satte mig på sengekanten og sagde:
Jeg har valgt. Du vil aldrig blive gjort overflødig i dit eget hjem.
Samme dag pakkede Uffe sine ting og forlod os.
Livet har siden lært mig, at det største ansvar jeg har, er over for mit barn. Mit hjerte må ikke lukke øjnene for dets uro uanset hvor stærkt det selv længes efter lykke.
