Og det skulle selvfølgeligt ske, at Anna gik i fødsel midt i en snestorm. Terminen var jo egentlig først om tre uger, og man kunne have håbet, at stormen var ovre og frosten havde lagt sig, så det var til at tage til hospitalet i ro og mag. Men nej, det var nu, det skulle være! Ærligt talt, det var jo ikke Anna selv, men den lille inde i maven, der havde travlt med at komme ud. Han havde ikke længere plads, og snestorm eller ej, det rørte ham ikke det fjerneste.
I sådan et vejr kunne ingen biler komme ud til landsbyen, vejene var fuldstændigt dækket af sne, og folk vadede igennem til hofterne. Sneen blev ved med at vælte ned, som om nogen oppe i himlen havde revet hul på en mel-sæk. Når man kiggede ud ad vinduet, var alt dækket af hvidt og fnuggene dansede ned. Skulle man udenfor i gården, kunne man dårligt åbne øjnene, sneen piskede ind i ansigtet sammen med blæsten, og man var drivvåd på ingen tid.
Og lige netop i sådan en snestorm valgte den lille at komme til verden.
Anna havde hele dagen haft en underlig fornemmelse i kroppen, ryggen begyndte at gøre ondt, først lidt, så meget, at hun kun havde lyst til at lægge sig ned men fandt alligevel aldrig ro. Hun rejste sig og gik hvileløst frem og tilbage. Svigermoren, Grethe, bemærkede straks uroen.
Anna, går du nu og skal til at føde? Hvorfor vanker du sådan rundt?
Jeg ved ikke helt, mor, men noget føles forkert.
Lad mig mærke på din mave.
Grethe, som nu boede alene i det gamle bindingsværkshus, havde aldrig været klog på den slags. I dag foregår det hele jo hos lægen, på hospitalet, og gamle tiders jordemødre er næsten forsvundet. Engang var der tre gamle koner i landsbyen, nu var der kun jordemor Karen tilbage.
Det ser ud som om, maven er sunket. Han har bestemt sig for at komme ud, det lille pus.
Men hvordan kan det være nu? Det er da alt for tidligt!
Det bestemmer vi ikke, min pige. Liv og død bestemmer Vorherre over.
Tårerne stod i Anna det var hendes første barn, hun vidste ikke, hvad der ventede, og ingen at spørge. Grethe selv havde kun fået sin søn Jens for over tyve år siden, og huskede knap nok, hvordan det hele var gået.
Anna, jeg går over efter Karen. Jeg sætter lige en gryde vand over når den koger, skal du slukke. Kan du, så find nogle rene håndklæder og lagner frem, du kender jo stedet. Men hvis du ikke kan, så gør du bare ingenting. Da jeg fødte Jens, sagde Karen, jeg skulle gå frem og tilbage og tage dybe vejrtrækninger det hjælper åbenbart. Grethe tog sit uldne tørklæde på, greb kosten for at støtte sig i sneen, og forsvandt ud i stormvejret.
Anna var alene. Hun var rædselsslagen hvad nu, hvis hun begyndte at føde og der ikke var nogen hos hende? Ville svigermor overhovedet komme frem? Og hvad hvis hendes egen mor, Karen Margrethe, ikke dukkede op, selvom det var svært at forestille sig?
Hun havde ikke lært, hvad hun skulle gøre, kun at hun skulle gå rundt og prøve at trække vejret dybt. Men hvordan ånder man ind, når smerterne nærmest tager pusten fra én?
Hvor var Jens, hendes mand? Var han bare her, kunne han holde om hende, sige at hun nok skulle klare det og bare være i nærheden, hvis det blev nødvendigt. Men på grund af stormen kunne han ikke komme hjem fra Viborg ingen busser, ingen farbare veje. Han anede ikke, at deres lille søn eller datter snart ville se dagens lys. Åh, hvor gjorde det ondt i lænden!
Midt i en sky af sne kom så hendes mor brasende ind ad døren.
Mit barn, Anna! Grethe sagde, at nu var det vist ved at være tid.
Ja, mor…
Jeg har taget lidt tørrede hyben med, vi laver en kop varm saft, og vi skal have kogt noget mere vand…
En times tid senere vendte Grethe tilbage med jordemor Karen, en lille senet kvinde med rynket ansigt og venlige men bestemt øjne. Karen undersøgte Anna og gav sin dom:
Hun føder før morgengry.
Hvordan? udbrød Anna, Det gør jo ikke så ondt endnu, jeg troede slet ikke, det var tid!
De første tegn kan godt begynde flere dage før, pige. Men nu er du begyndt at åbne dig det går nok, men det tager sin tid. Jeg går hjem og hviler lidt.
Bliv hos mig! bad Anna, vær her, jeg har det bedst, hvis du er i nærheden.
Karen lagde en træt hånd på Annas arm og nikkede. Så bliver jeg lidt endnu. Når moren er rolig, går det bedre, og barnet kommer lettere til verden.
Anna vidste ikke, at de første tegn bare er forvarmelser. Snart kom smerterne, som rå blomster i forårssneen smukke på afstand, men barske at gennemleve. Smerte som rev hende midt over, uden pauser, uden trøst. Hun kunne ikke ligge, ikke gå, kun mærke smerten overalt.
Grethe og Karen Margrethe vidste ikke deres levende råd, gik hvileløst frem og tilbage, sukkede og ynkede Anna. Karen jagede dem ud for at stryge noget sengetøj, så de ikke forstyrrede.
Alt stilnede ud på aftenen. Karen mærkede efter. Fire fingre er du åbnet, men det går lidt langsomt det første barn, de gamle veje er urørt. Både mor og barn har det svært. Da veerne gav et hvil, fik Anna lidt at spise, og Karen lagde hende ned for at få lidt kræfter.
Men blæsten jog endnu værre udenfor, som om stormen aldrig ville tage ende.
Klokken fire om morgenen vågnede Anna. Alt var mørkt, gamle Karen sov og småsnorkede i stolen.
Gud hjælp mig, hviskede Anna, vendt mod de gamle familiebilleder og korsene på væggen lad mit barn komme ud snart.
Smerten vendte tilbage og fejede alt andet væk. Karen sprang op, tjekkede hende – kun fem fingre åbnet. Det trak ud men ofte trækker det ud første gang.
Da lyset sivede ind gennem ruden, var Anna helt udmattet. Håret klistrede til hovedet, øjnene matte, natkjolen fugtig af sved.
Bare lidt endnu, sagde Karen, du er så tæt på nu.
Bedstemor, hjælp mig! jamrede Anna pludseligt, bedstemor, hjælp, jeg kan ikke mere!
Anna, hvad siger du? spurgte hendes mor forvirret. Der er da ingen bedstemor her. Hun blev som barn altid kaldt “Bedstemor” af dig, fordi du ikke kunne sige det rigtigt. Zofia, den gamle kone, elskede sin første oldebarn højest af alle.
Anna, hovedet kan ses nu. Kom, det sidste, du kan godt! Sådan, pust, pust, pust, stønnede Karen i takt med Anna.
Anna skreg, pustede, kæmpede, og skreg igen. Bedstemor, hjælp! Nu kan jeg ikke mere, klynkede hun og fødte sin søn lige ned i jordemor Karens trygge hænder.
Måske er det sidste gang, jeg modtager et barn, tænkte Karen, idet hun smilede og lagde den lille knægt op på Annas mave.
En dreng, Anna! Se, hvor køn han er, og sikke en stemme ham får du problemer med, han skal nok få folk til at danse efter sin pibe!
Anna græd af lykke, kyssede de små fingre. Hvor var det utroligt, at han havde været inde i hende! Men hvor var det trist, at Jens ikke var der til at se deres fine søn, den smukkeste i verden.
Nicolai, min lille Nicolai, hviskede hun.
Nicolai? undrede Grethe sig, du sagde ellers forleden, han skulle hedde Magnus, hvis det blev en dreng.
Hvordan kan han være andet end Nicolai, når han er min Nicolai? smilede Anna. Nicolai Jensen.
Karen var træt og gjorde klar til at gå hjem selvom det var glæden over at tage imod ny livet, sled det på kræfterne. Nu skulle hun bare hjem gennem stormen.
Anna faldt i søvn med sin lille søn. Karen Margrethe pakkede sig ind, sagde farvel til Grethe og gik ud i det begyndende morgengry. Snestormen lagde sig endeligt, sneen dalede nu kun som små korn, og måske kunne Jens snart vende hjem.
På vej hjem overvejede Karen Margrethe at kigge forbi bedstemor Zofia, som boede i et lille hus to døre længere nede ad vejen. Hun blev snart 93, levede alene, nægtede at flytte sammen med nogen, men klarede sig endnu og fik jævnligt besøg og hjælp.
Gården var næsten dækket til, men hendes søn havde været forbi og skovlet sne i går. Hun fik åbnet lågen, fejede lidt sne væk og gik ind.
Bedstemor Zofia? Det er bare mig, Karen, jeg kommer lige og ser til dig!
Intet svar, bedstemor sov nok man skulle råbe, for hun hørte dårligt. Karen tog støvlerne af og gik ind.
Der på sengen lå Zofia, hænderne foldet over brystet, i rene klæder, med et hvidt tørklæde om hovedet, som Karen aldrig havde set før. Karen satte sig, børstede tårerne væk, lukkede forsigtigt hendes øjne.
Ved siden af sengen stod et fotografi af Anna og en ikon af Sankt Nikolaj med et lille stykke stearin tændt.
Tak, Bedstemor, du hjalp Anna. Hun fødte sin søn. Hun kaldte ham Nicolai. Men du ved det nok allerede, gamle ven, hviskede Karen og kyssede den gamle på kinden, tak for din hjælp…
