– Freja, vil du ikke gå i Brugsen efter et franskbrød? Den fjerneste, berusede stemme fra den 45-årige kvinde kan næsten ikke fokusere på den spinkle, syvårige pige, der sluger, da hun hører ordet brød.
– Selvfølgelig, mor
Freja venter lydigt på penge, så ekspedienten fra den lokale døgnkiosk, tante Lene, storsnakkende byder hende et franskbrød, og nogle gange putter hun lidt diskret en mælkechokolade eller en håndfuld bolsjer i Frejas sultne lille hånd.
– Sikke et sørgeligt syn den lille pige der. Så sød, og så hos sådan et par drukkenbolte, sukker Lene med sin kop instantkaffe.
Freja kæmper for ikke at inhalere den forførende duft af den sprøde skorpe, mens hun skynder sig hjem. Hvis hun har opført sig pænt, får hun altid enden af brødet, og ovenpå nogle skiver sild eller måske to-tre fede fileter med lidt olie, der siver ned i krummen. Hun tager sig god tid, spiser langsomt og tydeligt nyder den simple lækkerbisken. Ud fra antallet af flasker i køkkenet venter forældrene gæster i aften, så en rigtig aftensmad er der ingen udsigt til. Nu gælder det bare om at komme ud, uden at nogen ser hende, for ellers kunne hun få bank. Sidste gang slog far hende så hårdt, at hovedet gjorde ondt i to dage, og næsen blødte i ny og næ.
Freja tager trappen ned og ud på gaden. Hun har stadig en kvart skive tilbage og en hel sild. Der er stille udenfor på trods af det lune forår. Kun få mennesker er ude, et sted spiller nogen glad musik, og i lommen knitrer to chokoladebolsjer. Hun har det pludselig rart det er ikke koldt at gå rundt, og hvis det bliver nødvendigt, kan hun altid gå ned til tante Lene, som altid byder på kaffe med fløde og sukker. Freja kigger op på lyset fra vinduerne og drømmer om at få en veninde én, hun kan dele sine hemmeligheder, tanker og måske bare gå rundt med, når hun ikke kan være hjemme. Hun er i egne tanker, da et spinkelt miav fra busken ved containerne stopper hende. Hun stikker forsigtigt hovedet ned gennem det gamle, ildelugtende tøj og opdager en bette, stribet killing i en slidt skotøjsæske, som klynker. Freja rækker hånden frem og killingen snuser ivrigt. Duften af sild får killingen til at slikke hendes fingre glubsk. Hun griner.
– Er du sulten, lille ven? Se hvad jeg har! . Freja lægger sildestykket foran killingen og proppede brødresten i munden.
– Kom, spis.
Det lille rovdyr går straks i gang med maden, snurrer, og hvæser lidt, når Freja prøver at ae det.
– Rolig nu! Du skal ikke glemme at tygge, ellers får du ondt i maven, sådan som jeg har prøvet, smiler hun blidt.
– Skal jeg tage dig med hjem? Du kan hedde Striber, og jeg vil altid dele min mad med dig, Freja løfter det lille stille dyr og putter det forsigtigt ind under jakken.
Gule gadelamper, som majhonning, lyser op på fortovet, hvor den lille pige slentrer og snakker ivrigt med den spindende killing, der stikker hovedet ud fra jakken.
***
Derhjemme er der stille. Kun tomme flasker, beskidte tallerkener og en overlæsset askebæger vidner om festen. Fyringsanlægget snurrer sagte. Uret tikker langsomt. Freja sætter sig på stolen, killingen op på bordet. Den snuser forsigtigt til det tomme glas.
– Føj, Striber! Ikke den slags væske, den får man det dårligt af! Hvad nu, hvis du hver dag ville drikke det? Så kunne vi jo ikke være venner mere! hun krammer killingen tæt ind til sig. Han kan kun spinde og presser blødt poterne op mod hendes næse, som for at trøste: Bare rolig, vi er sammen.
Den nat sover Freja trygt. Hun drømmer noget sødt bananis og kirsebærboller mens Striber snurrer stille ved hendes side og synger sine egne katte-vuggeviser.
Men om morgenen, ser far killingen og råber, at det kræ skal ud af huset. Mor tænder endnu en cigaret og sidder med et vådt viskestykke på panden. Hendes hæse stemme beder Freja tage killingen langt væk.
Freja sidder med Striber i armene udenfor opgangen og de salte tårer løber uhæmmet ned af kinderne. Hun har ingen idé om, hvor hun kan tage killingen hen, og at efterlade ham ved skraldet, som hun lige har fundet ham, er slet ikke til at bære. Grædende går hun til Brugsen til tante Lene og forklarer forvirret, at hun beder om Striber kan få lov at bo i baglokalet. Hun lover at besøge ham hver dag, give ham mad og passe godt på ham. De venlige kvinder nænner ikke at sige nej, og Striber får en gammel sweater og et afklippet plastikbøtte som seng.
Hele foråret og sommeren vanker Freja trofast i Brugsen til sin Striber, og hun deler brødet med ham, hver gang hun kan, selvom det koster hende øretæver derhjemme. Men hvad gør det, når man har en rigtig ven? Hun sidder i timevis, fortæller ham alt hvad hun oplever, og Striber ligger på hendes tynde knæ og blinker dovent med sine lavendelfarvede øjne. Tante Lene skovler rester fra frokosten ned i hans skål en dag bliver hun helt betaget:
– Hold da op, sådan et smukt kræ har jeg aldrig set før! Hans øjne er nærmest uvirkelige. Se lige, Oda!
De to ekspedienter står og beundrer de dybe, varme øjne, mens Striber kun spinder og ser snu og tilfreds ud.
Da efteråret kommer, er Striber blevet en flot, stor kat med eventyrlige øjne. Flere gange prøver kunder at tage ham med hjem, men han nærmer sig kun én: sin pige.
En dag er Freja væk i flere dage. Hun kommer ikke og køber brød, og Striber savner. Tante Lene begynder at blive nervøs er hun mon blevet syg? Men Freja dukker op igen. Hendes blege kinder er blåligt plettede, læben har et grimt brunt sår. De spørgende blikke får hende til at mumle:
– Jeg faldt
Senere, bag ved Brugsen, med ansigtet gemt i Stribers plys, fortæller hun længe sin ven alt mellem himmel og jord, inden hun falder i søvn og bliver lagt under et gammelt tæppe på personalestuen. Om natten ringer Lene til betjent Madsen, men han opgiver hurtigt det er svært at bevise vold, og han vil alligevel ikke have ballade med den familie. Lene græder, hun har ondt af pigen, som hun ikke føler hun kan hjælpe. Hun har ingen egne børn, men ville ønske Freja kunne være hendes.
Hele natten kredser Striper rundt om sofaen, snuser omsorgsfuldt til hendes ansigt, men næste dag er han borte. Freja leder efter ham ved alle skraldespande, men skålen i baglokalet bliver uberørt.
Tante Lene passer på Freja og frygter den dag, nogen kommer og tager hende. En dag tager hun mod til sig og går på socialforvaltningen for at søge om adoption. Men de afslår hun er alene, ugift og arbejder nat. Hun føler sig utilstrækkelig, men prøver alligevel igen. To måneder går. Freja vænner sig til Lene, lærer at stege spejlæg, læse i stavelsesbidder og gøre rent for at glæde den trætte kassedame.
Da den første sne falder, den 3. november, fylder Freja 8 år. Hun puster de farvede vokslys ud på en hjemmebagt honningkage fra Brugsen og siger højt til Lene:
– Jeg vil bare bo sammen med dig for altid, og du skal være min mor! og hun krammer den rørte kvinde.
– Det ønsker jeg mig også allermest, lille Freja, svarer Lene lavt.
Der bliver banket på døren. De venter ingen gæster, så da en skarp ung mand i pænt tøj træder ind, bliver Tante Lene overrasket.
– Goddag, jeg er fra Aarhus Kommune, Børn og Unge-forvaltningen. Jeg har jeres papir og ansøgning. Jeg ville hilse på, smiler han og rækker hånden frem.
– Kom blot indenfor, vi ventede ingen, Lene viser ham ud i køkkenet.
– Har De lyst til te? Tante Lene har lige købt noget med tropisk frugt, det har De sikkert aldrig prøvet før! Freja smiler og stiller en kop til manden.
– Tak. Er det her dit fødselsdagskage? spørger han.
– Ja! Jeg er lige blevet 8. Næste år skal jeg i skole, nikker hun stolt.
– Skole er vigtigt. Men sig mig, hvordan har du det her? Fortæl!
– Godt, Freja liver op
De taler længe, sidder i det lille køkken og spiser kage, skyller ned med te med tropiske frugter. Den lille pige og den høflige unge mand i pænt tøj. Lene sidder og lytter, trygt lænende hovedet i hånden.
– Nu må jeg desværre afsted, den unge mand rejser sig. Han tager en mappe frem af tasken.
– Her, fru Jensen, med disse papirer går du til byretten i morgen, taler med sekretæren og udfylder din ansøgning. Bare rolig, du skal nok blive hjulpet. Sagsbehandling i retten er en formalitet. Så kan du få Freja med hjem.
– Få hende? Lene bliver overrumplet af glæde. Freja kaster sig om halsen på manden og gentager:
– Tak, tak, tak!
– Tak mumler Lene, mens glædestårerne triller.
– Pas godt på hende, siger manden og sender hende et langt blik. Lene stivner hun møder et par lavendelfarvede katteøjne i et venligt menneskes ansigt, fyldt med varme og forståelseFreja spinder næsten som Striber plejede, mens Lene løfter hende ind til sig og fletter armene beskyttende om den lille, lette krop. Udenfor trækker vintervinden glitrende fnug hen over gaden, men inde i det varme køkken stiger dampen op fra kopperne, og glæden bobler lige så højt.
Samme aften, mens mørket samler sig, ligger Freja tæt på Lene under en stor, knitrende dyne. Hun hvisker, med stemmen fuld af håb, Tror du, Striber kommer igen, nu hvor jeg skal bo hos dig?
Lene kysser hende i håret og smiler: Måske gør han eller måske passer han altid på dig, hvor end du er.
Udenfor, bag Brugsen, ses to lavendelfarvede øjne et øjeblik lyse op i natten, inden de blinker kærligt mod vinduet, hvor en lille pige endelig, endelig er hjemme.
