Signe, kunne du gå ned i Brugsen efter lidt brød? Min mors slørede blik hang et sted over mit hoved, for hun var allerede langt væk i glasset, og hendes stemme var tung. Jeg var syv år, spinkel og lille, men ordene om brød fik min mave til at rumle.
Ja, mor svarede jeg og ventede, som altid, på mønterne.
Pengene rakte knapt, men fru Lene, der havde boden nede i døgnkiosken, sukkede og rystede på hovedet, men hun gav mig altid et venligt smil med det varme hvedebrød, og nogle gange sneg hun lidt chokolade eller bolsjer i min hånd.
Det er trist med sådan en lille én. Hun er da så kær, men vokser op hos de dér drukkenbolte, hørte jeg hende sige til sig selv, mens hun nippede til sin kaffekop bag disken.
Jeg løb altid hjem så hurtigt jeg kunne, med brødet trykket ind til brystet, og duften af den sprøde skorpe fristede mig noget så grusomt. Var jeg heldig, rev min mor altid en ende af til mig og hvis dagen var god, kom der også to-tre sildebidder ovenpå, der dryppede med olie, så brødet blev blødt og lækkert. Jeg spiste langsomt, nydende hver bid, og lod silden trække ud over tungen så længe jeg kunne.
Men den dag flaskerne var allerede linet op på bordet, så flere retter var der ikke udsigt til. Jeg måtte helst snige mig ud igen, ingen skulle se mig, for så faldt der nemt slag eller dumme ord af. Sidst havde min far slået mig så hårdt, at mit hoved dunkede i flere dage og næseblodet drev.
Med det sidste stykke skorpe og en hel sildebid i hånden gik jeg ud i den milde forårsluft. Der var tomt på vejene, folk var nok stadig inde, eller også lod de som om de ikke så mig. To chokoladebolsjer gemte jeg i lommen til senere. Det var sådan en stille dag, hvor aftensolen glimtede bag ruderne, og jeg drømte om én at dele mine tanker med en rigtig veninde, så jeg ikke behøvede at gå alene, når jeg ikke kunne være hjemme.
Pludselig hørte jeg en pibende lyd ovre ved buskene ved affaldsskuret. Jeg lyttede og gik forsigtigt nærmere. I en slidt skotøjsæske gemt i gammelt klamt tøj lå en lille, stribet killing og peb. Jeg rakte hånden frem, og den snusede nysgerrigt. Min sildebids duft lokkede den frem, og den begyndte straks at slikke mine fingre. Jeg hvinede over dens kradsende tunge.
Er du mon sulten? Se, hvad jeg har, sagde jeg bestemt, lagde min sildebid foran killingen og proppede resten af skorpebrødet i munden.
Spis du bare.
Den gnavede løs og hvæsede lidt, hvis jeg prøvede at kæle, men dens mave knurrede af velbehag.
Ikke for hurtigt, ellers gør det bare ondt i maven, grinede jeg, for det kendte jeg jo alt for godt. Jeg fangede killingen op og lagde den ind under min jakke.
Hvis du vil, kan du bo hos mig. Jeg vil kalde dig Striver, og jeg lover at dele min mad med dig, hviskede jeg og skyndte mig gennem landskabet, mens gadelygternes gule skær mindede om honning fra forrige forår.
*
Derhjemme fandt jeg kun tomme dåser, beskidte fade og et askebæger proppet med skodder på køkkenbordet. Varmtvandsbeholderen brummede, væguret tikkede tungt. Jeg satte mig, satte killingen på køkkenbordet den snuste forsigtigt til et tomt glas.
Fy, Striver, det drikker vi ikke! Det fører aldrig noget godt med sig. Hvis du også vil drikke den slags, så kan vi ikke være venner, sagde jeg og krammede killingen tæt ind til kinden, hvor den stødte sine bløde poter mod min næse. Den spandt trygt, som ville den sige, at nu var vi to sammen.
Den nat sov jeg for første gang længe. Jeg drømte om bananis og kirsebærkager. Striver lå tæt ind til mig og sang kattenattens rolige sang.
Men morgenen efter opdagede min far killingen og blev rasende: Han råbte, vi skulle skille os af med “det kræ”. Min mor sad med våde klude mod hovedet, røg cigaretter og var ligeglad.
Skuffet og ked ad det satte jeg mig udenfor opgangen med Striver i favnen. Jeg havde ingen steder at tage hen, og at efterlade ham i affaldet havde jeg slet ikke hjerte til. Tårevædet gik jeg ned til fru Lene i kiosken, fortalte stammende hvad der var sket, og bad næsten på mine knæ om hun ikke ville tage ham ind. De gode damer kunne ikke sige nej og fandt en krog til Striver bag butikken, hvor han fik en slidt trøje og et afskåret plastikbæger fra remouladen.
Hele foråret og sommeren kom jeg dagligt med en “bid” af brødet, selvom det kneb hjemme og jeg fik skæld ud. Men når man har en trofast ven, betyder det ikke meget. Jeg snakkede med Striver om alt, og han lå på mine knæ og spandt, mens hans øjne smukke, lilla som hyacinter i morgendisen glimtede i butikkens halvskygge. Fru Lene og fru Karen grinede, når de så på ham:
Hold da op, har du set så kløgtige kattens øjne? De er jo slet ikke til at stå for, sagde de.
Da efteråret kom, var Striver blevet en stor, rank kat, så flot, at kunderne fristede med at tage ham hjem, men han ventede bare på mig, kom ikke folk nær.
Da jeg en dag ikke dukkede op i flere dage, begyndte fru Lene at blive bekymret. Endelig kom jeg, bleg og blå under øjnene, en grim sårskorpe på læben.
Jeg faldt bare, løj jeg, da damerne spurgte.
Bag butikken fortalte jeg Striver det hele og faldt i søvn i hans pels. Fru Lene lagde mig på den slidte sofa i baglokalet og dækkede mig til. Senere ringede hun til Jens Petersen, nærpolitibetjenten, men han sagde bare, at vold ikke var let at bevise, og han ville ikke have med de “drukmænd” at gøre.
Natten igennem cirklede Striver bekymret omkring, og om morgenen, da fru Lene havde givet mig the og smørmad, lod hun mig og fru Karen holde øje med biksen, mens hun gik hjemme til mine forældre. Men nede foran opgangen stod Jens Petersen og spærrede vejen.
Nej, du skal ikke gå derop. Der er sket et drab, så det er bedst at du ikke kommer nær. Har du set Signe Ankersen i nat?
Signe? Hvem er blevet dræbt? spurgte fru Lene, bange.
Hendes forældre. Vi leder efter pigen måske er hun taget væk. Du har ikke set hende?
Hun var hos mig i nat og sov i baglokalet. Hun har det godt. Men hvem?
Ingen ved det. Det ligner nogle opgør mellem drukfæller. For resten vil du tage pigen lidt, så vi kan finde familie til hende? Det ville spare os for papirarbejde, og så står der sikkert snart en bedstemor frem.
Ja, selvfølgelig, svarede fru Lene, hendes hjerte bankede pludselig af glæde. Forældre kunne hun ikke savne, men Signe Ja, hende holdt hun allerede meget af.
Hun fortalte mig ikke, hvad der var sket, men at jeg havde min mors tilladelse til at bo der lidt. Jeg blev glad og spurgte, om hun ikke kunne lære mig at passe kassen.
Men Striver, min kat, så jeg aldrig mere til. Jeg ledte og kaldte længe, men madskålen stod uberørt.
Fru Lene sørgede for mig så godt hun kunne, selvom hun frygtede, at de snart ville tage mig væk. Hun gik til kommunen og søgte om at adoptere mig, men de sagde nej, for hun var alene, arbejdede om natten og passede ingen af deres kasser. Hver gang blev hun afvist og gik hjem med følelsen af ikke at være god nok. Men de næste to måneder lærte jeg at lave spejlæg, stave, gøre rent og glæde hende, når hun kom træt hjem.
Da frosten tog til og sneen faldt den 3. november, fyldte jeg otte år. Jeg pustede parafinlys ud på honninglagkagen, og så på hende: Jeg håber, at vi altid må bo sammen vil du ikke være min mor?
Snuske, er det også min største drøm, svarede hun stille og blinkede væk en tåre.
Der bankede på døren. Vi ventede ingen gæster, så vi blev overraskede, da der stod en ung mand med mappe og slips.
Goddag, jeg kommer fra Københavns kommune, fra familieværnet. Jeg er kommet for at møde Dem og gennemgå Deres ansøgning, sagde han og stak hånden frem.
Kom blot ind, vi er lige i gang med at fejre Signes fødselsdag, sagde fru Lene og bød ham varm the.
Er det din kage? spurgte han, smilende til mig.
Ja, og jeg bliver snart skolepige, nikkede jeg ivrigt.
Du virker glad her, fortæller du ikke lidt? spurgte han venligt.
Jeg gjorde mig stor umage, fortalte stolt om butikken og alt det, jeg havde lært.
Da han rejste sig, rakte han en mappe frem til fru Lene:
Her er papirerne. Gå i retten i morgen, bed om at tale med sagsbehandleren, skriv under. Jeg lover, det er bare en formalitet. Så kan du tage Signe hjem rigtig hjem.
Hjem… kvækkede fru Lene, hendes ord druknede i glædestårer. Jeg sprang op, krammede hendes hånd og sagde igen og igen: Tak, tak, tak!
Den unge mand samlede sin mappe, så på os med blå øjne, der dybt inde glimtede som forårsvioler fulde af varme og forståelse.
