10. marts
I morges skete der noget, jeg aldrig kommer til at glemme. Jeg hedder Birgitte Mortensen, og min dag startede heldigvis med en sjælden glemsomhed jeg tog afsted på arbejde i al hast, men da jeg akkurat havde låst døren til opgangen i Valby, gik det op for mig, at jeg havde glemt min mobil derhjemme. Typisk. Jeg besluttede at vende om og tage elevatoren op til 8. sal. Men selvfølgelig lige som jeg stiger ind, sætter elevatoren sig fast midt imellem etagerne.
Først banede en snert af panik sig vej, men jeg trak vejret dybt og satte mig ned, mens jeg ventede på, at vaktmesteren skulle komme. Pludselig kunne jeg høre stemmer udenfor, fra gangen lige udenfor elevatoren. Den ene var min mand, Niels. Han stod og talte med en kvinde, jeg godt kendte vores overbo, Lene Eriksen fra nummer 40.
Min elskede, hørte jeg Niels sige med en stemme, jeg kun troede han brugte til mig, jeg glæder mig så meget til vi endelig kan være sammen igen.
I aften ses vi, Niels, hviskede Lene. Kom forbi efter kl. ti. Min mand skal på nattevagt hele ugen, han går klokken halv ti og er først hjemme igen ved seks tiden.
Hvorfor er den skide elevator så langsom? lød det irriteret fra Niels.
Da gik det pludselig op for dem begge, at elevatoren nok var gået i stå og ikke blot kørte langsomt, og jeg kunne høre deres skridt forsvinde ned ad trappen. De snakkede kort videre; han takkede hende for de timer, de allerede havde haft sammen og sagde, at hun havde givet ham stor glæde i hverdagen. Alle byggeforeningslejligheder ligner hinanden, og i vores lille opgang kan man nemt høre det meste, hvis man lytter.
Først var jeg nærmest lammet og nægtede at tro, at det virkelig var min Niels, jeg hørte. Men alt blev udiskutabelt, da hun nævnte hans navn, og så også mit. Så var der ingen tvivl. At min egen mand havde indledt noget med Lene på samme etage At det var netop dér, alle hans små aftenture i silende regn og hurtige gåture for at få frisk luft egentlig bar henad. Han troede for alvor, at jeg var komplet uvidende.
Håndværkeren kom og fik mig fri af elevatoren. Jeg var iskold indeni, men min tanke var allerede klar. Nu skulle han i sandhed huske sine aftenture for resten af livet.
Klokken nærmede sig ti om aftenen klassisk tid for Niels at skulle ud og gå en tur. Han rømmede sig: Birgitte, jeg hopper lige ud en times tid.
Det regner, Niels! svarede jeg.
Jeg har brug for at gå. For hjertet, du ved det får gang i blodomløbet.
Tag da bare alt tøjet på – men er det værd at vove sig ud i regnen?
Paraplyen beskytter mig, sagde han og greb paraplyen og sine gode sko.
Gør som du vil. Men pas nu på, det føles ikke som din heldigste dag, svarede jeg med et drillende smil.
Han fnyste og var ude af døren.
Under en halv time senere hørte jeg forsigtige trin på opgangen. Han bankede på, og da jeg åbnede døren på klem med sikkerhedskæden på, så jeg ham stå der drivvåd og uden sit overtøj.
Hvor er din paraply, og hvorfor mangler du frakken? spurgte jeg.
Nogle unge fyre på gaden overfaldt mig og stjal det hele. Slip mig dog ind, Birgitte, jeg fryser!
Dine ting har jeg pakket sammen. De står ved skralderummet. Du kan give Lene en hilsen fra mig.
Lene? Hvad taler du om?
Fra ottende sal, naturligvis.
Jeg lukkede døren bag mig, satte mig i sofaen og tændte for fjernsynet. Børnene bor for længst ude, så de slap heldigvis for at opleve denne pinlige affære.
Niels løb ned ad opgangen, fandt sin kuffert ved skraldet og tog sit tøj på. Siden forsvandt han ud i regnen og forsøgte at bestille en taxi uden mobil, for den havde han glemt hos Lene. Han måtte krumme sig tilbage til opgangen for at spørge mig, men i et sidste uheld blev elevatoren ramt af strømafbrydelse, og Niels sad fast mellem sjette og ottende etage.
Da strømmen vendte tilbage, var jeg allerede taget på arbejde. Nøglerne til lejligheden havde han ikke den var min.
Snublende ned ad trapperne mødte Niels Lene hun stod selv med en weekendtaske ventende på elevatoren.
Har du min telefon? spurgte han anstrengt.
Ja, og dine ting også, svarede hun forskrækket.
De tog elevatoren sammen. Derefter forsvandt de hver til sit, med hver deres taxa, mod ukendte aftener.
Og jeg? Jeg sad i stilheden med et overraskende lettet hjerte. Måske havde jeg mistet en mand, men fået min frihed igen.
