Min egen mor smed mig ud af lejligheden, fordi min stedfar var hende kærere!
Jeg boede med min far indtil jeg var fem år, og det var den lykkeligste tid i min barndom. Da han døde, holdt min mor op med at tage sig af mig og begyndte at leve sit eget liv. Da jeg var otte, dukkede min stedfar op han forsøgte at styre alt, hvad min mor og jeg foretog os, og pludselig blev alt underligt og anderledes.
Hver dag fulgte vi det mærkværdige skema, stedfar havde lavet det var ham, der uddelte alle pligterne, men han løftede aldrig selv en finger, fordi han altid var “træt efter arbejde”. Mor tvang mig til at gøre det hele for ham, for hun frygtede hans vrede og alle de mærkelige skænderier, der altid fulgte.
Som teenager begyndte jeg at gøre oprør. Forestil dig at komme hjem fra skole til lyset i mørke stuer og finde min mor viklet ind i stedfars arme på sofaen foran tvet, mens jeg lavede frikadeller i køkkenet, vaskede stedfars cykel eller fandt på nye gøremål ingen andre ville have. Hvis jeg protesterede, var der kolde blikke, en lussing og en monolog om, hvor utaknemmelig jeg var for at få “så meget”.
Bortset fra tag over hovedet og mad (som jeg i forvejen gjorde rent for), blev jeg aldrig tilbudt andet. Når jeg foreslog et aftenkursus, privatundervisning eller sport, grinede de og sagde, jeg burde lære at tjene penge først. Nye bukser eller sko kom sjældent, og når jeg endelig fik noget, blev det nævnt dagligt i ugevis.
Da jeg fyldte 18 og var færdig med gymnasiet, sagde mor, det var tid til at finde mit eget værelse jeg måtte ikke læse videre, men skulle straks finde et arbejde, for jeg kunne ikke bo hos dem mere.
Vi boede i en lille flække et sted i Jylland, og det var uendeligt svært at finde arbejde. Og inderst inde ville jeg slet ikke knokle hele dagen. Jeg håbede stadig, de ville ændre mening, hvis jeg klarede mig. Men mor pressede mere og mere på, så i de sidste tre måneder op til studentereksamen arbejdede jeg som serveringspige fra 10 til 12, til en ringe løn uden drikkepenge, og hvad jeg tjente, rakte kun til husleje for to måneder. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle spise. Mine karakterer blev ringe, fordi jeg gik glip af mange timer, så jeg kom ikke ind på universitetet, og jeg havde ingen til at betale for videreuddannelse.
Jeg sagde jobbet op den sommer og ledte efter et bedre betalt, for min mor og stedfar spurgte hver dag, hvornår jeg flyttede og til sidst smed de mig bogstavelig talt ud.
Jeg prøvede at arbejde i et mærkeligt, næsten uvirkeligt rengøringsmiddel-supermarked. Efter nogle dage blev jeg syg og forgiftet. Da jeg ville tilbage, sagde chefen, at de allerede havde fundet en ny pige. Tiden løb som sand i et timeglas jeg prøvede alverdens småjobs, men ingen steder kunne jeg tjene nok til at klare mig selv.
Midt om sommeren havde jeg fødselsdag. Min moster, Grethe, ankom ud af det blå. Jeg havde ikke nævnt noget for nogen, men da hun i et stille øjeblik spurgte, hvad der skete, begyndte jeg at græde. Den dag hjalp hun mig med at pakke min tøjpose (som nu lignede en zebrastribet sky) og tog mig til sin lejlighed i Aarhus. Jeg havde realiseret mine forældres ønske og var væk, og mærkeligt nok føltes det lettere sådan.
Grethe skaffede mig et job i byens boghandel. Jeg kunne læse og arbejde samtidig, og året efter bestod jeg studentereksamen og blev optaget på et offentligt universitet. Hun hjalp mig med alt, slap mig aldrig, ikke engang når mørket truede og forældrene igen på tværs af luften hviskede, hvor utaknemmelig jeg var.
Tiden gik, jeg læste færdig og fandt et godt arbejde. Nu siger jeg tak til min moster jeg støtter hende, tager hende med til dyre feriesteder og glemmer aldrig, at hun ikke lod mig falde, da alt ellers smuldrede som sand under fødderne.
