Sønnen ringede ikke i tre måneder. Jeg bildte mig ind, at han havde travlt med arbejdet. Til sidst tog jeg selv toget til Aarhus uden at give besked. En fremmed kvinde åbnede døren og sagde, at hun havde boet der i et halvt år.
Hvis jeg ikke den morgen var steget op i bussen til Aarhus, ville jeg måske stadig leve i illusionen om, at Simon bare ikke havde tid. At det var arbejdet, et projekt, alt det som unge gør lever hurtigt og glemmer at ringe til deres mor. Men jeg tog afsted. Det jeg så foran hans dør, væltede min verden omkuld, som var jeg vågnet i et hus af spejle, hvor ingenting var, som det plejede.
Det hele begyndte så stille. Normalt ringede han om søndagen, lige før frokost mellem min tarteletfrokost og hans morgenkaffe. Indimellem sendte han en SMS midt i ugen spurgte om blodtrykket, om jeg havde været hos lægen, om Gunhild fra stueetagen stadig larmede. Almindelige ting. Efter Henriks død var de opkald blevet min vejrtrækning. Det eneste, jeg holdt fast i.
Sextien år gammel, fire år som enke, treogtredive år som kontorfuldmægtig i Teknisk Forvaltning og så pludselig pension, en tom lejlighed og stilheden, der kun blev brudt af det ene, ugentlige opkald.
I maj holdt Simon op med at ringe.
Første uge han har sikkert glemt det, tænkte jeg. Jeg skrev en SMS. Han svarede kort: Masser at lave, jeg ringer. Men han ringede ikke. Anden uge endnu engang en SMS. Alt ok, mor, vi tales ved. Tredje uge stilhed. Jeg ringede, han tog den ikke. Svarene kom timer efter, korte og underlige, som om nogen anden skrev for ham.
Veninden Gerda hende jeg gik til seniordans med nede på kulturhuset sagde det ligeud:
Kirsten, du må tage derop. Der er noget galt.
Måske har han fået en kæreste og vil ikke fortælle det, forsvarede jeg ham, mest overfor mig selv.
Netop derfor burde han jo ringe mere, trak Gerda på skuldrene.
Men jeg trak det ud. Simon havde aldrig brudt sig om overraskelser. Engang vi uanmeldt besøgte ham, lavede han et ansigt som om, vi havde opdaget en forfærdelig hemmelighed, mens hans køkken bare rodet. Han var sådan havde brug for sit rum. Jeg forstod det. Eller troede, jeg forstod det.
I august kunne jeg ikke mere. Jeg købte en billet til bussen fra Roskilde til Aarhus, tre timer, kørte med min hjemmelavede jordbærmarmelade i tasken og et stykke brunsviger, fordi Simon altid havde elsket min brunsviger, siden gymnasiet. Jeg sad og tænkte på, hvad jeg ville sige. At jeg savnede ham. At han ikke behøvede ringe hver dag, men bare én gang om ugen det er da ikke for meget. At jeg er hans mor, ikke en byrde.
På opgangen ved tre-tiden, tredje sal, dør til højre, brun dørmåtte hvor der engang stod Velkommen den, jeg købte til indflytterfesten.
Måtten var væk.
I stedet lå en grå måtte uden skrift. Jeg ringede på. En kvinde ung, måske i begyndelsen af trediverne, mørkt hår, klippet page, i joggingtøj og med en kop the lukkede op.
Hej, jeg leder efter Simon Brandt, sagde jeg, så rolig jeg kunne.
Hun kneb øjnene sammen.
Der bor ingen Simon her. Jeg har boet her siden februar.
Jeg stod dér med min brunsviger og marmelade i en Nettopose. Kunne ikke finde vej til min egen vejrtrækning. Kvinden Frederikke, som hun senere præsenterede sig lukkede mig ind, nok fordi jeg lignede en, der var ved at besvime.
Lejligheden var en fremmeds, møblerne, gardinerne, selv væggene havde en anden farve. Intet af det, jeg huskede. Ikke så meget som et gran af min søn.
Frederikke lejede gennem et bureau. Ikke engang mødtes med ejeren, alt gik gennem agenten. Hun gav mig nummeret. Jeg ringede med det samme, sad på hendes sofa samme sted, hvor Simon havde drukket morgenkaffe for bare et halvt år siden.
Mægleren bekræftede Simon Brandt havde lejet lejligheden ud i februar. Nej, ingen ny adresse. Ja, han betaler rettidigt, overførsel fra dansk konto.
Jeg tog sidste bus til Roskilde. Græd ikke. Jeg var for fortumlet. Min eneste søn ham, der holdt mig i hånden til Henriks begravelse, der hjalp med min årsopgørelse, der sagde mor, du kan altid regne med mig havde flyttet, udlejet sin lejlighed til en fremmed og ikke sagt et ord.
Tre dage lod jeg telefonen ligge. Ventede, at han skulle ringe. Det gjorde han ikke.
Fjerde dag sendte jeg en kort besked: Jeg har været i Aarhus. Ved du ikke bor på Frederiks Allé. Ring.
Han ringede efter en time. Første gang i tre måneder, jeg hørte hans stemme, ikke som båndet på telefonsvareren.
Mor, jeg… undskyld. Jeg burde have sagt noget.
Hvor er du?
Stilhed. Lang, drømmende stilhed.
I Bergen. I Norge. Siden marts.
Jeg satte mig ved køkkenbordet. Udenfor hang naboen vasketøj på altanen. Verden lignede sig selv, men min var gået i opløsning, som at stå i en sø af spejle, der pludselig styrtede sammen.
Simon talte længe. At han følte sig kvalt efter fars død. At mine opkald, mine spørgsmål om blodtryk, mine pakker med brunsviger det hele blev for meget. Han kunne ikke sige det, for han vidste, det ville gøre ondt. Så han valgte det værste: at flygte.
Jeg følte, at hvis jeg ikke rejste, ville jeg gå i stå, sagde han stille. Ikke fra dig, mor. Fra rollen som fars stedfortræder. Fra hullet, jeg skulle fylde.
Jeg ville skrige. Ville sige, at jeg aldrig bad ham om det. Men da jeg lukkede øjnene og var ærlig, kunne jeg se det alle søndagsopkaldene, hvor jeg fortalte om hver dag, hvert lægebesøg, hver regning, som var han min mand, ikke min søn.
Jeg sagde det ikke højt. Jeg var ikke klar.
Kom hjem til jul, sagde jeg bare.
Det gør jeg, mor.
Jeg lagde røret og sad i mit køkken længe. Brunsvigeren stod urørt på bordet. Jeg spiste et stykke. Den var god. Den var altid god.
Simon kom hjem i december. Sad ved julebordet overfor mig på Henriks plads, men ikke for at erstatte. Som en voksen mand, der havde gjort noget forfærdeligt, men med sine grunde. Vi talte ikke om Bergen under risalamande. Måske gør vi en dag. Måske ikke.
Gerda spørger tit, om jeg har tilgivet ham. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at når han nu ringer om søndagen og det gør han så prøver jeg at tale mindre. Ofte spørger jeg mere til ham, end jeg fortæller om mig. Det er ikke meget. Men det er en begyndelse.
Nogle gange er den største kærlighed, en mor kan give sit voksne barn, at give slip. Også selvom ingen har lært hende hvordan.
