I skolen blev jeg hele tiden hevet med til alle mulige olympiader. En dag sendte de mig til en kemi-olympiade. Det tolkede jeg straks som en anerkendelse af mine intellektuelle evner.
Min mor, der var kemiker før hun mødte min far gik hun med et gammelt, stolt slægtsnavn opførte sig pludselig som en dansk kogekone, da hun hørte det. Normalt lo hun med den dæmpede ynde, som man forestiller sig hos en H.C. Andersen-karakter. Men nu væltede hun teen ud over bordet og brød ud i et latterbrøl.
Det var første og sidste gang, jeg hørte min mor grine sådan. Senere blev jeg sendt til en distriktsolympiade i fysik. Og derefter én til og én til. Til sidst begyndte jeg at forstå, at skolen brugte mig som en slags rutinefordriv, deporterede mig fra timerne, så de andre elever kunne få fred og ro til at lære.
Oplysningen om, at jeg skulle til biologi-olympiade, kom med det delikate twist, at jeg fik følgeskab af Thorkild Kruse. Han var virkelig også et biologisk talent ligesom jeg kunne han kende forskel på en kronhjort og en skildpadde på hundrede meters afstand. Da biologilæreren hørte, hvem der skulle forsvare skolens ære, var hun ved at erklære sultestrejke. »Men de er jo væk hele dagen,« overbeviste rektor og viceskoleleder hende vel med.
Thorkild og jeg blev placeret i et kæmpe auditorium med tres fremmede kolleger i hvide kitler. Hver af os fik udleveret et stort papirark med tomme felter.
Netop da holdt en kvinde en brandtale bag talerstolen. På brystet sad en glasbroche, så stor som en sildemad. Talen sivede ind i rummet. Det vigtigste var, at vi alle var udvalgte en stor fremtid ventede. Hvis vi larmede eller snød, ville vi ende med at læsse kul i Korsør Havn. Selv det var dog ærligt arbejde.
Jeg kiggede mig omkring og berørte forsigtigt skulderen på pigen ved siden af. Hun rødmede og skjulte sine blå øjenvipper. Så kastede alle sig pludselig over arkene som besatte. Det gjorde Thorkild nervøs:
Jeg forstår slet ikke, hvad vi skal. Hvad er det, vi skal?
Han havde virkelig ikke fornemmet, at vi skulle skrive noget ned. Han troede bare, vi kom for at drikke sodavand. Jeg studerede mit papir: I de tomme felter manglede svar. Det sagde jeg til biologen Thorkild. Kvinden med glassmykket bad mig dæmpe mig.
Hvor finder man svarene? spurgte Thorkild og kiggede rundtom.
Så spurgte glassmykkekvinden, helt uskyldigt, hvilken skole de to ivrige drenge dog kom fra. Hvis man var stamgæst i Ungdomscenteret, var hun svær at narre. Og jeg svarede, vi kom fra Skole 172. Hun noterede det både på mit og Thorkilds papir. Og kradsede så noget ned i sin lille notesbog.
Vi er da fra Skole 175? hviskede Thorkild.
Ti stille, din klovn, tyssede jeg.
I irritation sparkede han ud efter mig, men ramte stolen foran, hvor en fregnet pige sad. Hun drejede hovedet om som en ugle og vurderede, at vi ikke var farlige. Hun bad os roligt lade være med det. De fregner husker jeg endnu.
Hva vil du? hvæsede Thorkild til hende. Sid nu bare stille.
Kvinden med glassmykket sendte hende en sidste advarsel. Og så begyndte pigen at græde. For at trøste hende, talte glassmykkedamen til pigens moderlige håb: Stol på dig selv, så skal det nok gå. Der var overbevisningskraft dengang pigen tørrede straks tårerne væk og fik faktisk klaret alt sammen.
Jeg sad i en frustrerende situation. At prøve at huske Carl von Linnés fødselsår og samtidig fange fregnhårpigens blik det gik ikke. Enten Linné eller vipperne. Forsøgte jeg begge dele, endte jeg med at forestille mig en Linné med make-up på øjenvipperne, og det var ikke rart. Uanset hvem han var billedet var grotesk.
Hvor mange fiskearter lever i Limfjorden? spurgte Thorkild i forbifarten.
Ni hundrede og tolv, svarede jeg tørt.
Er du sikker?
Det joker man ikke med.
Svaret om Linné formulerede jeg så elegant, at det kunne indsættes i både H.C. Andersens og Halfdan Rasmussens biografi. Kun hvis man læste det grundigt, ville det være lidt for velargumenteret.
»Vil du med i biografen?« skrev jeg på et sammenfoldet hjørne og kastede det til øjenvippepigen. Svaret kom efter et minut: »Jeg er allerede forelsket.« Meget pænt skrevet. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor piger ikke bare kan sige ja med det samme. For pokker, jeg havde jo ikke tænkt mig at ødelægge hendes forelskelse. Jeg mente bare endnu et venskab! Jeg havde allerede to veninder, der var kærester, og deres kærester sov altid trygt. Det var kun min far, der led under, at han måtte aflevere flere og flere kroner til mig.
»Er han bedre end mig?« skrev jeg og sendte af sted. »Ja,« kom svaret lynhurtigt. »Men hvorfor er han så ikke til olympiade?« spurgte jeg. Nu tænkte hun. Det kan jeg godt forstå.
Har du byttet Limfjorden ud med Stillehavet? hviskede kvinden med glassmykket, da hun gik forbi Thorkild igen. Hun ledte efter snydeark i vores habitat, men det kræver, at man overhovedet ved, hvad faget handler om. Det vidste hverken jeg eller Thorkild, så hun fandt naturligvis intet.
Han sad med et blik som et arrigt barn, der burde tilses af en sygeplejerske. Men sådan så han altid ud. Det kunne hun bare ikke vide.
Hvad snakker hun om havet for? rumsterede Thorkild og forstyrrede min komplicerede flirt. Der står ikke ét spørgsmål om oceanet.
»Hvem er hvem i Olsen Banden?« skrev jeg og sendte af sted. »Nej!« svarede hun, med en tilføjet tegning af et grinende ansigt med rottehaler og store ører. Ørerne fangede mig straks mere end vipperne. Moderne smileyer har ikke samme magi. Jeg nåede næsten at blive vildt forelsket, men så begyndte min biolog-kollega at plage igen.
Sig mig én ting, begyndte han i en alvorlig tone. Hvad er så niveauet af kon-for mation i hårproteinet keratin? Keratin er det svaret? Det er da en usbekisk ret. Er egerns hår ikke rødt?
Jeg svarede, at det var korrekt, og tilføjede:
Om vinteren er de grå.
Thorkild skrev det ned: »Rødt. Om vinteren gråt.« Han gled let ind i enhver samtale.
Pigen med fregner vendte sig mod mig og hviskede: “Alfa-helix.”
Hvor? spurgte jeg, og kiggede mig forvirret rundt.
Det er konformationen alfa-helix, forklarede hun og vendte sig væk.
Jeg kiggede på hendes ører. De trak også. Jeg skrev hurtigt svaret, rev et hjørne af kladdearket af, og skrev: »Skal vi i biffen?« Man skal jo prøve…
»Ja,« dumpede det ned på mit bord.
Et øjeblik senere dumpede der et »Okay, lad gå« ind fra højre.
Nu sad jeg fast i en eksistentialistisk blindgyde. For at komme videre kastede jeg mig over spørgsmålet: »Hvad kalder man en næsehorns unge?« Særligt svært, når to kvinder forventer seriøse forhold på én gang. Næsehornbarn? Næsling? Kalv? Næse-kruse? Højre, vipper; foran, fregner. Så jeg skrev bare: “Næsehorns unge.”
Frejnapigen og jeg holdt sammen til vinteren til egernets pels var blevet grå. Pigen med vipperne dukkede aldrig op i biografen. Underligt folkefærd, kvinder.
Imens scorede jeg en andenplads ved biologi-olympiaden og fik diplom. De brugte to måneder på at udlevere det var helt på den anden ende. På Skole 172 fandt de kun ét barn med mit navn, en førsteklasser, som, da inspektøren spurgte: »Hvordan kunne han være med til olympiade?« brød ud i gråd og lovede aldrig at gøre det igen. Men til sidst fandt de mig.
Jeg var den eneste blandt alle Danmarks unge forskere, der kendte svaret på, hvad en næsehorns unge hedder. Forskere har stadig ikke besluttet sig det er det mærkelige. Sådan trådte jeg ind i de lærdes verden og blev der hjemmevant. Indtil jeg gik i stykker og derefter trådte ud som man ser.
