Kardiolog Madsen var ankommet til kurstedet for at hvile sig. Han besluttede sig for at barbere sig og gøre sig klar til aftenunderholdningen. For folk over fyrrerne ja, og for ham var det jo egentlig over tres, men hvem skulle dog lægge mærke til det?
Så, som ud af ingenting, stormer der en kvinde ind på hans værelse. Man skulle have haft talent som Asger Jorn for at beskrive hende. Hun ville være perfekt til anatomitimer man kunne helt bogstaveligt fører linealen hen over hende og sige: En kvinde består af… Hun råber: Det er da heldigt, at en berømt kardiolog netop har valgt dette kursted! For i dette øjeblik bliver pedellen trukket ind i behandlingsstuen, meget syg og stedets faste kardiolog var ikke tilstede, for ingen havde planlagt et hjerteanfald til midnat. Men heldigvis ferierer en anerkendt kardiolog lige netop her…
Madsen mærker, hvordan situationen kører i ring. Han slipper ikke ud af det. Hun vejer nok et par hundrede kilo og i midten af ansigtet, som en slags rød ligatur på et stykke flæskesvær, ligger der en læbestift så rød som blod. Disse kvinder giver ikke slip. Det er umuligt at forklare dem, at selv en mirakeldoktor er magtesløs, hvis han kun får hjælp af en pedel og en sygeplejerske klædt ud som en fristende snemand.
Madsen træder ind i behandlingsstuen, hvor pedellen allerede venter med vilde øjne og en båre. På båren ligger en skægget mand, mast til jorden af en tyk journalmappe. Han ligner en skoleelev med hovedet på en skovhugger; den slags krop man kun finder blandt lektorer på det Geodatisk Institut.
Han vrøvler, siger pedellen. Hele tiden rose og rose. Han tror, han er i en blomsterbutik.
Sygeplejersken måler blodtrykket og siger: Det ser slemt ud. 70 over 50 og selv det daler. Det er ikke blodtryk, siger hun. Det er diameteren på mine arme og ben. Så griner hun vildt og ubehersket, så Madsens nakkehår rejser sig. Men journalen siger, at for denne patient er 180 over 100 kun opvarmning.
Madsen ser sig om efter nødvendige remedier, da mærkelige lyde begynder at svæve i luften drømmen tykner. Sygeplejersken græder pludselig. Madsen spørger: Hva nu? Hun hulker, at det er synd for manden.
En uro sniger sig ind i Madsen.
Giv adrenalin! siger han, mens han desinficerer hænderne Ved du, hvad adrenalin er? Hvilket hætteglas? Sygeplejersken skriger, hun jamrer: Stakkels mand! og synker sammen ved dørkarmen.
Madsen tager sprøjten selv, trækker op pludselig ser han pedellen. Pedellen har aldrig set en sådan nål; den kunne være brugt mod sørøvere. Han er ved at smelte intet fast punkt og sygeplejersken sidder i hjørnet og tuder. Madsen tænker: Måske ville en lussing hjælpe hende, men hvad hvis reflekserne laver mere ulykke? Med mursten fra tredje sal ud, måske…
Madsen overvejer: Lad det hele sejle. Han finder et sted på den indfaldne brystkasse og stikker nålen i. Pedellen dumper ned som en træpæl baglæns.
Ej, stakkels pedel! skriger sygeplejersken.
Hvad fanden laver I?! vræler Madsen. Hvor er salmiakken?!
Skal… skal de dø? Mine øjne burde ikke se dette… jamrer hun.
På bordet står en lampe af støbejern: fem kilo David helbreder løven for halsbetændelse. Madsen overvejer at slå nogen bevidstløs med den. Lader være. Han råber efter orden og disciplin.
I det samme sætter patienten sig pludselig op på båren stadig med lukkede øjne.
Opfør nu ikke ballade, unge mand, siger sygeplejersken med myndig stemme, trykker ham med håndfladen mod båren salmiakken står selvfølgelig i skabet.
Pedellen er så væk, at pulsen heller ikke mærkes. Patientens hånd dumper igen ned borte. Hvad nu! tænker Madsen.
Hjertemassage! råber han, mens han slæber pedellen frem fra under båren.
Sygeplejersken vender manden om, trækker op i sin nederdel, og gør klar til at hoppe over båren. Madsen må minde hende: Det er hjertemassage, ikke trillebørsløb!
Hun kaster sig op på patienten. Båren knager. Madsen mærker, at luften går ud af manden som af en utæt ballon. Han løfter pedellen han er som en blæksprutte, alle led glider, men får ham sat.
Sygeplejersken mister nu besindelsen. Madsen hiver hende af, presser salmiak under næsen, sætter hende ved siden af pedellen. De sidder, forkomne, med vattet i næsen, bukserne og nederdelen hulter til bulter. Danmarks bedste akutberedskab.
Pludselig rejser manden på båren sig igen, øjnene lukkede, drejer hovedet mod briksen. Pedellen ser det, og tipper forover. Madsen bemærker, at keramikklinkerne spreder sig som lyn, hvor panden rammer.
Kammerater siger patienten med lukkede øjne. Jeg beder Dem venligst om ikke at behandle mig mere
Så fortæller han: Han er arvelig hypotensionist. Når sneen truer, falder han sammen som en ballon. Under torden er han som et støvfnug i træk. Det er ikke hans skyld; han er født sådan. Hans normale tryk er 80 over 50 nogle gange lidt lavere. Så hjælper en god kop espresso. Men det hjælper ikke at få et menneske på hundrede og halvtreds kilo med halskæder af billardkugler ovenpå sig en gang til. Han tænkte: Nu var det slut. Roselil ville vende tilbage fra toilettet og blive meget overrasket. Det var hende, der var den syge, men han måtte åbenbart først begraves.
Madsen mærker, at hans hår gråner. Han griber journalen: “Jeppesen, Roselil Levsdatter.” Kommer i tanke om, at han i toget havde besluttet sig for at finde en lokal kvinde og rulle lidt rundt måske noget mere… og nu, tja, det ønske fordampede.
Hvad er det her? spørger han og viser sygeplejersken journalen.
Journal, siger hun, stirrende. Vat i næsen.
Men det er ikke Roselil Levsdatter. Det er Lasse Rosenfeldt, mindst…
Som behandlende læge burde du have set det.
Din…
Kammerater, udbryder patienten. Min kone er herinde. Jeg kom med en lille kærnemælk til Roselil. Hun gik på toilettet, og journalen blev efterladt hos mig. Så blev jeg dårlig, og denne mand (nikker mod pedellen, som netop har modbevist fysikkens love om fast og flydende) kom og hev mig op på båren. Det var slemt men nu er det fint. Før var det slemt, nu er alt godt. Og med det blå-gule lys og alle de røde ansigter, mon ikke jeg burde være lykkelig hypotensionen overstået. Hvis nogen tændte for en lighter under mig nu, fløj jeg op i rummet for at se mig omkring. Så stabilt er mit tryk nu. Jeg ved ikke, hvad denne modige læge har givet mig, men jeg sover ikke de næste ti år hvilket passer med mine planer for endnu en doktorafhandling.
Jeg foreslår, sagde sygeplejersken, da kærnemælksmanden gik. At vi slet ikke var her.
Madsen fik igen trang til at knalde hende med lampen, men hun nåede det før ham:
Pedellen tager jeg mig af.
Madsen fik aldrig lært nogen at kende i kurstedet.
