Barnet kom til verden præcis ved midnat. Netop i det sekund, hvor de grønne tal på fødegangens digitale ur blinkede fra 23:59 til 00:00. Lægen og jordemoderen udvekslede et hurtigt blik, mens den vagthavende neonatolog skyndte sig at løfte den stille, blålige lille krop op og over på puslebordet, hvor han straks greb ud efter sug-apparatet. Drengen trak ikke vejret. Den fødende kvinde, Anna, drejede hovedet let og betragtede lægens hektiske bevægelser uden et glimt af følelser.
Måske er han død? Han skriger jo ikke… svirrede det gennem Annas sind, stadig sløret af smerternes efterdønninger. Endelig lød en svag, næsten uhørlig piben fra den lille, som tiltog i styrke og kort efter blev til et gennemtrængende skrig, der rungede ned gennem de stille, mørke hospitalsgange, hvor kun natten herskede. Lægen, jordemoderen og neonatologen stod tavse og betuttede omkring drengen. Han var anderledes, denne nyfødte Rygraden bøjede sig sære og dannede to næsten symmetriske, aflange knuder, der gik fra skulderbladene ned til brystkassens midte.
Hvordan er det muligt? gentog den forbløffede neonatolog. Jeg har aldrig, aldrig set sådan noget før… Det er ikke til at fatte. Umuligt…
Næste morgen kom lægen til Anna for at forklare hendes søns tilstand. Anna krøllede læberne af væmmelse. Så han er endda også vanskabt… Nej det skal jeg ikke have noget af. Tag ham bare, gør med ham hvad I vil jeg ville jo ikke engang have haft en rask, og nu dette… Giv mig papirene, jeg skriver under på, at jeg giver afkald…
Så forlod hun fødegangen til tiden, let om hjertet, kold og fri, uden nogen byrde mens sønnen blev tilbage, uvidende om at hans egen mor havde frasagt sig ham.
På Børnehjemmet fik han navnet Mikkel. Sådan, og kun sådan. Barneplejerskerne klædte ham i for store skjorter, der dækkede hans mærkelige ryg, så folk ikke stirrede for meget. Men havde han haft den smukkeste krop, ville han alligevel have skilt sig ud blandt de andre børn, der skreg, græd, svinede og kæmpede om alting. En sær, voksens alvor levede i Mikkels blå øjne, indrammet af sorte, tykke vipper.
Ofte stod han længe ved vinduet, lukkede verden ude og lyttede ind i sig selv forsøgte at forstå, hvad han mærkede, men uden at kunne fatte, hvad det var. En dag, da hele børnegruppens to-årige travede forbi på vej mod dagens aktivitet, hørte han DET. Musik. Fra dørsprækken til forstanderindens kontor sivede lyde ud ikke de kendte børnesange, de brugte til at lære børnene at marchere til, svingende med deres små, stive arme. Nej, dette lød som… vinden. En mild, lunefuld vind, som løftede ham og vuggede ham nænsomt, bar ham væk i trygge favntag.
Der var ingen ord, men musikken var levende, en sjæl, der favnede ham og fortalte ham noget, som kun betød noget for ham alene, Mikkel Han stoppede midt i gangen, brød rækkerne, svajede sagte i takt til musikken uden at ænse de andre små, der stødte ind i ham, eller de skyndende pædagogers bekymrede opfordringer. Pludselig forstod han alt. Det, han så længe havde prøvet at høre gennem larmen fra de andre børn, vindens susen og rørene i badeværelset det var hans Musik.
Lena og Thomas havde besøgt alle områdets børnehjem. Medfødt defekt gjorde Lena ufrugtbar, og deres eneste håb var at adoptere. Godkendelsen var på plads, kurser gennemført, men nu stod valget: Hvilket barn? Man vælger ikke sine børn, de elskes som de er, tænkte Lena, men alligevel… Blandt alle de forladte børn havde de ikke fundet ham, deres egen.
Hånd i hånd gik de mod hegnet ved børnehjemmet. Ved sandkassen rodede ungerne, pigerne kørte dukkevogne under fnis og latter. Midt i mylderet stod én en dreng i en alt for lang jakke, helt opslugt af en spurv der kvidrede i en gren over ham. I det samme begyndte Lenas mobil at ringe.
Mozart… klassisk musik, som Lena elskede. Pludselig stivnede Mikkel, øjnene lyste op, og han begyndte at rokke frem og tilbage, graciøst og præcist i takt med musikkens rytme. Thomas og Lena stod forstenede, lyttede, glemte telefonen.
De så ham. Deres søn. Den sjæl, der lyste gennem hans blik…
Ja, jeg ved det er et sygt barn, et handicappet barn… men jeg er klar til at tage ansvaret… Rehabilitering? Ja, naturligvis… Lena svarede træt, men urokkeligt på forstanderindens spørgsmål som igen og igen tilbød dem raske børn. Men vi vælger ikke vores børn… jeg tager ham, koste hvad det vil!
Mor? spurgte Mikkel, mens han slap pianoet og lagde hovedet på Lenas arm. Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor ikke som de andre?
Lena strøg ham blidt over hans sært buede ryg. Ved du hvad, min skat vi er alle forskellige… inden i og udenpå. Dig, mig, far… Og din ryg? Jeg har jo fortalt dig, det er fordi du har vinger, ligesom en engel de har bare ikke foldet sig helt ud endnu. Men det gør de, det lover jeg.
Hun favnede ham og kyssede hans varme isse, satte sig ved siden af ham ved klaveret, og sammen spillede de. Mikkel lod musikken flyde ud, så rigt og dybt, som selv erfarne musikere sjældent kunne og bag ham bredte vingerne sig virkelig ud, synlige kun for mor, far og hans skytsengel, der smilede. Musikken strømmede, løftede, vuggede lille Mikkel i et ocean af lykkebølger.
