Min nabo Jørgen (51 år) har boet alene i 12 år. I går spurgte jeg ham hvorfor leder du ikke efter en kæreste? Han forklarede seks grunde. Jeg forstod pludselig, hvorfor han har ret.
I går gik jeg over til Jørgen for at bede om at låne en boremaskine. Han åbnede døren iført joggingbukser og en T-shirt.
Kom indenfor, jeg har lige spist aftensmad.
Jeg gik ind. Lejligheden var skinnende ren, og der duftede af stegt kylling i køkkenet. På bordet stod der en bærbar computer og et glas rødvin.
Jørgen er 51 år, skilt for tolv år siden, og har boet alene siden. Han arbejder som ingeniør og tjener omkring 40.000 kroner om måneden.
Jeg har kendt ham i fem år, lige siden jeg flyttede ind i opgangen. Jeg har aldrig set en kvinde hos ham. Ikke engang på besøg.
Efter han havde givet mig boremaskinen, skænkede han et glas whisky:
Sæt dig, nu hvor du alligevel er her. Det er længe siden, vi har set hinanden.
Vi satte os ud i køkkenet og skålede.
Jeg spurgte:
Jørgen, hvorfor bor du alene? Prøver du ikke at finde nogen?
Han smilede skævt:
Jeg leder ikke aktivt. Ved du hvad, Henrik, jeg har levet alene i tolv år. Og jeg har fundet ud af, at jeg har det bedst sådan.
Hvorfor?
Han fyldte glasset op igen og lænede sig tilbage på stolen:
Jeg skal sige dig det. Seks gode grunde. De er ikke taget ud af ingenting jeg har selv oplevet dem.
Første grund risikoen for økonomisk ruin ved skilsmisse
Jørgen begyndte:
Jeg blev skilt for tolv år siden, efter at have været gift med Grethe i atten år. Vi har en datter, hun er 28 nu og bor for sig selv.
Han tog en slurk:
Vi blev skilt, fordi hun var utro. Jeg tog hende på fersk gerning med en kollega. Jeg søgte skilsmisse.
Og hvad skete der så?
Retten delte lejligheden ligeligt. Selvom jeg havde betalt det meste af lånet. Vi solgte lejligheden, delte pengene, og jeg købte denne lille etværelses.
Han kiggede over på mig:
Henrik, jeg mistede halvdelen af mine værdier pga. hendes utroskab. Og det var juridisk set helt i orden. Forstår du? Jeg knoklede og betalte huslejen, og hun fik halvdelen, selvom hun var hende, der ødelagde det.
Tja, sådan er det
Præcis. Fortæl mig nu, hvorfor jeg igen skulle tage den risiko? Lad os sige, jeg møder en kvinde, vi flytter sammen, gifter os, køber en bil. Så beslutter hun sig for at gå. Hvorfor skulle jeg udsætte mig for det?
Jeg sagde ikke noget. Han fortsatte.
Anden grund kvinder støtter ikke ens drømme
Ved du, jeg har en drøm. Jeg vil købe en gammel Nimbus-motorcykel, restaurere den og køre ture i weekenderne.
Fedt projekt.
Ja. Jeg sparer op. Om et halvt år køber jeg en fra 70erne. Jeg vil selv skrue på den.
Han hældte lidt vand op til whiskyen:
Da jeg var gift, havde jeg også drømme. Ville lære at spille guitar. Købte en, og meldte mig på kursus. Grethe sagde: Hvorfor gør du det? Du er jo ikke Kim Larsen. Så jeg stoppede. Ville engang på kanotur i Sverige. Hun: Du opfører dig som en knægt. Vi har realkreditlån og du vil lege. Så jeg tog ikke afsted.
Han kiggede ud af vinduet:
Kvinder bakker sjældent op om mænds drømme. De synes, det er fjollet. Nu, hvor jeg bor alene, gør jeg hvad jeg vil. Jeg køber den motorcykel og der er ingen, der siger, jeg er skør.
Tredje grund kvinder overvurderer sig selv
Jørgen fortsatte:
For nogle år siden prøvede jeg én uge på en dating-app. Jeg udfyldte profilen ærligt: alder, arbejde, løn, interesser.
Og?
Jeg skrev lidt med nogle stykker. Én, Karen, 46 år, receptionist. Hun tjente omkring 15.000 kr. Du virker flink, men jeg leder efter én, der tjener over 60.000 om måneden, skrev hun.
Han grinede:
Så skrev jeg: Hvor meget tjener du selv? Hun blev sur og blokerede mig.
Mener du det?
Helt seriøst. Størstedelen af kvinder tror, de er prinsesser. De bor til leje, får 15-20.000 ind om måneden, men kræver en mand med penge, bolig og ny bil. Men hvad tilbyder de så selv?
Han tømte sit glas:
Jeg tjener 40.000, har min egen lejlighed og en fin Skoda. For mange kvinder er jeg slet ikke interessant, fordi jeg ikke svømmer i penge. Hvorfor skulle jeg bruge tid på nogen, der ikke værdsætter mig?
Fjerde grund de kan ikke klare det praktiske
Jeg spurgte:
Mangler du ikke lidt hygge, nogen der laver mad eller ordner hjemmet?
Jørgen grinede:
Henrik, se dig omkring. Her er der rent, ikke? Jeg klarer alt selv på én dag om ugen. Mad laver jeg også selv i dag var det kylling og grøntsager, tog en halv time. Vasketøjet klarer maskinen, jeg læsser bare ind og ud.
Han rejste sig og pegede på køkkenet:
Jeg har ikke brug for en kvinde til at holde hjemmet. Jeg kan sagtens selv. Og ved du, hvor mange kvinder i dag der slet ikke kan lave mad? Det er halvdelen. De lever af take away eller rugbrødsmadder.
Nogle kan vel godt?
Jo, selvfølgelig. Men de bliver til gengæld hurtigt meget krævende. Skal jeg så forsørge hende? Nej tak, så laver jeg hellere selv min mad.
Femte grund frygten for manipulation og løgn
Jørgen hældte mere whisky op. Både til sig selv og til mig.
Henrik, efter skilsmissen datede jeg to kvinder. Begge løj.
Hvordan?
Den første, Lise, sagde hun var skilt. Vi sås en måned. Så finder jeg ud af, at hun stadig var gift, men bare ledte efter en på siden, fordi hendes mand ikke slog til økonomisk.
Han tog en slurk:
Den anden, Mille, sagde hun ikke havde børn. Efter to måneder fandt jeg ud af, at hun havde to børn. Hun havde bare ikke fortalt det for ikke at skræmme mig væk.
Vildt
Ja, ikke? Jeg er træt af løgne. For nogle kvinder er det åbenbart normalt at skjule sandheden for at fange en mand. Og så forstår de ikke, at vi ikke stoler på dem bagefter.
Sjette grund mænd bliver straffet for at tage initiativ
Jørgen lænede sig tilbage:
Sidste gang, jeg prøvede at møde nogen, var for et år siden i Arnold Busck. Der stod en kvinde omkring 45 ved klassiker-hylden.
Ja?
Jeg gik hen og sagde: Hej, jeg ser du kan lide klassikere, jeg kan anbefale én. Hun kiggede på mig som om jeg var sindssyg. Sagde koldt: Tak, jeg klarer mig selv, og gik.
Han smilede skævt:
Henrik, i dag opfatter kvinder al initiativ som chikane. Prøver du at hilse, er du mærkelig. Skriver du på Facebook, er du en stalker. Inviterer du på kaffe, er du en gnier.
Men sådan er de da ikke alle
Nej, men de fleste. Jeg er træt af afvisninger og kolde blikke. Så jeg tager ikke initiativ længere. Hvis en kvinde er interesseret, må hun selv vise det. Jeg gider ikke ydmyge mig.
Hvorfor jeg begyndte at tænke og hvad jeg indså
Jørgen drak ud og kiggede på mig:
Henrik, jeg siger ikke, alle kvinder er dårlige. Mange er søde. Men det er lidt som at lede efter en nål i en høstak. Og fejler du, koster det dig penge, nerver og tid.
Han rejste sig:
Jeg er 51, har et godt job, min egen lejlighed, bil, hobbyer, venner. Jeg trives alene. Hvorfor sætte alt det på spil for et forhold, der højst sandsynlig alligevel ender med endnu en skilsmisse og tab?
Jeg gik hjem. Lagde mig i sengen og tænkte over hans ord.
Jeg er 49. Har været gift i 23 år. Det går fint nok. Men hvis jeg stod alene gjorde jeg som ham?
Måske ja.
Har Jørgen ret i at bo alene i 12 år, og ikke lede efter en kvinde fordi prisen ved at fejle er for høj eller er han bare bange?
Er det sandt, at skilsmisser lægger mænd økonomisk øde selv hvis det er hende, der er utro, eller er det overdrevet?
Er det rimeligt for en mand på 50+ at undgå forhold, fordi prisen er blevet for høj, eller er det egoistisk og et udtryk for frygt?
Understøtter kvinder virkelig ikke mænds drømme eller vælger mændene bare de forkerte?
