I går var jeg ovre hos min nabo, Morten, for at låne en boremaskine. Han åbnede døren iført joggingbukser og en afslappet t-shirt:
Kom bare ind, jeg har lige spist aftensmad.
Jeg trådte ind. Lejligheden var ren, der duftede af stegt kylling i køkkenet. På bordet stod hans laptop, og ved siden af et glas rødvin.
Morten er enoghalvtreds år gammel. Har boet alene i tolv år, efter han blev skilt. Han arbejder som ingeniør og tjener ca. 25.000 kroner om måneden.
Jeg har nu kendt ham i fem år lige siden jeg flyttede ind i opgangen. Jeg har aldrig set en kvinde hos ham. Ikke engang på besøg.
Han rakte mig boremaskinen, skænkede et glas whisky:
Sæt dig ned, nu du er her. Vi ses jo sjældent.
Vi satte os i køkkenet og tog et glas.
På et tidspunkt blev jeg nysgerrig:
Morten, hvorfor er du stadig alene? Har du aldrig overvejet at finde én?
Han trak på skuldrene og smilede skævt:
Jeg leder ikke bevidst. Ved du hvad, Henrik, jeg har levet alene i tolv år, og jeg har det faktisk bedst sådan.
Hvorfor?
Han hældte mere op og satte sig til rette:
Jeg skal fortælle dig det. Jeg har seks helt konkrete grunde. Grunde jeg har lært på den hårde måde.
Første grund risikoen for økonomisk ruin ved skilsmisse
Morten begyndte:
Jeg blev skilt for tolv år siden. Vi havde været gift i atten år. Vi har en datter sammen, hun er otteogtyve nu og har boet ude længe.
Han tog en slurk:
Skilsmissen kom på grund af hendes utroskab. Jeg tog hende på fersk gerning med en kollega, og derefter var der kun én vej frem skilsmisse.
Og så?
Retten delte lejligheden. Selvom jeg havde betalt det meste af lånet. Så vi solgte og delte pengene, og jeg købte denne lille toværelses her.
Han så på mig:
Henrik, jeg mistede halvdelen af alt hvad jeg havde arbejdet for, kun på grund af hendes svigt. Retten syntes, det var rimeligt. Kan du forstå det? Jeg har knoklet og betalt regningerne, hun var mig utro og får det halve.
Sådan er reglerne…
Præcis. Så hvorfor skulle jeg sætte mig selv i den situation igen? Lad os sige, jeg møder en kvinde. Vi flytter sammen, gifter os, køber måske en bil. Tre år senere beslutter hun sig for at gå. Hvorfor udsætte sig for det igen?
Jeg var stille. Han fortsatte.
Anden grund kvinder støtter ikke mænds drømme
Henrik, jeg har en drøm. Jeg vil købe en gammel Nimbus motorcykel, sætte den i stand og køre små ture i weekenderne.
Det lyder fedt.
Det synes jeg også! Jeg har sparet op i et år nu. Om et halvt år har jeg nok til at købe en fra 70erne, og så går jeg selv og skruer på den.
Han rækkede ud efter vand og skyllede whiskyen ned:
Dengang jeg var gift, havde jeg også drømme. For eksempel ville jeg lære at spille guitar. Jeg købte en, meldte mig på kursus. Min eks-kone, Gitte, sagde bare: Hvorfor skal du det? Du er 40, tror du du er Kim Larsen? Så droppede jeg det. Jeg ville tage på kanotur i Sverige. Hendes reaktion: Er du blevet sindssyg? Vi har boliglån og du vil lege dreng igen? Det blev ikke til noget.
Han kiggede ud af vinduet:
Mange kvinder fatter ikke mandsdrømme. De synes, det er barnligt. Nu er jeg alene, gør præcis hvad jeg vil. Køber min motorcykel, og ingen kalder mig tosset.
Tredje grund kvinder har for høje forventninger
Morten grinede:
For tre år siden tænkte jeg, jeg ville prøve en datingapp. Udfyldte min profil ærligt: alder, job, løn, interesser.
Og?
Jeg skrev med et par stykker. Én, Line, 46 år, receptionist hos frisør. Hun tjente 18.000. Hun skrev: Du virker spændende, men jeg søger en der mindst tjener 40.000.
Han lo:
Jeg svarede: Og hvor meget tjener du selv? Hun blev fornærmet og blokerede mig.
Seriøst?
Helt seriøst. Henrik, de fleste moderne kvinder tror, de er prinsesser. De tjener 18-22.000, bor til leje, men vil have en kæreste med høj løn, bil, ejerlejlighed. Men hvad tilbyder de selv ud over feminin energi?
Han tømte sit glas:
Jeg tjener 25.000, har min egen bolig og bil. Alligevel synes mange kvinder, jeg er en taber, fordi jeg ikke er millionær. Hvorfor skulle jeg bruge min tid på kvinder, der ikke værdsætter det, jeg har?
Fjerde grund de fleste kan ikke finde ud af praktiske ting
Jeg spurgte:
Savner du så aldrig at nogen laver mad til dig, eller skaber hygge?
Morten grinede:
Prøv at se rundt. Er her rent? Ja, for jeg gør selv rent en gang om ugen. Det tager en time. Mad? Jeg lavede kylling med grønt i dag det tog en halv time. Tøj? Vaske-maskinen ordner jo det meste, jeg smider bare tøjet ind.
Han rejste sig og pegede på køkkenet:
Jeg har altså ikke brug for en kvinde til alt det. Og ved du hvad? Mange kvinder i dag kan slet ikke lave mad. Halvdelen køber take-away eller spiser frysepizza.
Nogle er da stadig gode til det…
Jovist, men hvad hjælper det, hvis hun samtidig forventer, at jeg forsørger hende 100%? Så laver jeg hellere min egen mad.
Femte grund frygt for manipulation og løgne
Morten skænkede mere whisky op.
Efter skilsmissen havde jeg to forhold. Korte. Begge løj for mig.
Hvordan?
Den første, Helle, sagde hun var skilt. Vi sås en måned. Så fandt jeg ud af, at hun faktisk stadig var gift hun søgte bare lidt spænding fordi hendes mand ikke tjente nok.
Han tog en tår:
Den anden, Tove, sagde hun ikke havde børn. Vi datede i to måneder. Så viste det sig, hun havde to børn hun havde bare ikke fortalt det, for hun var bange for, at jeg ville smutte.
Hold da op…
Ja præcis! Jeg er træt af at blive løjet for. Mange kvinder ser det som en selvfølge at skjule ting bare for at få fat i en mand. Hvorfor skulle jeg have tillid?
Sjette grund mænd bliver straffet for initiativ
Morten lænede sig tilbage og smilte lidt:
Sidste gang jeg forsøgte at tage kontakt, var for et år siden i Arnold Busck. En kvinde, omkring 45, stod og kiggede på klassiske romaner. Hun så venlig ud.
Og så?
Jeg gik over og sagde: Hej, jeg kan se du er til klassikere. Må jeg foreslå en spændende bog? Hun så på mig som om jeg var en stalker. Sagde koldt: Tak, jeg finder selv noget, og gik.
Han lo tørt:
I dag bliver al mandlig initiativ stemplet som upassende. Går du hen og taler med en kvinde, er du klam. Skriver du på Facebook, er du stalker. Inviterer du på kaffe, er du på rov.
Men ikke alle kvinder er sådan…
Nej, men mange. Jeg gider ikke flere afvisninger og kolde blikke. Hvis kvinder er interesserede, må de tage første skridt.
Hvorfor jeg begyndte at tænke og hvad jeg lærte
Morten drak resten og kiggede på mig:
Henrik, jeg siger ikke alle kvinder er dårlige. Der findes guldklumper. Men at finde dem er som at finde nålen i høstakken. Og fejler du, koster det dyrt: penge, nerver, tid.
Han rejste sig:
Jeg er enoghalvtreds. Jeg har et godt job. Min egen lejlighed. Bil. Hobbyer. Fællesskab. Jeg er glad alene. Hvorfor risikere min frihed og ro for et forhold, der statistisk kan ende med tab og konflikter?
Jeg gik hjem og lagde mig i sengen, med Mortens ord i tankerne.
Jeg er niogfyrre, har været gift i treogtyve år. Vi har det fint, min kone og jeg. Men var jeg single ville jeg gøre som ham?
Sandsynligvis ja.
Egentlig lærte jeg, at det hverken handler om frygt eller dovenskab. Måske har vi bare nået et punkt, hvor vi mænd vægter ro, frihed og personlige drømme over usikre relationer. Og det er også noget værd.
