Uretfærdighed
Mor, spurgte Astrid, hvorfor har jeg ikke fået en million, men kun tre hundrede og tredive tusind kroner? Hvad er det for et mærkeligt beløb?
Jeg kunne høre, hvordan min mors hårtørrer brummede i baggrunden. Hun slukkede den og svarede hurtigt:
Ja, det passer, min mor, Lene, fik hurtigt styr på den andens million, tre hundrede og tredive.
Men jeg skulle have haft langt mere.
Trehundredeogtredive? Mor, hvor er de andre seks hundrede og halvfjerds tusind blevet af? Jeg forventede næsten en million. Det var farfars penge, du skulle overføre til mig efter salget af lejligheden.
Åh, Astrid, nu må du ikke begynde at gøre dig til regnskabschef, kom det lidt irriteret, du ved, jeg har gjort alt ordentligt.
Undskyld mig, ordentligt? parketgulvet knagede under mine fødder, som om det også var forarget, jeg gav dig fuldmagt til at sælge min lejlighed, den jeg arvede fra min far. Jeg bad dig overføre pengene. Hvor er de blevet af?
Dét øjeblik følte jeg, at jeg vist havde pustet ud for tidligt.
Jeg har jo overført dem! hårtørreren startede igen hos mor, men jeg gjorde det som en mor. Som en god mor. Jeg delte pengene ligeligt mellem børnene. Din retmæssige tredjedel er hos dig.
Mit retmæssige alt burde have været mit.
Har du delt min fars arv mellem tre? Mig og dem? jeg hentydede til mine halvbrødre, Mor, det er mine penge! Det er min far! Vi har ikke engang samme far, hvis det er en overraskelse for dig.
Hvad gør det til forskel, hvem der er far? mor var nu i gang med at lægge håret, pengene er jo fælles for os alle. De er dine brødre. Jeg er din mor. Synes du, jeg skulle sidde og kigge på, mens du fik det hele og dine brødre måtte klare sig med mindre? Nej, der skal være lige muligheder. Alle skal have det samme.
Hvis jeg dog bare kunne spole tilbage til den dag, jeg skrev under på den fuldmagt, og give mig selv en opsang for min naivitet
Lige? Du delte min million op i tre! Tre hundrede og tredive tusind hver! Hvor blev resten af, mor? Lejligheden kostede jo lidt mere end det.
Ja, der var lidt over en million tilbage efter skat og omkostninger, sagde Lene, jeg rundede bare af. Resten tog jeg som betaling for besværet. Ville du selv have gidet bøvlet med papirarbejdet? Nej! Jeg klarede det hele, mens du arbejdede.
Tak for indsatsen
Lige præcis! mor hævede stemmen, din far var ganske vist din far, men jeg er din mor, og jeg bestemmer. Desuden er du den ældste, du har ikke brug for lige så meget som dem. Drenge skal jo til at stifte familie. Som pige har du ikke så stort et behov.
Skal jeg ikke også have mulighed for at stifte familie? Eller skal jeg bare klare mig med det, fordi jeg er pige? Skal jeg leve på en sten? jeg kunne næsten ikke holde sarkasmen væk, men okay, mor. Overfør resten. Nu.
Nej.
Kort og godt. Punktum.
Mor vidste, jeg ikke ville gøre noget. Hvem hiver sin egen mor i retten for penge? Det gør man da ikke i Danmark. Man ville blive set skævt til. Hun var trods alt stadig min mor, vi havde stadig lidt kontakt.
Et par uger senere jeg havde lagt økonomien lidt på plads og kølet ned så jeg billeder på Facebook. Ivan poserede stolt foran en blå splinterny Volkswagen Polo. Dennis havde lagt et billede ud med teksten:
Min nye skat!
Mine brødre havde købt sig hver sin bil. Nå, ja. Jeg parkerede bare mine trehundredeogtredive tusinde kroner i banken og besluttede at vente. At vente, havde min mormor altid sagt, var som at gemme på guld.
Så gik der mere end et år. Jeg arbejdede, sparede op, lagde planer. Situationen lå bag mig, men jeg glemte den ikke. Mor ringede jævnligt, fortalte nyt, snakkede løs, som om intet var hændt.
Men i dag ringede hun med en stemme, der fik mig til at fryse.
Jeg mærkede straks, der var noget galt.
Hvad er der, mor?
Farmor Lene snublede lidt over ordene, farmor til Ivan og Dennis hun døde her til morgen.
Det føltes underligt, næsten fjernt. Den farmor havde aldrig haft nogen betydning for mig. Hun var min mors svigermor, aldrig min farmor kun brødrenes. Men selvfølgelig, som menneske kunne jeg godt have medfølelse.
Åh det gør mig ondt, sagde jeg.
Jeg har så travlt, skal arrangere begravelse og ordne alt det praktiske, mor lød opgivende, jeg står alene med det. Drenge ved slet ikke, hvordan man klarer den slags. Vil du ikke komme og hjælpe?
Jeg kunne ikke bare tage fri fra jobbet.
Mor, jeg er på arbejde. Jeg kan fysisk ikke tage fri for at tage til begravelse for et menneske, jeg måske har mødt tre gange i mit liv, svarede jeg.
Jeg var aldrig inviteret på besøg hos den farmor.
Åh, kom nu! nærmest tryglede hun, det ville betyde meget.
Jeg kan ikke komme, men jeg vil gerne hjælpe økonomisk. Hvor meget mangler du? Sig det, så overfører jeg straks.
Mor tøvede, men kunne nok se, at penge aldrig var spildt.
Det er langt fra det samme men okay. Kan du give tyve tusind til?
Det klarer jeg. Og ved du hvad, tilføjede jeg, jeg sender dig lidt ekstra, så du ikke skal bekymre dig om små udgifter. Betragt det som mit bidrag til farmors minde.
Tusind tak, Astrid. Du er altid til at regne med.
Jeg lagde på og mærkede en sær tilfredshed. Nu havde jeg mit alibi: Jeg kom ikke, men jeg havde hjulpet. Nu kunne ingen bebrejde mig.
Et halvt år gik. Begravelsen længe overstået. Ivan og Dennis havde anskaffet sig både nyt elektronik og måske endda motorcykler.
En ganske almindelig tirsdag besluttede jeg mig for, at nu var tiden kommet. Jeg ringede til mor fra kantinen på kontoret, mens jeg forberedte mig til endnu et møde.
Hej mor! Hvordan går det?
Astrid! Det går i småtingsafdelingen. Dennis har fået nyt job, bedre end før. Ivan har det også godt, han har mødt en pige.
Det glæder mig, svarede jeg, mor, jeg ville lige spørge til en ting
Hvilken ting? hun blev straks vagtsom.
Nu er det vel et halvt år siden farmor døde. Arven skulle være faldet på plads.
Samtalen blev tungere end den om de tre hundrede og tredive tusinde.
Astrid, hvad prøver du på? Selvfølgelig er arven fordelt.
Godt så. Hvor er min del af arven?
Hvilken arv? mor spillede uforstående, men jeg kunne høre på stemmen, at hun løj. Hendes klassiske manøvre.
Fra farmor.
Men det var jo ikke din farmor.
Hvad gør det til forskel? jeg pressede hende op ad væggen med hendes egen logik, du var jo så omhyggelig med, at alle børn skulle have lige del, da det var min fars arv, ikke? Den blev delt op i tre, så ingen blev snydt. Som du selv sagde.
Astrid, det er noget helt andet! Lene blev mopset, det kan ikke sammenlignes!
Hvorfor ikke? Du sagde, arven skulle deles, fordi du var mor og ville sikre, at ingen blev snydt. Den logik kan vel også gælde her. Du hjalp jo også dem med at sælge lejligheden, gjorde du ikke?
Pengene er allerede brugt.
På hvad? Biler? Renoveringer? Det vil jeg også have. Hvor er mine penge, mor? Du sagde, jeg skulle nøjes, fordi jeg var pige. Men jeg er ikke enig.
Mor kæmpede med at finde på et svar. I vores familie havde det altid været sådan: drengene havde ret til alt det bedste for min stedfar var deres far, og farmor så mig bare som den fremmede. Og mor har aldrig forsvaret mig i det.
Hvad er du for en? spurgte hun endelig, hvorfor går du så meget op i de penge? Du arbejder jo, er ung, rask. Dine brødre skal snart købe hus. Det er sværere for mænd!
Så din holdning er: min fars arv var fælles, fordi vi alle var børn af dig. Men deres farmors arv den er kun til drengene, fordi de er mænd, og jeg er pige, og der bliver ikke forventet så meget af mig?
Nu må du ikke være fræk, kom det surt, skal du virkelige kræve noget af din egen familie?
Mor ville aldrig indrømme, hun er uretfærdig. Jeg var bare nærig fordi jeg krævede det, som retmæssigt var mit.
Ved du hvad, ifølge den fuldmagt var du faktisk forpligtet til at overføre hele beløbet for lejligheden til mig. Forældelsesfristen er ikke udløbet. Jeg siger det bare, men
Astrid!! Truer du mig? mor gispede.
Nej, mor, men jeg kan stadig kræve mine penge. Tænk over det.
En måned senere havde jeg alle de penge, jeg manglede. Og så blev jeg blokeret overalt.
Det var ubehageligt, men jeg lærte noget vigtigt: I sidste ende har jeg kun mig selv at stole på, også når det gælder familie og penge. Man skal aldrig tro, at retfærdigheden kommer af sig selv nogle gange skal man selv kræve den.
