Til den aften havde jeg næsten ikke mere energi tilbage. To vagter i træk på universitetscaféen, forberedelse til tre afsluttende eksamener i erhvervsøkonomi og kun et par timers søvn på to døgn gjorde mig grå i hovedet.
Klokken var næsten elleve, da jeg så en sort bil holde foran biblioteket på Københavns Universitet. Jeg var overbevist om, at det var min taxa, så jeg tjekkede ikke nummerpladen, men åbnede den bagerste dør og satte mig blot ind.
Sæderne var bløde, læderet nærmest silkeagtigt, duften diskret og dyr. Alt virkede lidt for luksuriøst til, hvad jeg plejede at køre i. Men træt som jeg var, lod jeg forsigtigheden fare. Jeg kunne næsten ikke holde øjnene åbne, og i næste øjeblik måtte jeg være faldet i søvn.
Lytter du altid til forkerte bilers tyste motorer, når du vil hvile dig? Eller har jeg bare været ekstra heldig i aften?
Jeg vågnede brat og satte mig op. Ved siden af sad en mand i jakkesæt, pænt soigneret, mørke øjne og et lille smil i mundvigen.
Du har sovet i tyve minutter, for resten. Og du snorkede lidt, sagde han tørt.
Jeg blev rød i kinderne og kiggede rundt. Træpaneler, touch screen, lille minibar det her var alt andet end en taxi.
Du er ikke chaufføren, sagde jeg.
Nej, svarede han roligt. Jeg ejer bilen. Mit navn er Frederik Madsen.
Hans navn sagde mig intet, men noget i hans stemme fik mig til at indse, at han plejede at få sin vilje. Jeg undskyldte klodset og begyndte at famle efter dørhåndtaget.
Det er sent, sagde han. Lad mig i det mindste køre dig hjem.
Jeg ville have afslået, men København føltes større og mørkere end nogensinde den nat. Så jeg nikkede.
Bilen gled lydløst gennem byen. Vi talte lidt mest om mit studie, de mange småjobs og min konstante træthed.
Det dér holder du ikke til i længden, bemærkede han. Du brænder dig selv ud.
Da vi stoppede foran mit lille kollegieværelse på Amager, overraskede han mig:
Jeg har brug for en personlig assistent. En, der kan ordne kalender, organisere mine sager og skabe overblik. Fleksible timer. Lønnen er mere end god. Det ville klæde dig bedre end de mange cafévagter.
Jeg har ikke brug for medlidenhed, svarede jeg stædigt.
Det er ikke medlidenhed. Det er et jobtilbud.
Jeg tog hans visitkort. Da jeg kom op, skreg min veninde næsten, da hun så navnet: Frederik Madsen var en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfolk.
I tre døgn vaklede jeg. Men huslejen skulle betales, og virkeligheden var stærkere end min stolthed. Så jeg ringede til ham.
Hvornår kan du begynde? lød det tørt.
I morgen.
Hans hus lignede noget fra en dansk arkitekturpris: store vinduer, masser af lys, gamle roser i haven. Lønnen var flere gange mit hidtidige samlet. Men Frederik gjorde hurtigt klart, at jeg ikke var ansat på grund af tilfældigheder.
Du er her, fordi du er struktureret og klog, sagde han en dag. Jeg har brug for den slags.
Det ændrede alt.
Jeg forsvandt ind i arbejdet: skemalagde møder, optimerede hans kalender, styrede mails og logistik. Frederik overlod mig gradvist endnu større ansvar, og vores professionelle respekt voksede støt, uden store armbevægelser.
En aften til et forretningsarrangement kunne jeg mærke alle øjne på mig. Frederik lagde en tryg hånd på min ryg kun støtte, men der indså jeg, at mine følelser nu var mere end bare arbejdsmæssige.
To måneder efter fik jeg besked om optagelse på et internationalt udvekslingsprogram et års studie i udlandet med delvis legat.
Hvornår rejser du? spurgte han roligt.
Om tre måneder.
Han tøvede et øjeblik.
Jeg kunne bede dig blive. Men så ville jeg ikke respektere dit mod og dine ambitioner.
Da han fulgte mig hjem den aften, sagde han for første gang:
Jeg elsker dig.
Jeg elsker også dig, svarede jeg.
Så rejs. Forfølg dine drømme. Jeg vil se dig stærk ikke afhængig af mig.
Året gik hurtigt. Tilbage i Kastrup ventede kun Frederik på mig ingen livvagter, ingen fanfare.
Tjekkede du nummeret denne gang? spurgte han og smilede.
Jeg er sikker nu, svarede jeg.
Han tog min kuffert.
Jeg har købt en lejlighed i Rom, sagde han roligt.
Jeg stoppede op.
Til os.
Han gik på knæ uden kameraer, uden publikum.
Solveig Rasmussen, vil du bygge dit liv sammen med mig?
Ja, hviskede jeg.
I dag har jeg afsluttet universitetet og åbnet mit eget konsulentfirma. Frederik styrer stadig sit imperium, men nu er vi største partnere både privat og professionelt.
Nogle gange, når jeg sætter mig ind i bilen efter en lang dag, smiler jeg.
Skal jeg tjekke nummeret? driller han.
Hvis du er her, kan jeg trygt falde i søvn, svarer jeg.
Og nu er det ikke længere en fejl. Det er et valg.
