Hvor står der skrevet, at det er din luft? Trappeopgangen er jo for alle. Hvis jeg vil ryge her, så gør jeg det. Lær reglerne, kvinde!
Line, den tyveårige datter af naboen Birthe, sender en tæt sky sød damp lige i ansigtet på Ellen Madsen. Ved hendes side sidder to unge fyre og griner højt, mens de har slået sig ned i vindueskarmen mellem etagerne. På gulvet ligger cigaretskodder, tomme sodavandsdåser og solsikkefrøskaller.
Ellen Madsen, hovedbogholder på en stor fabrik i Århus, hverken hoster eller vifter hænderne, som de unge havde ventet. Hun retter bare på brillerne og ser alvorligt på dem det blik, der får selv de mest barske værkførere til at svede under årsregnskabet.
Det er alles område, Line, siger hun med en isnende ro. Derfor ryger man ikke her, spytter heller ikke, og man efterlader ikke sådan et svineri. Du har fem minutter til at rydde op. Eller må vi tage det på en anden måde.
Ui, jeg skælver! siger Line flabet og lader aske falde på det nyskurede gulv. Ta dig et camillethe, du stresser jo helt! Ringer du til mor? Hun sagde selv, jeg måtte sidde her skal jo heller ikke ryge inde.
Drengene sprutter af grin. Ellens dør smækker, og lydene fra opgangen forsvinder.
I gangen dufter der af stegte kartofler og gammel eg en hyggelig, tryg duft, nu overdøvet af den grimme stank af billig tobak, der sniger sig ind gennem nøglehullet. I køkkenet sidder Poul foroverbøjet ved bordet.
Poul er 32 år, men hans tidlige måne og krumme ryg får ham til at se mindst ti år ældre ud. Han har boet hos Ellen, sin afdøde onkels kone, i ti år. Han er stille, lidt kejtet og stammer let. Han arbejder i et urmager-værksted og er vant til at være en, man ikke regner for noget naboernes yndlingsmål for drill og mobning.
E-ellen, er de derude igen? spørger Poul spagt og trækker skuldrene op, da han hører larmen.
Spis nu, Poul. Det skal du ikke tænke på, svarer Ellen hurtigt og øser mere kartoffel op. Men indvendig bobler hun af frustration.
Senere går hun op til Birthe, der åbner døren i slåbrok, med telefonen i hånden og ansigtsmaske på.
Birthe, din datter har lavet rygekrog lige udenfor min dør. Røgen trænger ind, og der er ballade til langt ud på aftenen. Du må gøre noget ved det.
Birthe ruller med øjnene, mens telefonen stadig er oppe ved øret:
Ej Ellen, slap nu af. De er jo unge! Hvor skal de ellers være, det er koldt udenfor. De er skam ikke narkomaner, bare unge der hygger. Du mangler nok selv børn, siden du hidser dig sådan op. Poul mærker jo overhovedet ikke noget han lever jo halvt i en anden verden, ikke?
Hendes stød rammer præcist og usympatisk. Ellen trækker vejret dybt.
Nå, så det er ungdom? Og min Poul er bare et problem? Fint, Birthe. Det har jeg hørt.
Hjemme igen sætter Ellen sig ved skrivebordet og finder en mappe med papirer frem. Følelser er for de svage. De stærke har Byggeloven og Straffeloven i hånden.
Hele ugen opfører Ellen sig roligt næsten usynligt. Line, der tror hun har vundet, overtager nu hele reposen. Et gammelt lænestol hentes op fra storskrald, og musikken dundrer til sent ud på natten.
Det hele kulminerer fredag.
Poul er på vej hjem fra værkstedet. Han bærer en pose med indkøb og en lille æske et urværk til en kunde. Da han går forbi flokken på reposen, rækker Lines kæreste, kaldet Sure, benet ud.
Poul snubler. Posens bund går op, æblerne triller ud på det beskidte gulv, midt mellem cigaretskodderne. Uræsken glider hen ad gulvet.
Ej, se strudsen flyve, råber Sure og griner.
Line sender endnu en røgsky efter Poul:
Slap dog af, nørd. Prøv at se dig for, mand! Saml nu sammen, mens du kan.
Poul, rød i hovedet og med tårer i øjnene, kravler rundt og samler æbler op. Han har vænnet sig til ydmygelsen. Sådan er det bare, han er ingen.
Døren går pludselig op. Ellen Madsen står der ikke med kost eller brødkniv, men med sin mobil, kameraet direkte rettet mod Sure.
Hærværk, chikane og skade på ejendom, säger hun med fast stemme. Jeg optager det hele. Nu ringer jeg til politiet og sender det hele til boligselskabet i morgen.
Tag nu den mobil væk, kælling! siger Sure, men han tør ikke nærme sig. Ellens blik er værre end politiet.
Poul ind nu, kom, siger hun uden at se på ham.
M-men æblerne… hvisker han.
Glem dem. Det er bare affald. Præcis som alt hvad der er herude.
Da Poul er inde, vender Ellen sig mod Line, nu tavs.
Hør godt efter, Line. Troede du, jeg bare ventede? Jeg har samlet beviser.
Beviser, hvad mener du? fnyster hun, men stemmen ryster.
Jeg har kontaktet ejer af lejligheden. Din mor står jo ikke på skødet, vel? Lejligheden tilhører din far, der bor i København, og tror hans datter passer medicinstudiet og ikke slæber drukkenbolte hjem i opgangen.
Lines ansigt bliver hvidt. Faderen er ikke bare streng, men kontrollerende og familien kun forsørget på betingelse af Lines perfekte opførsel.
Det tør du ikke, hvisker hun.
For sent, siger Ellen. Han har fået billeder og videoer for ti minutter siden, sammen med kopi til politi og boligselskab datoer, affald, støj, cigaretrøg og det hele. Betjenten kommer om lidt, og din far er her i morgen tidlig.
Lørdag morgen runger en dyb mandsstemme i opgangen.
Ellen drikker sin kaffe, da det banker på. Udenfor står en høj bredskuldret mand i dyr frakke Lines far, Henrik Kjeldsen. Ved siden af står Birthe, ydmygt, tårevædet, og Line er ingen steder.
Fru Madsen? spørger han høfligt, men myndigt. Jeg vil gerne undskylde min datters og ekskones opførsel. Rengøringsfolk tager sig af svineriet, og jeg betaler for at få malet væggene op igen. Line rykker på kollegium, bidragene er stoppet.
Ellen nikker det er rimeligt.
Men der er én ting mere, siger hun.
Hun kalder på Poul. Han træder forsigtigt ud, klar til næste ubehag.
Din… gæst, fornærmede min nevø i går. Smadrede hans arbejde. Poul er en sjælden ur-reparatør han tager opgaver, selv schweizerne opgiver.
Henrik ser på Poul.
Urmager?
R-restauratør, får Poul fremstammet.
Interessant, siger Henrik. Jeg har nogle gamle lommeure, bl.a. en Breguet, der gik i stå for et år siden tre værksteder har sagt nej. Tør du kigge på den?
For første gang bliver Poul taget alvorligt. Han løfter hovedet:
J-jeg kan prøve. Hvis fjederen er hel…
Fint, siger Henrik og trykker hans hånd. Undskyld, ven. Det er min fejl. Du får erstatning og arbejdet.
Da døren er lukket bag dem, ser Poul længe på sin hånd. For første gang løfter han skuldrene.
Moster Ellen, siger han næsten uden at stamme. Jeg tror, jeg samler de æbler op. Det er synd, de går til spilde.
Ellen ser ud ad vinduet, så han ikke ser hendes fugtige øjne.
Ja, Poul. Og sæt lidt te over. I dag fejrer vi.
På reposen er der stille og rent. Det dufter af rengøring og frisk maling. Inde fra Ellens lejlighed breder sig duften af boller, mens Poul med sikker stemme fortæller hende om en tourbillon.
Rygekrogen er lukket. For altid.
