“Hvem vil dog have dig med fem børn på slæb?” moren jagede den 32-årige enke, ikke vidende, at der ventede hende en arv og en natlig gæst i det gamle hus…
Jorden omkring gravene var fugtig. Ler klistrede til Malenes billige støvler, mens hun stod og så gravarbejderne dække hendes liv til med jord. Karl var gået bort pludseligt. Bare 35 år gammel. Han faldt om på fabrikken og kom aldrig op igen.
Ved siden af stod Malenes mor, Kirsten Jørgensen, utålmodigt og sparkede i jorden. Hun gemte sig i sin minkpels, øjnene gled utilfredst hen over børnebørnene, der søgte tryghed hos datteren.
“Så, nu har vi grædt nok,” sagde Kirsten med høj stemme, da der var lagt jord nok på graven. “Kom nu, Malene. Der er ingen grund til at stå her og fryse. Vi har noget at tale om.”
Hjemme i deres lille toværelses lejlighed, stadig på afbetaling, gik Kirsten straks ud i køkkenet og satte sig ved bordenden.
“Altså,” begyndte hun uden at tage huen af, “banken tager lejligheden, det giver sig selv. Du kan ikke betale. Din Karl er væk, og du har altid gået hjemme på barsel.”
“Jeg skal nok finde et arbejde,” svarede Malene lavmælt, mens hun vuggede lille Mikkel på armen.
“Hvor? Som rengøringsdame måske?” fnøs moderen. “Du har fem børn! Fem børn, Malene! Hvem vil tage imod sådan én? Jeg ville, hvis det var mig, sende de to ældste, Signe og Kasper, på børnehjem i det mindste midlertidigt. Og de små… måske kan kommunen hjælpe.”
“Nej,” sagde Malene stille.
“Hvad mener du?” spurgte Kirsten.
“Ud af mit hjem!” Malene løftede hovedet, hendes øjne var tørre og udtryksløse. “Jeg slipper ikke mine børn. Så lever vi af ingenting, men jeg beholder dem.”
“Du er åndssvag,” rystede Kirsten på hovedet og rettede på pelsen. “Jeg har sagt det før: du tænkte for sent. Nu må du tage konsekvenserne. Men du kommer ikke rendende til mig efter penge!”
En måned senere kom beskeden fra banken. To uger til at flytte. Malene opsøgte alt og alle, men ingen ville tage imod hende med fem børn.
Så kom brevet. Fra landsbyen Linde. En notar skrev, at Malene havde arvet et hus fra en grandtante, hun kun havde mødt én gang i sit liv. “Det er gammelt, men det er dog noget,” tænkte Malene. Hun havde intet valg.
Linde mødte dem med isnende vind. Huset lå for enden af vejen, tæt op ad skoven. Tømmeret var sortnet, indgangen skæv, og vinduerne stirrede mat ud mod verden.
“Mor, her er koldt,” peb femårige Maja.
“Vi tænder op, lille skat,” sagde Malene og forsøgte at skjule, at hendes stemme rystede.
Den første nat var barsk. Kakkelovnen røg, børnene hostede, og det trak fra alle sprækker. Malene dækkede dem med alt, hvad hun kunne finde jakker, tæpper, selv gamle måtter. Selv sad hun vågen og lyttede til lille Mikkels åndedræt.
Syvårige Emil, hendes midterste barn, var syg med en uhelbredelig lidelse. Lægen på hospitalet sagde rent ud: “Han har brug for hurtig behandling i København hvis han skal have en chance.” Prisen var, hvad to af deres gamle ejerlejligheder var værd.
Næste dag kravlede Malene op på loftet for at stoppe sprækker. Mellem gamle aviser og slidte pelsjakker fandt hun en gammel blikdåse. Indeni, i en fedtet klud, lå noget tungt.
Et lommeur. Solidt, med kæde. Malene gned låget, og sølvet trådte frem. På metallet et dobbeltkors og ordene: “For tro og troskab.”
“Det er smukt… men hvad mon det er værd?” sagde hun stille.
Uret var stille. Viserne stod fem minutter i tolv.
Malene gemte det væk. Lige nu var der ikke råd til antikviteter. Maden var næsten opbrugt, brændestakken svandt, og Emil blev dårligere.
Om aftenen brød en snestorm løs. Sneen lukkede dem inde. Malene fik børnene i seng og blev siddende ved vinduet. Hun spurgte sig selv, om hun havde taget sin største fejl.
Så lød der sagte banken på døren.
Hun rykkede sammen. Var det et mareridt?
Det bankede igen, nu tungere.
Hun greb ildrageren og gik mod døren.
“Hvem der?” spurgte hun.
“Luk ind, gode frue, der er uvær udenfor,” lød en sprød, men venlig stemme.
Inden hun vidste af det, skubbede hun slåen til side. Udenfor stod en lille, gammel mand i en lang frakke bundet med snor. Hans skæg var hvidt, øjnene unge.
“Kom indenfor,” sagde Malene.
Den gamle trådte ind, men bragte hverken kulde eller sne med tværtimod udstrålede han varme.
Han gik ind til børnene og så på Emil, der sov med besvær.
“Er drengen syg?” spurgte han.
“Alvorligt,” sukkede Malene. “Vi har ikke penge til det, han behøver.”
“Penge støver væk,” sagde den gamle og satte sig. “Men tid er guld værd. Du fandt min skat?”
Malene frøs.
“Lommeuret er det dit?”
“Mit, ja. En herre forærede mig det, engang jeg reddede ham fra at drukne… Gemte det godt, for jeg vidste, tiden ville komme.”
“Jeg kan jo sælge det,” udbrød Malene, “så kan jeg købe medicin!”
Han smilede.
“Du skal ikke sælge det. Der er en hemmelighed urmagermester Buer var en spøgefugl. Tag en synål… under låget, nær kæden, der er et skjult rum.”
Han rejste sig.
“Farvel, Malene. Dine navne betyder håb glem det aldrig.”
“Vent! Vil du have te? Hvad hedder du?”
“Man kalder mig Poul.”
Da hun vendte sig om med tekanden, var støvet væk, og døren stadig låst. Kun duften af brød og røgelse lå tilbage.
Hele natten kunne Malene ikke sove. I daggryet fandt hun synålen frem, stak under kæden og trykkede.
Et klik bagdækslet sprang op. Indeni lå et foldet papir og en tung, gylden mønt, ikke én man så i en pantelåner.
Hun læste papiret. “Dette gives som tegn på ejendomsret” Resten var med gotiske bogstaver.
Hun tog bussen til Næstved og ind til en antikvitetshandler. Manden så blot træt ud, til hun lagde mønten og papiret frem.
“Hvor har du det fra?”
“Arvet,” sagde Malene.
“Fru det er en Frederik d. 8’s speciedaler, unikt Papiret er en gavebrev med kongelig signatur, det er uvurderligt. Jeg kan ikke købe det du må til København, til auktion!”
Emil fik første klasses behandling inden én måned. Den bedste læge på det bedste hospital. Malene sad i stuen og så hans kinder blive lyserøde igen. Der var penge nok, til både et nyt hus og alle fem børns fremtid.
Da hun kom tilbage til landsbyen, gik hun til kirkegården. Hun ledte længe, indtil hun fandt et gammelt, skævt trækors: “Poul Jensen, 18881960”.
Malene gik på knæ, lagde vilde blomster og bøjede hovedet.
“Tak, bedstefar Poul.”
Hun byggede et nyt hus stort, lyst, med fjernvarme og alt, man kan ønske sig. De lokale så op til Malene hun var arbejdsom, ordholdende og børnene altid velklædte.
Kirsten dukkede op et halvt år senere. Ankom i taxa med lagkage, og lod blikket vandre rundt i det flotte nye hus.
“Nej, men hej, min pige!” udbrød hun, som intet var hændt. “Hører du har klaret dig? Fundet en skat, siger de? Dygtig! Jeg er syg, pensionen slår ikke til, måske kan du hjælpe din mor lidt? Du har mange værelser.”
Malene stod på dørtrinnet, børnene smalle bag hende.
“Goddag, mor,” sagde hun roligt.
“Kom nu, inviter mig ind!” Kirsten havde allerede foden på trappen.
“Nej.”
“Hva’? Hvad mener du?”
“Her er ikke plads til dig. Du valgte selv, da du smed os ud.”
“Hvordan kan du være sådan? Jeg er din mor! Jeg har krav!”
“Så må du gå til kommunen,” svarede Malene og drejede sig mod døren. “Nu er det middag, og Emil skal sove.”
Hun lukkede den tunge dør, og låsen klikkede.
Der lød råb om utaknemmelighed og “dine fem unger” udenfor, men Malene hørte det ikke længere. Hun gik ud i køkkenet, hvor duften af boller fyldte rummet, og det gamle ur tikkede. Tiden var gået. Nu begyndte et nyt og lykkeligt kapitel.
Livserfaringen har vist hende, at selv når alt ser håbløst ud, findes hjælpene hænder og muligheder, hvor man mindst venter det, og at modermod og tro fører én igennem hvis man tør at stå fast.
