Tilbage alene
Det er allerede ved at blive mørkt udenfor vinduet, og mor er stadig ikke kommet hjem. Jeg, Agnes, drejede hjulene på min kørestol og kørte over til bordet, tog min mobil og ringede til mor.
“Abonnenten er enten slukket eller uden for dækning,” lød en fremmed stemme i røret.
Jeg så forvirret på telefonen. Der var ikke meget saldo tilbage, så jeg slukkede den igen.
Mor gik for at handle, men er aldrig så længe væk. Hun forlader mig aldrig i lang tid, for jeg er født med et handicap og kan ikke gå. Jeg kommer kun omkring i min kørestol, og bortset fra mor har jeg ingen andre familiemedlemmer.
Jeg er syv år og er ikke bange for at være alene hjemme, men mor siger altid, hvor hun skal hen, og hvornår hun er tilbage. Nu kunne jeg ikke fatte, hvad der kunne være sket:
“I dag gik hun til det fjerne supermarked for at købe ind. Vi plejer at gå der sammen, fordi det er billigere. Men det tager kun en times tid altså frem og tilbage,” jeg så på uret, “men der er allerede gået fire timer. Jeg er sulten.”
Langsomt styrede jeg min kørestol ud i køkkenet. Satte kedlen over, tog en frikadelle fra køleskabet. Spiste og drak lidt te.
Mor var stadig ikke kommet hjem.
Jeg kunne ikke mere. Jeg tændte mobilen igen og ringede op:
“Abonnenten er enten slukket eller uden for dækning,” gentog en metallisk stemme.
Til sidst lagde jeg mig i sengen, telefonen under puden. Jeg lod lyset være tændt. Uden mor var det alt for uhyggeligt.
Jeg lå længe vågen, men til sidst faldt jeg i søvn.
***
Jeg vågnede, da morgensolen kiggede ind gennem ruden. Mors seng var redt.
– Mor! råbte jeg ud mod gangen.
Der var kun stilhed til svar. Jeg fandt telefonen frem og prøvede igen. Den samme mekaniske besked.
Pludselig blev jeg rigtig bange, og tårerne begyndte at strømme.
***
Konrad var på vej hjem fra bageren. Hver morgen hentede han friske rundstykker. Så lavede hans mor morgenmad, og det var dagens første ritual.
Konrad er tredive og stadig ugift kvinder ligger ikke ligefrem i kø for hans skyld: han er ikke flot, temmelig tynd og har altid været syg. Siden han var barn, har han haft diagnoser, og det har kostet dyrt; men hans mor klarede ham alene. Den sidste besked fra lægerne lød, at børn kunne han slet ikke få. Han havde for længst slået sig til ro med, at han nok aldrig skulle giftes.
Idet han gik over græsset, fik han øje på en fladtrykt, gammel mobil. Telefoner og computere var både hans passion og hans arbejde han blogger og er programmør. Han har selv de nyeste, men af rent nørdet nysgerrighed samlet han den op. Den var smadret, som om en bil havde kørt over den og kastet den til siden.
“Måske er der sket noget,” tænkte han og stak telefonen i lommen. “Jeg kigger på den hjemme.”
***
Efter morgenmaden tog han sim-kortet ud af det fundne vrag og satte det i en af sine egne telefoner. Det var mest numre til hospitaler, ældrecenter og lignende men øverst stod datter.
Konrad tænkte sig om og ringede:
– Mor! lød et glad lille pigestemme.
– Nej, jeg er ikke din mor, sagde han usikkert.
– Hvor er mor?
– Jeg ved det ikke. Jeg har fundet en ødelagt telefon og ringet fra den.
– Min mor er forsvundet, græd stemmen. Hun gik ud at handle i går og er ikke kommet hjem.
– Hvad med din far, eller bedstemor?
– Jeg har ingen far, ingen bedstemor. Kun min mor.
– Hvad hedder du, spurgte han, nu ret klar over barnet trængte til hjælp.
– Agnes.
– Jeg hedder onkel Konrad. Kan du gå ud og sige til naboerne du er alene?
– Jeg kan ikke gå. Mine ben virker ikke. Der bor heller ingen i nabolejligheden.
– Hvordan kommer du så rundt?
– Jeg kører i kørestol.
– Kender du din adresse, Agnes?
– Ja, Sankt Hans Gade 7, lejlighed 18.
– Jeg kommer nu, så finder vi din mor.
Han lagde på.
Hans mor, Grethe Hansen, kom ind på hans værelse:
– Konrad, hvad sker der?
– Jeg fandt en knust mobil, satte simkortet i. Jeg ringede og der var en lille pige alene, handicappet, uden familie, kun sin mor. Jeg har hendes adresse. Jeg tager afsted.
– Jeg tager med! sagde Grethe uforbeholdent og begyndte at tage overtøj på.
Hun havde selv været alene med en ofte syg dreng, så hun vidste, hvordan det er at være alene mor til et sygt barn. Grethe er nu pensionist, Konrad har god økonomi.
De bestilte en taxa og kørte afsted.
***
De ringede på døren:
– Hvem er det? lød den triste, lille stemme.
– Agnes, det er Konrad.
– I må godt komme ind!
Døren på opgangen var allerede åben.
Da de kom ind i lejligheden, mødte der dem en spinkel pige i kørestol. Hendes øjne var bedrøvede.
– Finder I min mor?
– Hvad hedder din mor? spurgte Konrad.
– Karen.
– Og efternavn?
– Madsen.
– Vent lidt, Konrad! sagde Grethe og spurgte: – Agnes, er du sulten?
– Ja. Der var en frikadelle i køleskabet, men den spiste jeg i går.
– Konrad, løb ned i supermarkedet og køb det, vi plejer.
– Klar! og så var han ude af døren.
***
Da han kom hjem igen, havde Grethe allerede forberedt mad. Hun dækkede op og de spiste sammen.
Efter maden gik Konrad straks på byens hjemmeside for at se nyheder fra dagen før.
“Lad os se På Parkvej har en bil påkørt en kvinde, som blev indlagt i kritisk tilstand på hospitalet.”
Han greb telefonen og ringede til hospitalet. Tredje gang fik han svar:
– Ja, vi fik i går indlagt en kvinde fra Parkvej. Hendes tilstand er alvorlig, hun har ikke været ved bevidsthed endnu.
– Hvad hedder hun til efternavn?
– Hun havde ingen legitimation eller mobil med. Er De pårørende?
– Jeg det ved jeg ikke endnu
– Kom forbi
– Adressen kender jeg. Kommer straks.
Han gik hen til Agnes:
– Har du et billede af din mor?
– Ja, hun rullede hen til en kommode og trak et billedealbum frem her er vi for nylig.
– Din mor ser sød ud!
Konrad tog hurtigt et billede med mobilen.
– Jeg tager afsted for at finde din mor!
***
Jeg slog øjnene op. Hvidt loft. Bevidstheden vendte langsomt tilbage. Flakkende billeder en bil, der kører hurtigt
Et forsøg på at bevæge mig sendte smerter igennem hele kroppen. En sygeplejerske kom hen og spurgte dæmpet:
– Er du vågnet?
Jeg gispede:
– Hvor længe har jeg været her?
– I to døgn.
– Min datter er alene hjemme
– Tag det roligt, Karen. En ung mand var her i går, han efterlod sit telefonnummer til dig. Han sagde, din mobil var blevet kørt over.
– Jeg vil ringe
– Selvfølgelig! hun trykkede på datter, holdt mobilen til mit øre:
– Mor!
– Agnes, min skat, hvordan går det?
– Alt er fint! Grethe og onkel Konrad er hos mig.
– Hvilken Konrad?
– Fru Madsen, De må ikke anstrenge Dem! sagde den indtrædende læge. Ellers tager jeg telefonen fra Dem. Nu undersøger jeg Dem!
– Agnes, jeg ringer senere, råbte jeg og lagde på.
Lægen undersøgte mig og gav sygeplejersken nogle instrukser, hun satte straks drop på.
Da de gik, spurgte jeg, om jeg måtte snakke lidt længere.
Lægen har sagt, De skal tage det roligt, mumlede hun, men lagde dog mobiltelefonen tilbage i min hånd.
– Skat
– Karen, her er Grethe. Min søn fandt din ødelagte mobil og søgte dig op via simkortet. Jeg er pensionist, og jeg bliver hos din datter, mens du er på hospitalet. Tag det roligt. Nu får du Agnes igen.
– Mor, du skal nok blive rask! råbte min datter.
– Lyt til Grethe, min pige!
– Sluk nu for telefonen, sagde sygeplejersken.
***
Næste dag kom jeg op på en almindelig stue. Om aftenen under besøgstiden kom sygeplejersken:
– Karen Madsen, du har besøg.
En spinkel mand, ikke køn, men venlig, trådte ind:
– Hej Karen, jeg hedder Konrad jeg kommer lige på besøg. Må jeg sige du til dig?
– Selvfølgelig.
Han satte en stor pose på mit natbord.
Min mor har samlet lidt til dig.
– Jeg ved knap hvem du er?
– Jeg fandt din ødelagte mobil. Fik liv i simkortet og ringede til din datter. Søgte dig derefter op.
Hvordan har Agnes det?
– Vent lidt.
Han fandt telefonen, han havde efterladt sidst, og kaldte op.
Pludselig var min datters ansigt på skærmen.
– Mor! Gør det stadig ondt?
– Nej, min pige, jeg har det bedre nu.
– Grethe kommer hos mig.
Jeg snakkede længe med hende, mens Konrad ventede tålmodigt.
Da vi havde lagt på, bøjede jeg hovedet:
– Jeg skylder jer alt.
– Kom nu, Karen. Gå nu bare over til du!
– Tak, Konrad.
– Jeg viser dig lige, hvordan den her mobil virker.
***
Der gik to uger.
Manden, der havde kørt ind i mig, kom og gav mig erstatning 200.000 kroner direkte på hospitalet og tog sin advokat med.
Dagen efter blev jeg udskrevet. Konrad hentede mig og bragte mig hjem.
– Mor! råbte Agnes lykkeligt.
Det så næsten ud som om hun glemte kørestolen hun kunne have sprunget op og løbet mig i møde. Jeg satte mig hos hende og græd af glæde.
Så gik jeg hen til Grethe:
– Tak for alt, Grethe!
– Lad det nu være, Karen. Agnes føles allerede som et barnebarn for mig.
– Grethe, jeg har fået erstatningen. Vær så venlig tag imod! Jeg har ikke andet at sige tak med.
– Nej tak, du skal have råd til Agnes behandling! Konrad har allerede fundet en klinik til jer.
– Mor! onkel Konrad siger vi skal på hospitalet, så de kan lave, at mine ben kan gå! sagde Agnes glad.
***
Karen og Agnes tilbragte to uger på klinikken. Der blev sat skinner i benene. Efter tre måneder endnu et indlæggelsesophold. Så én gang til året efter. Om tre år og efter flere operationer og genoptræning, lovede lægerne, at Agnes måske kunne komme til at gå.
Men indtil videre måtte hun bruge kørestol. De nye skinner gjorde det heller ikke lettere.
Som om skæbnen ville prøve os, fik Grethe et alvorligt hjerteanfald og blev indlagt.
Karen passede hende natten igennem, kun hjemme for at lave mad og hvile lidt. Om natten passede Konrad Agnes.
Efter fire døgn vågnede Grethe for alvor. Hun kiggede på Karen, sukkede og sagde:
Jeg er ikke længe på denne jord. Gift dig med min Konrad. Han er god og I vil give Agnes et hjem.
Tror du, han vil have mig?
Ja! han smiler bare det gør han!
***
En ældre kvinde gik hånd i hånd med en høj pige med skoletaske og blomster i hånden. Hvis ikke det var for pigens højde, kunne man tro, det var første skoledag.
Og for Agnes var det første dag i skole men i fjerde klasse. De tre første år havde hun læst hjemme, på nettet, og klaret sig flot. Nu, for første gang, var hun på vej i skole på sine egne ben.
– Bedstemor, jeg er lidt nervøs
Det skal du ikke være, Agnes. Du er ti! Se der kommer også far og mor.
Hvorfor er du så stille? spurgte Karen, da hun nærmede sig.
– Hun er bare nervøs, sagde Grethe.
– Giv mig din hånd! sagde Konrad og rakte hånden frem. Kom!
Far, sammen med dig tør jeg alt, sagde Agnes med et grin.
Så gik de mod skolen, snakkende og grinende, og bagefter kom mor og bedstemor lige så glade.
