Klokken seks om morgenen blev jeg væltet ud af sengen af min mand. Først troede jeg, det var et uheld måske havde han bare vendt sig voldsomt i søvne men dagen efter skete det igen. Det begyndte alt sammen efter vores besøg hos hans mor på landet.
Vi havde kun været gift i et halvt år, men efter det her besluttede jeg mig for at søge om skilsmisse. Grunden til, at min mand opførte sig sådan over for mig, slog benene væk under mig. Nu fortæller jeg, hvad der skete.
Jeg voksede op i København og har aldrig haft behov for at stå tidligt op. Mit arbejde er med et internationalt firma, så mine arbejdstider begynder ofte sent når vi har dag her, har de nat i New York, så jeg arbejder ofte om aftenen og natten.
Min mand, Jesper, er vokset op på en gård på Fyn, hvor man står op før solen. Selvom han bor i byen nu, har han fastholdt sine vaner: han står op klokken seks og forventer røræg og kaffe.
Morgenmad skal serveres klokken syv. Det er sådan, jeg har det bedst, sagde han, dengang vi mødtes.
Dengang grinede jeg bare, for jeg troede, det var et charmerende særpræg. Når jeg arbejdede nat, tog jeg altid en lur i løbet af dagen for at indhente søvn.
De første seks måneder gik det nogenlunde. Jeg prøvede at følge hans vaner, når jeg huskede det, og vi fandt kompromiser. Jeg troede, vi havde et harmonisk forhold.
Så kom det skæbnesvangre besøg hos hans mor. Hun boede i et lille bindingsværkshus langt ude på landet. Da jeg så det første gang, tænkte jeg, at nu ventede det ægte, danske landsbyidyl: hjemmebag, roser ved døren, lange aftener med te og snak. Men virkeligheden var ikke som i historierne.
Allerede få timer efter ankomsten begyndte hans mor med sine små stikpiller og kommentarer til alt, hvad jeg gjorde.
Men de virkelige problemer dukkede først op morgenen efter.
Hun skal vækkes tidligt, som vi gør her, sagde svigermor henover morgenbordet, mens jeg stadig sov. Det fandt jeg ud af senere. Jesper tog hendes ord til sig og besluttede at opdrage mig til landlivets vaner.
Da han første gang nærmest slæbte mig ud af sengen, blev jeg fuldstændigt chokeret.
Hvad laver du?! råbte jeg, både vred og bange.
Du hører jo aldrig vækkeuret. Mor siger, det her er den bedste måde at vågne på, svarede han iskoldt.
Men jeg arbejder jo om natten! Jeg har brug for min søvn, ellers kan jeg ikke passe mit arbejde!
Det er sådan, vi altid har gjort i min familie, sagde Jesper, som om alt nu var afgjort.
Dagen efter gentog det sig. Jeg følte, at både han og svigermor gjorde grin med mig med vilje.
Hvordan kunne manden, jeg troede, jeg skulle dele mit liv med, pludselig forandre sig så hurtigt under sin mors indflydelse?
Da vi kom hjem igen til lejligheden på Østerbro, blev Jesper en anden. Hele tiden gentog han: Mor ved, hvad der er rigtigt. Hans stædighed fik mig til at indse, hvor forskellige vi egentlig var.
Nu sidder jeg midt i papirarbejdet til skilsmissen. Jeg har ikke mere tålmodighed.
Hvad ville du have gjort i min situation? Er jeg mon gået for hurtigt til beslutningen?
