Klokken seks om morgenen blev jeg puffet ud af sengen af min mand. Først troede jeg, det var et uheld, men da det gentog sig dagen efter, blev jeg mistænksom. Hele balladen begyndte efter et visit hos hans mor på landet.
Vi havde kun været gift i et halvt år, men det her hændelsesforløb overbeviste mig hurtigt om, at nu skulle jeg altså skilles. Årsagen til hans bizarre opførsel slog benene væk under mig. Nu skal du bare høre:
Jeg er ren bypige og har hverken ejet en vækkeur før eller haft grund til at stå op før klokken ni. Jeg arbejder med internationale kunder, så mit arbejdsliv kører ofte på nattevagt. Når vi har dag i København, sidder de og drikker aftenkaffe ovre i San Francisco det kræver lidt fleksibilitet.
Min mand, Bjarne, er opvokset i en lille landsby ude på Fyn, hvor man åbenbart begynder dagen før hanen galer. Selv efter vi flyttede til byen, insisterer han på sine landlige morgenritualer: op kl. seks, og straks skal han have spejlæg og kaffe.
Morgenmad står klar kl. syv hver dag, sagde han allerede på vores første date.
Jeg lo bare dengang. Det tænkte jeg, at jeg sagtens kunne mestre især når jeg kunne tage en middagslur efter nattevagten.
Første halve år gik jo egentlig meget godt. Jeg prøvede at følge trop, de gange jeg huskede det, og vi fandt en rytme sammen. Alt virkede fornuftigt og lige til.
Men så besøgte vi hans mor. Svigermor bor i et lille bindingsværkshus udenfor Odense charmerende, troede jeg. Jeg forestillede mig hjemmebagte boller, hyggelige samtaler over te og traveture i engen. Men nej det eneste, jeg fik, var et realitycheck.
Efter bare et par timer opdagede jeg, at idyl og landsbyliv ikke nødvendigvis hænger sammen. Svigermor fandt hurtigt ti ting, jeg gjorde forkert. Næste morgen gik det helt galt.
Hun skal op som vi gør herude, sagde svigermor til morgenbordet, mens jeg stadig sov. Senere fandt jeg ud af, at Bjarne havde taget hendes råd til sig. Han besluttede sig åbenbart for at “indoktrinere” sin københavnske hustru i bøndernes morgenrutiner.
Da jeg fik et kærligt, men bestemt skub ud af sengen, blev jeg ærligt talt rasende.
Er du blevet vanvittig?! hvæsede jeg, halvt arrig, halvt søvndrukkent.
Du hører jo aldrig vækkeuret. Mor siger, det her er den bedste løsning, svarede han roligt, som om han præsenterede dagens vejrudsigt.
Men jeg arbejder om natten! Jeg kan jo ikke fungere, hvis jeg ikke får min søvn!
I min familie har vi altid gjort sådan, forklarede Bjarne, som om det var slut med diskussionen.
Næste morgen deja vu. Samme tur ud af sengen, samme forbløffelse over, hvor stædige to fynboer kan være.
Jeg forstod pludselig, hvor hurtigt ens partner kan ændre sig, når svigermor hvisker i kulissen.
Da vi landede hjemme i København igen, var det som om, Bjarne var blevet klonet fra sin mor. “Mor ved altid bedst,” gentog han. Jeg indså, at vi kort sagt var alt for forskellige.
Nu sidder jeg og udfylder skilsmissepapirer. Tålmodigheden er sluppet op.
Hvordan ville du have håndteret den situation? Eller har jeg måske været lidt for hurtigt ude?
