Klokken seks om morgenen væltede min mand mig ud af sengen. Først tænkte jeg, at det var et uheld, men da det skete igen allerede dagen efter, begyndte det at føles helt forkert. Det hele startede efter, vi havde besøgt hans mor ude på landet.
Vi havde kun været gift i et halvt år, men efter det her var jeg sikker: jeg ville skilles. Grunden til, at han begyndte at opføre sig sådan, slog benene væk under mig. Jeg må bare fortælle dig, hvad der skete.
Jeg er vokset op i København og har altid haft det med at sove længe. Nu arbejder jeg for et internationalt firma, hvor arbejdstiderne tit ligger om natten sådan er det, når ens kollegaer sidder i New York og Singapore. Det betyder, at jeg tit arbejder til sent og sover om dagen.
Min mand, Anders, er vokset op på en gård på Fyn, hvor den slags med at stå tidligt op nærmest er en religion. Selv efter han flyttede med mig til byen, nægtede han at slippe sine rutiner: op klokken seks, og så SKAL der stå røræg og kaffe klar.
“Jeg spiser altid morgenmad klokken syv,” sagde han stolt, da vi mødtes første gang.
Dengang smilede jeg bare over det tænkte, at det da ikke ville blive noget problem. Og efter en nattevagt kan man jo bare snuppe en lur i løbet af dagen.
De første seks måneder gik egentlig fint. Jeg prøvede at følge hans rutiner, når jeg kunne huske det, og vi fandt en ret god rytme sammen. Jeg syntes faktisk, vi havde det skønt sammen.
Men så var det, vi tog ud til hans mor i landsbyen udenfor Odense. Hun bor i et gammelt bindingsværkshus med stråtag. Jeg forestillede mig hygge, hjemmebagte boller og varme aftener med lange snakke over te. Men virkeligheden blev en helt anden.
Allerede få timer efter vi var ankommet, kunne jeg mærke, at der var en mærkelig stemning. Hver gang jeg slappede af, skulle svigermor lige kommentere et eller andet måske var det min påklædning, eller måden jeg talte på.
Men det blev først rigtig slemt næste morgen.
“Du skal vække hende, sådan som vi altid gør,” sagde hans mor over morgenkaffen, mens jeg stadig lå og sov. Jeg fandt ud af senere, at Anders syntes, det var en god idé at “opdrage” mig efter landsby-skik og brug.
Første morgen flåede han bogstavelig talt dynen af mig.
“Hvad laver du?!” råbte jeg jeg var både vred og rystet.
“Du vågner jo aldrig af vækkeuret. Mor siger, det her er den bedste måde. Det er bare sådan, vi gør i vores familie,” svarede han roligt, som om det var det mest naturlige i verden.
“Men jeg arbejder jo om natten! Jeg har brug for min søvn, hvis jeg skal fungere.”
“Sådan har vi altid gjort hjemme hos os,” blev han bare ved, som om det forklarede alt.
Næste morgen gentog det sig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at Anders og hans mor gjorde det her for at drive mig til vanvid.
Jeg forstod virkelig ikke, hvordan han manden jeg troede, jeg skulle dele livet med kunne skifte så meget, bare fordi vi havde besøgt hans mor.
Da vi kom hjem til lejligheden i København igen, var han helt forandret. Han gentog igen og igen: “Mor ved jo, hvad der er rigtigt.” Hans stædighed blev simpelthen for meget for mig, og jeg kunne bare mærke, at vi er alt for forskellige.
Nu sidder jeg og samler papirer til skilsmissen. Jeg har mistet tålmodigheden.
Hvad ville du have gjort, hvis du var mig? Er jeg mon alligevel gået for hurtigt til værks?
