Hvordan kan man dog synke så dybt? Pigen min, burde du ikke skamme dig? Du har både arme og ben, hvorfor arbejder du ikke? lød de bebrejdende ord til tiggerpigen med barnet.
Karen Madsen gik langsomt gennem gangene i det store supermarked og lod blikket vandre over de mange farverige varer. Hun kom herhen hver dag, nærmest som et ritual. Hun behøvede ikke mange fødevarer, for hun havde ingen stor familie at brødføde. Men stadig var det daglige besøg i supermarkedet et kærkomment afbræk fra ensomheden.
Om sommeren var det lettere, så sad hun ofte på bænken udenfor sammen med de andre damer fra opgangen. Men om vinteren fandt hun trøst i butikkens lys og varme.
Der var altid mange mennesker her, duften af friskbrygget kaffe fyldte rummet, og blid jazz strømmede ud af højttalerne. Varerne, i deres smukke indpakning, mindede hende om legetøj fra barndommen og fik hende til at smile.
Hun vendte langsomt en lille bøtte jordbæryoghurt i hånden, kneb øjnene sammen for at kunne læse mærkaten, og lagde den så tilbage igen. Den slags luksus var for dyrt, men hun nød at kigge.
I mødet med butikkernes overflod gled hendes tanker ofte tilbage til fortiden. Hun så for sig de lange køer i stormagasinerne i gamle dage, hvor ekspedienterne nærmest sloges om de knappe varer. Hun mindedes de grå papirposer, som var standard dengang.
Et smil gled over hendes læber, da hun tænkte på sin datter. For at gøre hende glad kunne Karen Madsen finde på at stå i kø i timevis. Tanker om datteren fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Hun stoppede op ved frysedisken og støttede sig tungt til kanten.
I hukommelsen tonede hendes Signe frem med de røde krøller, de store grå øjne, fregner på næsen og de glade smilehuller.
“Så smuk hun var,” sukkede Karen for sig selv.
Under den unge ekspedients skeptiske blik bevægede hun sig hen til brødafdelingen.
Signe var hendes eneste barn. En klog pige. Men da hun blev voksen, sagde hun sit arbejde op for at blive rugemor. Karen havde forsøgt at tale hende fra det, men for døve øren hvilken 20-årig lytter til sin mor? Havde faren været i live, var det nok aldrig sket. Men hvordan kunne nogen lokke et barn ind i sådan noget?
Signe tog det hele med latter og strøg over maven: “Mor, tænk på pengene.”
Det endte skævt. Fødselen gik galt – Karen mistede sin datter. De prøvede ikke engang rigtigt at hjælpe hende. Barnet blev straks givet videre til bestillerne. Karen fik ikke en eneste krone i kompensation det var jo ikke hende, de havde en aftale med.
Karen Madsen begravede sin datter og blev alene. Uden nogen familie føltes det som at råbe ud i tomheden.
Hun gik mod brødhylden for at købe lidt, så det ikke så ud som om hun bare gik og drev. Hun tog sit småmønter frem, gik roligt til kassen, betalte præcis hvad hun skyldte og gemte resten i lommen.
Det var næsten en måned siden supermarkedet åbnede, og anden dag bemærkede hun den unge tiggerpige med et barn. Først kunne Karen ikke helt sige hvorfor hun lagde mærke til hende måske var det ungdommen, måske den måde hun holdt babyen tæt til sig.
Hvordan kan man dog havne så lavt? tænkte hun, idet hun nærmede sig. Karen lagde en skilling i kruset og spurgte: “Er du ikke flov, kære? Du er jo rask, kan du ikke finde et arbejde? Du er stadig ung og frisk.”
Nogle forbipasserende trak sig væk, forhindret af Karen, der stod midt i vejen.
Tak for mønten, men du må gerne gå videre. Jeg skal samle så meget ind, jeg kan ellers går det galt, svarede pigen stille.
Karen trak sig væk. Hun havde ikke lyst til at være påtrængende. Hverken politiet eller kommunen gjorde noget det var efterhånden hverdag, og ingen så børnene på gaden længere.
Hele vejen hjem havde Karen tankerne fulde af tiggerpigen. De grå øjne, den lyse stemme, var underligt bekendte. Hun prøvede at genkalde sig, hvor hun havde set hende før.
Hjemme tog hun støvlerne af, tændte lyset og satte sig med et stykke rugbrød med leverpostej og en kop sød te. “Hun må være sulten dérude i kulden,” tænkte Karen trist.
Hun kiggede ud ad vinduet og gav et sæt, da hun så to rå karle trække den unge kvinde brutalt ind i en bil. Karen ville ringe til politiet, men bakkede ud af frygt for at gøre ondt værre.
Hun gik søvnløs i sengen og drømte underlige drømme om sin Signe, der stod udenfor supermarkedet med et barn på armen blå af kulde, mens Karen forsøgte at varme hende. “Jeg fryser ikke, mor,” sagde Signe.
I drømmen tog Karen barnet, åbnede det varme tæppe og fik øje på en stor dukke med en bjørne-vedhæng om halsen. “Med det velkendte vedhæng,” mumlede Karen i søvne, vågnede, så på uret, og spurgte sig selv, hvorfor hun havde sovet så længe.
Klokken var ni, og hun gik straks hen til vinduet heldigvis stod kvinden og barnet stadig ved supermarkedets dør, alt var i orden.
Det var nytårsaftensdag, og frosten bed hårdt. Pigen havde stået for længe, barnet kunne fryse.
Karen lavede hurtigt madder, fyldte termokanden med sød te, tog det varme sjal på og gik ud.
Pigen blev nervøs, da Karen kom med madpakken og skjulte blåt mærke på tindingen.
Bare rolig, kære, sagde Karen og rakte hende maden. Du skal ikke gå sulten rundt.
Pigen smilede med øjnene, satte sig lidt væk på en bænk og spiste sultent. Hun kiggede uroligt til babyen, der skreg, slugte maden hurtigt og kom tilbage til Karen.
Tak, nu holder vi ud til kl. syv, så henter de os, sagde hun lavmælt.
Resten af dagen tjekkede Karen termometret i vinduet. Frosten blev værre. Hun fyldte et glas suppe og gik forbi pigen, satte suppen diskret ved hendes side og lagde lidt mønter i lommen, før hun hurtigt gik ind i varmen.
Denne gang handlede hun hurtigt hun skulle have pølse og syltede agurker til sin nytårssalat. Selv om hun ingen stor fest kunne holde, skulle det ikke skorte på mad.
Da Karen gik ud igen, var tiggerpigen væk og suppen også forsvundet. Hun smilede ved tanken om, at nogen forhåbentlig blev mæt, og gik hjem.
Hun begyndte på forberedelserne skulle karpen i ovnen og mad på fade. Måske ville en af nabo-damerne kigge forbi.
Omkring klokken ti kiggede Karen endnu engang ud ad vinduet. Hun håbede, pigen var blevet hentet ind i varmen.
I sneen under gadelysene så hun pigen sidde. Hendes skuldre rystede af gråd.
Hjertet hamrede i Karen. Om to timer begyndte festen, men der sad et menneske og frøs under hendes vindue. Hun kastede sjalet om sig, satte træsko på fødderne og løb ned. Andet kunne hun ikke gøre.
Jeg har ikke flere steder at tage hen, sagde pigen stille.
Håbet i hendes øjne klamrede sig til Karen.
Pas på ham, beder jeg dig, sagde hun og lod Karen tage det tætpakkede barn, inden hun stavrede væk.
Tankerne kørte rundt i hovedet på Karen. Hun forstod, hvad pigen ville det var ikke fra et lykkeligt liv, man gik sådan bort. Hun samlede sine kræfter, løb efter hende og trak hende med sig mod rækkehusene.
Oppe i den varme lejlighed klædte hun drengen af, lagde ham ind ved radiatoren og spurgte:
Hvad hedder du egentlig?
Men Karen tav, for pludselig fik hun øje på et vedhæng om pigens hals det lille bamsevedhæng, hun selv havde givet sin Signe.
Pigen greb hennes blik og sagde:
Bare rolig, den her er det sidste jeg har fra min mor.
Karen blev mat og satte sig på stolen. Det smykke troede hun aldrig, hun ville se igen. Dengang, da Signe fyldte seksten, havde hun solgt sin gamle broche og fået lavet vedhænget, som en gave.
Pigen spurgte genert, om hun måtte tage et bad. Karen nikkede og hentede sig et glas beroligende dråber.
“Det er hende, min datters datter min egen barnebarn,” tænkte hun forskræmt.
Senere, da barnet var mæt og puttet, satte hun pigen ved bordet.
Freja, kaldte Karen forsigtigt.
Hvordan kender du mit navn? undrede pigen sig.
Måske har jeg hørt det, sagde Karen undvigende, og mærkede hvordan hjertet galopperede.
Ingen tvivl hun havde fundet sin barnebarn. Det var netop navnet, de biologiske forældre ønskede til den baby, hendes Signe bar under hjertet.
Pigen smilede, så taknemmelig, og spiste med stor appetit.
Karen iagttog hende nøje, ledte efter kendte træk.
Fortæl, Freja, hvad er der hændt dig? spurgte hun omsorgsfuldt.
Freja løsnede op og fortalte hakkende og hurtigt, som om hun slap en byrde.
Hun havde boet med sine forældre og sågar haft sin egen pony. Men forældrene blev skilt, og hun blev efterladt på et børnehjem. Hun forstod aldrig hvorfor.
Tolv år gik i institutionen, og som attenårig blev hun sluppet løs med en lejlighed i en fallefærdig ejendom, der egentlig skulle rives ned.
Det var her, hun mødte Mads, en VVS-mand. Da han fandt ud af, hun ventede barn, forsvandt han sporløst.
Freja blev boende i den forfaldne bolig til fødslen, men mens hun lå på hospitalet, flyttede nogen ind i hendes lejlighed. Hun kunne ikke få den tilbage det kunne hun ikke kæmpe for, ikke med et spædbarn.
Sådan begyndte hun at vandre mellem stationer og bede om mønter ved metroen. Her blev hun opdaget af en mand, der styrede hjemløse han tilbød et skur i bytte for alt, hvad hun kunne samle ind.
I kælderen i højhuset boede allerede mange tiggere og hjemløse. Nogle var syge og handicappede, men de fleste spillede rollen og snød folk for penge.
Sådan gik dagene. Hver morgen blev de kørt ud til tiggerstederne, om aftenen skulle de aflevere deres penge. Den seneste tid blev presset værre. Hun og babyen larmede for meget, sagde de.
Og i dag ingen kom og hentede dem. Hun blev blot ladt tilbage i kulden.
Tak. Jeg ved ikke, hvordan vi var kommet gennem natten uden dig, sagde hun sagte. Bare lidt søvn, så skal vi nok videre i morgen tidlig.
Freja lænede sig tilbage og faldt i søvn.
Karen lod hende hvile, flyttede barnet ned i stolen ved siden af, satte sig ved bordet og lyttede til Dronningens nytårstale i fjernsynet.
Nej hun ville aldrig slippe barnebarnet og oldebarnet igen. De skulle bo hos hende. Om lidt skulle hun nok fortælle dem hele sandheden. Hjælpe den unge pige på fode. For nu måtte de finde ro i trygge rammer.
Da rådhusklokkerne slog midnat, skænkede Karen sig et lille glas kirsebærvin, gik hen til vinduet og så sneen falde i lygternes skær. “Tak for det uventede, Gud. Farvel ensomhed nu har jeg familie igen.”
